|
|
1. september 2007 Tekst Kim Rønn, Foto: Henrik R.
|
|
Et krebsegilde med selvfangede krebs i Danmark anno 2007 lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det vel egentlig også, med tanke på, at krebsene ikke er de oprindelige danske flodkrebs (Astacus astacus), men galiziske sumpkrebs (Astacus leptodactylus), som blev udsat i efterkrigstiden med kommercielt fiskeri for øje. De klarede sig meget bedre, end den naturligt hjemmehørende flodkrebs og udkonkurrerede den, i hvert fald i Furesøen. Den Galiziske Sumpkrebs er derfor i høj grad uønsket i den danske natur (men ikke på tallerkenen). Vi stillede udstyr og appetit til rådighed for den gode sag, og med perfekte faciliteter til rådighed på bredden af Furesøen var det jo svært at være negativ!
 |
| Nu skal de krebs passe på - her kommer en rigtig udrustet dykker. |
|
Aldersbestemmelse af Jeg lovede at prøve at løse mysteriet om aldersbestemmelse af krebsdyr og har spurgt lidt rundt omkring. Men det viser sig ikke at være særlig kompliceret, for det er et basalt problem at der ikke er nogen måde at gøre det på! Krebsdyr har skal-skifte i den periode de vokser, har ingen øresten som fisk og derfor ingen vækst-ringe man kan tælle! Selvom deres vækstrate varierer meget, er størrelsen den mest anvendte måde at foretage aldersbestemmelse. Jeg har dog ikke kunne finde data med størrelse korreleret med alder…. Men om størrelsen kan nævnes, at i et studie hvor der blev indfanget disse krebs (Astacus leptodactylus) i Tyrkiet (60 hanner og 224 hunner), havde den største han et ’hovedskjoldslængde’ (carapace-length) på 62 mm, mens den største hun kun var en anelse større på 68 mm. Så frem med skydelæret, hvis i tror, at de er større i Furesøen! Og der er helt klart basis for en fin populationsbeskrivelse af denne invasive art. Dog har jeg så lavet en hurtig browsing i artikelbasen og der er lavet forsøg, hvor krebsens alder korreleres med koncentrationen af ’hjerne’-pigmentet lipofuscin, som efter sigende skulle stige med den metabolske aldring. For laboratorie holdte individer ser korrelationen ganske fin ud, men da faktorer som temperatur, populationstæthed, som har negativ korrelation med vækstraten -(vist ikke særlig meget i Furesøen!) og fødetilgang, har ret stor betydning, giver denne metode problemer for anvendelse på vilddyr. Fandt også lige et par facts, som er ganske interessante… Forklaringen på at krebs bliver røde ved kogning er at krebsens farve består af samspillet mellem et rødt og et blåt pigment. Det røde pigment er varmebestandigt, mens det blå nedbrydes ved opvarmning! Krebsen bliver kønsmoden ved 4-7 års alderen. Citat: ’Hannens parringsorganer vokser og bliver til løse nøgler af lange, hvide rør, som sidder på rygsiden ved overgangen mellem krop og hale’ –fandt i nogen af dem i lørdags???Parringen sker om efteråret og siges at være ikke særlig blid for hunnen, idet hun tvinges om på ryggen, hvorefter hannen afsætter slimkapsler med sæd på hende. Efter denne hyggestund kan hunnen så bære rundt på de 50-350 æg under bagkroppen i et halvt år. Lige en sidste oplysning: ’Hannernes kønsorganer kan, når de er opsvulmet (det her er et citat – ikke mine ord), minde om orm og har været medvirkende til den opfattelse, at krebs ikke bør spises i måneder med "r" i, da de i disse måneder er befængt med "orm"……’Det var vist så også nok om det! KH Lis |
Da jeg ville hente en flaske og lidt bly ved svømmehallen, i god tid før officiel mødetid, som var KL. 17 VED FURESØEN, blev jeg nærmest råbt omkuld af en flok gadedrenge. Nu ved jeg godt, at man bare skal prøve at ignorere den slags provokationer, men de var meget insisterende. Al denne tumult viste sig senere at dreje sig om denne lille beretning. Den der morede sig mest over at være kommet før mig, var Henrik Juhl, men en lille bemærkning om, at han stadig skyldte beretningen for årets til dato mest guddommelige dyk på Otto (for flere uger siden), fik ham til at krybe sammen med en mine, som om han lige havde spist en hel sæk citroner, mens han mumlede noget om sten og glashuse.
Søren, gl. formand, var klar til årets første dyk. Han dykker efterhånden kun på de officielle fisketure, så denne dag var jo en passende lejlighed. Søren og jeg ventede ved svømmehallen for at se, om der var andre, der ville hente udstyr, mens de øvrige skyndte sig af sted. Der kom dog ikke flere. Da vi nåede ud til Naturskolen var holddelingen allerede foretaget, og 1. hold kørte til et sted langt væk (langt at svømme i hvert fald!). Der var dog flere, der valgte at dykke lige ud for Naturskolen. Blandt de lidt sjældnere gæster var PPP (sjælden på stranddyk – faktisk tror jeg kun, at jeg har set ham GÅ i vandet en gang før på et natdyk i Lysekil maj 2001).
Søren og jeg ventede utålmodigt på flaskerne, der var kørt med Manleys bil. Vi benyttede ventetiden til at bese og beundre det telt Bahamas-Kim havde rejst, og de rammer der var skabt for arrangementet. Det var en hel Spejdersommerlejr værdigt!
 |
| Flere krebs bør frygte for deres liv |
Vejret var heldigvis meget fint, solen skinnede og vinden var svag, men vi blev mere og mere utålmodige af at gå og vente. Søren valgte at gå i vandet efter ca. 45 min., han var ved at gå til af varme i dragten, så han snorklede lidt rundt. Jeg selv holdt lidt øje med ungerne, men for at beskytte mig selv mod nervøst sammenbrud, så vendte jeg ryggen til det meste af tiden. Oliver fik en sok, men når man sidder på en bro med fødderne i vandet, så kan man vel ikke forvente andet. Oliver var dog den, der bekymrede sig mindst!
Henrik R. kom derefter tilbage med bil og flasker, og her delte Søren og jeg så op. Søren ville dykke ud for Naturskolen, og jeg ville køres hen til det sted, hvor de andre dykkede ud fra. Og så gik det ellers ad små skovveje til den lille strand, hvor vi (jeg) kunne komme i. Da jeg omsider fik hovedet under vand, var der straks en muddersky og en krebs på flugt. Det tegnede meget fint for jagtens resultat. Og fisk, der var en kæmpe stime små aborrer på 4-5 cm, små gedder mellem sivene og store stimer af ubestemmelige blanke karpefisk. Tilsyneladende virkede naturgenopretningen, symptombehandling eller ej! Sigten i søen var omkring 2 meter i de øverste vandlag, og ca. 3 meter, når man kom dybere end 7 meter. Bunden var dog let at hvirvle op. Der var rankegrøde ned til ca. 5 meter, og selv her kunne man se spæde grønne skud på vandplanterne, primært vandpest og hornblad. Lidt længere ude og nede var der et bælte, hvor der kun var dammuslinger – og krebs. Nogle af dammuslinger var kæmpestore og vandrede omkring på bunden og efterlod spor i mudderet. Flere havde deres store hvide fod ude. Hmmm…., de må da kunne spises! Yderligere et par meter dybere var der endnu større krebs og en kæmpe stime mellemstore aborrer, absolut i spisestørrelse. På 10-11 meters dybde var der spredte små grupper af store aborrer, som ikke var det mindste sky, tværtimod! De skulle se, om der var mad i de mudderskyer, der blev dannet under krebsefiskeriet. De kom meget tæt på og selv udåndingsluften reagerede de ikke på. Jeg savnede et kamera, og egentlig også en harpun, men det ville nok være at gå over stregen! Dybere en 12-14 meter blev sigten væsentlig dårligere, faktisk yderst ringe, og mudderbunden virkede stort set livløs.
 |
| Skal vi kæmpe med Astacus leptodactylus... jeg var ubevæbnet og turde ikke svarer at der er tale om mad og noget så alvorligt leger man ikke med ! |
Efter at have brugt en rum tid på dette, for mig, sjældne møde med aborrerne, genoptog jeg mit forehavende. Krebs var der nok af, og jeg valgte kun at tage de store. Man kan selvfølgelig sige, at hvis vi skulle udrydde bestanden skulle vi ta’ revl og krat, men dertil er jeg nok for blød om hjertet. Mit fangstnet drillede i øvrigt voldsomt, og til sidst kom der flere krebs ud end ind, men man kunne jo bare samle nogle nye, der var nok af dem. Jeg prøvede gennem længere tid at samle en 3-4 stykker i hånden, for derefter at proppe dem i sækken, men det var ikke en ubetinget succes. Efter en times tid, eller lidt mere, måtte jeg lige op og orientere mig. Jeg vidste, at retningen var korrekt, både kompas og skråningen på venstre skulder fjernede al tvivl, men der var godt nok længere tilbage til Naturskolen, end jeg havde regnet med. Ned igen, og der var hele tiden krebs, fisk eller muslinger eller alt muligt andet at forholde sig til, så jeg blev nemt distraheret, og efter yderligere et kvarte var jeg kun kommet lidt nærmere. Lidt målrettet svømning i overfladen, men så var der igen noget spændende på bunden, så ned igen. Et væltet træ, hvor alle grenene var tæt besat med krebs, alt fra store til enorme, og de sad tæt, som pynt på et juletræ. Også under træet var der krebs, igen et Kodak-moment uden kamera. Herefter gik det mod naturskolen i overfladen, på ryggen med lidt luft i vesten og så ellers frisk svømning de sidste 4-5-600 meter med en tung pose krebs på maven. En varm fornøjelse i tørdragt.
De andre havde ikke haft tålmodighed til at vente på mig. De tyvstartede med dykningen, og de tyvstartede ved bordet. Måske havde det ikke været nødvendigt at tage helt så mange krebs, for jeg var ikke den eneste, der havde haft held med fiskeriet. Et ubekræftet rygte lød, at Mads var kommet vandrende på lavt vand med 2 store poser krebs.
 |
| Suppen koger under kyndigt tilsyn |
Et velegnet kogekar stod over bålet, og spilkogte. En stor balje fyldt med krebs stod ved siden af og ventede på en tur i varmen. Ungerne ville godt prøve at koge krebs, men var noget nervøse for at blive nappet. Og krebsene kan bide hårdt. Birte testede krebsenes bidelyst på de mindste af børene, som ikke blev nappet, men Nemesis er jo altid med på tur, så Birte blev senere bidt til blods. Nogle af de store krebs havde kløer, der i smag og størrelse mindede om hummerkløer (men de var noget skarpere og fintandede). Og det var lækkert at kunne stille sulten med de friske skaldyr. Det var ikke et traditionelt krebsegilde, dertil var krebsene for mange og snapsene for få. Der blev ikke spist grønsager, ikke andet end en tilfældig dildkvist og de citronskiver, der tilsyneladende var i de G&T (som jeg hverken så eller smagte). Hvem der var der, kom der og hvornår de gik hjem huskes ikke, men der var i hvert fald krebs nok til alle, selv om vi var mange. Vejret forblev skønt hele aftenen, og en gang efter midnat var det tid til den sidste omgang i glødernes skær.
Næste år satser vi på lige så mange krebs, lige så godt vejr, lige så få myg og så en overnatning på lejrpladsen, så krebsene kan komme til at svømme i de snapse, der klæ’r dem så godt.
Tak til Bahamas for den store indsats.
Kim R.
