18/8-2007

Polaris, Otto og Emil
En opfordring på maillisten om et lørdagsdyk gav ikke et eneste svar! Underligt nok, for gudesigten i tirsdags på Otto burde ha’ fyldt båden til randen. Vejrudsigten var godt nok ikke til langtur, men på den anden side, så var vejudsigten heller ikke så dårlig, at det burde skræmme nogen fra at komme på Øresund. Jeg havde næsten opgivet, da Lille-Jensen ringede sent fredag. Han foreslog en tur enten i Østersøen, hvis vejret blev godt, eller en eftermiddagstur på Sundet, hvis vejret blev som forudsagt.

Det blev en eftermiddagstur på Sundet, og vi endte med at være fem på turen. Henriks telefonkæde havde åbenbart større effekt end havbassemailen!

Vi fik spændt Havgassen bag Thomas’ bil og kom af sted mod Helsingør. Men så let skulle det ikke gå! Et defekt leje på traileren bankede og larmede voldsomt og hjulet var helt løst. Imponerende, at den var kommet helt hjem sidst, den var ude. Vi fik vendt vogntoget på parkeringspladsen og kørte tilbage til garagen, hvor et ombytternav var parat. Lejet blev skiftet og en god halv times tid senere var vi på vej igen. Denne gang hele vejen til Helsingør.

Vi fik sat båden i vandet og vi kom af sted. Den gode sigt fra i tirsdags skulle udnyttes til et dyk på Polaris, et noget rodet vrag, hvor vi sjældent kommer. Der var lidt bølger og vind, så vi sejlede forsigtigt mod nord, men helt uden bølgesprøjt gik det nu ikke. Polaris var lidt svær at lodde, den ligger på en skrænt, men heldigvis har søfartsmyndighederne placeret hele to søgebøjer nær ved vraget. Efter lidt tid blev lod og bøjer hevet overbord, og den sædvanlige dyst mellem Store- og Lille-Jensen begyndte. Sjovt nok, når det ikke er et nyt vrag, men det er vel for at holde formen ved lige. Vi talte om, hvor ærgerligt det var, at vi ikke kunne optage video af optrinnet og vise det på hjemmesiden. Men Henrik røg først i og derefter Allan. Vi andre ventede nogle minutter og nåede lige at binde på, før Allan kom op igen. Han talte om dårlig sigt, og Henrik havde bundet af! De var vist blevet forvænt med klart Østersøvand – velkommen tilbage til den virkelige verden! Sket er sket og vi sejlede mod næste vrag. Kasper valgte Otto, for han skulle egenhændigt binde på, og der er Otto jo fin med masser af solide emner at gøre fast i. Kasper havde jo også teorien i orden, for han havde læst alt om knob og procedurer for påbinding på vrag på nyhedsgruppen.

Otto blev fundet og Kasper blev smidt i. Og så kom vi ellers i vandet i spredt orden, med Henrik og Allan først og Thomas og sidst undertegnede, der skulle binde Kaspers krydsning af baghåndsknob, dobbelt halvstik, pælestik og adskillige rundtørn af. Det var nu ikke så svært! Dykket på Otto var fint, sigten var god, 5-6 meter, men det var alligevel en lidt flad fornemmelse efter tirsdagens 15-20 meter sigt. Udover sigten var der ikke meget nyt, men Otto er jo altid et nemt dyk, når strømmen arter sig.

Næste mål var Emil Rezlaff, som hurtigt blev slået på ekkoloddet og vi fik placeret dræg og bøje på vraget. Herefter var der lidt ventetid, hvor 2 gange Jensen talte i ramme alvor om at sejle ind på havnen og hente hotdogs. Der var ikke langt, og de havde ikke fået mad, kun en chokoladecroissant i morges (hvem sagde mon det?). Kasper havde overhovedet ikke udtalt sig om mad, men den stakkels mand blev udsat for stort pres, men holdt sig fra at blande sig i samtalen.

Efter en halv times diskussion, hvor Thomas og jeg vendte tommelfingeren nedad for havnens pølsebod, gik Allan ned for at binde på. Henrik, Kasper og Thomas kom i, og jeg ventede på at den første ville returnere, så jeg selv kunne komme i vandet.

Freden blev pludselig brudt af en hvinende lyd, kraftig boblen og et bump. En hævesæk, der var gjort fast til bundtovet med en karabinhage, bankede ind i skroget på Havgassen. Nu er det jo altid spændende, hvad der gemmer sig under en hævesæk, og denne gang var det vores dræg, som vi mistede for en måned og adskillige dyk siden. Allan kom derefter op, og han havde det svært med at komme tomhændet op fra vraget, så han havde sikret middagsmaden, rødtunger til hele familien.

Da jeg kom i vandet var sigten god, fra 12 meters dybde kunne man se hvor bundtovet var gjort fast, altså over 10 meter sigt. Meget fint, for Emil kan godt være svær at finde rundt på når der er dårlig sigt, hvilket der ofte er.

Vraget var fyldt med torsk. En stor stime oppe over vraget og torsk i alle huller og sprækker. Sej var der også, hvor de kunne komme til for torskene. Der var masser af andre dyr, men den gode sigt blev primært brugt til at få et sjældent overblik over vraget og en rundtur hele vejen rundt omkring det. Sigten var ikke lige så formidabel på bunden, men 2-3 meter og det gav ko mulighed for at komme lidt ud over sandet. Men ingen rokker eller store rødspætter.

Men alting har en ende, og det blev snart efter tid til at binde af. Jeg havde håbet på en tur ud over bunden, men strømmen trak for hurtigt til, at jeg kunne komme ned. I stedet gik det op i varmen og kysse et par brandmænd. Denne oplevelse blev derefter skyllet ned med en kold.

Vi fik rigget af, ikke i en fart, men for nogen var McD en motivationsfaktor, forstå det hvem der kan! Men snart efter sad vi bænket på ”Den gyldne Måge”.

Jeg har gennem lang tid betragtet Thomas som et rart og venligt menneske, men efter han gav en omgang McDonut, er jeg ikke længere helt sikker. Kaffen var dog en formildende omstændighed!

Kim R – slet ikke den sidste!