9/8-2007

Kronprinz Wilhelm
Efter flere generende telefonopkald dagen før med opfordringer til at deltage, og trods flere afvisninger pga. arbejdet, blev jeg til sidst så bange for at gå glip af noget, at jeg meldte mig til på turen i Kattegat. Dog måtte afgangen udsættes en halv times tid, så jeg kunne nå fra et møde på jobbet og til Farum. Afgang var fastsat til kl. 8:30 og det holdt næsten, takket være de andre, som havde gjort mine ting klar fra i går. Udover min lidt sene ankomst, var der også lige et spørgsmål om startspærren til PPP’s bil, som drillede, og som nær havde kostet ham hans første beretning.

Vi fik pakket og kom af sted mod Gilleleje. På havnen i Gilleleje var alt ved det gamle. Selv om det er flere måneder siden, jeg var der sidst, huskede jeg det som det var i går. Godt vejr, som det jo altid er, når vi vælger Gilleleje (med Havgassen) og dårlig lugt, som kun en fiskerihavn i varmt vejr kan ha’. Nu taler vi jo ikke om Smygehamn, Gilleleje Havn lugter kun af rådden fisk!

Vi fik læsset Havgassen og kom af sted mod nord, så langt som vi kunne klare. Vi håbede at nå Kronprinzen. Bortset fra enkelte skæve søer, som gav lidt vand, så gik det nemt og ubesværet, og vi var fremme på en times tid.

Vi fik gjort klar og droppet loddet på vraget (NOT!). Karin og jeg skulle binde på og kom i vandet og fortsatte langs linen helt ned på mudderbunden på 40 meters dybde, masser af søfjer og søstrå, men intet vrag. Kæde og lod var dybt begravet i den bløde bund, hvor sigten omkring loddet var ikke-eksisterende. Karin blev ved tovet lidt oppe i vandet med lygten som lede(tilbage)stjerne, og jeg svømmede frem for at finde vraget. Desværre var sigten så god, at jeg snart efter så først nogle vragdele og siden vraget. Så var det lige detaljen med at slæbe et tungt lod alt for langt mod strømmen på ca. 40 meters dybde, og så hale det op på vraget. Min regulator skulle kunne gi’ luft nok til 200 meters dybde, men den var ikke i stand til at gi mig nok på 40. Måske skulle jeg justere åndingsmodstanden en smule ned. Men vi fik bundet på en pullert, mens jeg gispede efter vejret på kanten af vraget.

Herefter blev dykket meget bedre, sigten var ca. 8-10 meter på toppen af vraget, og der var fyldt med de sædvanlige beboere. Torsk, havkat, sej, lange og rødtunger, og så masser af skaldyr og hvirvelløst. Rejerne havde en ekstraordinær smuk rød farve, men det skyldes måske mine blodsprængte øjne fra tidligere. Dekoen begyndte snart efter at gøre ondt, og turen gik op ad tovet. Turen op var ekstraordinær langsom for en sikkerheds skyld, og sjovt nok, så holdt strømmen op med at flå i os da vi havde holdt det dybe stop. Vi kunne nu ligge i det varme vand, og tælle minutterne ned, mens vi kiggede på brandmændene med små hvillinger som passagerer, der drev langsomt forbi.

Vi kom op i båden og fik rigget af og gjort næste hold klar. Pludselig lå båden anderledes i bølgerne, og vi tjekkede positionen på navigatoren. Vores bange anelser blev bekræftet. Vi var rykket løs, og var ikke længere over vraget. PPP, som stod med det ene ben ud over rælingen var ikke just glad, men han var nok blevet endnu mindre glad, hvis han var kommet ned, og der ikke var noget vrag. På den anden side, så sagde Nicolai og PPP bagefter, at de havde været i tvivl om loddet lå på vraget, da vi gik ned, såh……

Op med loddet igen. Denne gang var Peter meget omhyggelig med at lægge loddet inde på vraget. Peter hoppede i, og Nicolai fulgte efter. Nicolai mistede dog sin maske under vandgangen, og måtte ha’ en anden.

Vi andre fik hvilet os lidt i solen, og der var ikke andre lyde, end vandets klukken mod skroget, og så lige en dyb brummen fra et fjernt skib, som dårligt kunne anes i horisonten. De andre kom op efter tre kvarter og så fornøjede ud. De havde haft et fint dyk, hvor Peter havde sikret sig en forret til aftensmaden – en lommefuld krabbeklør.

Efter endnu en times afslappende overfladetid, var det tid til andetdykket. Og hvilken befrielse at komme i vandet, efter kampen mod sig selv, om man overhovedet orkede andetdykket. Meget forfriskende og et alt igennem perfekt dyk med bragende god sigt og masser af liv. Vi kom langt rundt på vraget, hvilket var let i den gode sigt, hvor orienteringen hele tiden var på plads. Dykket led kun under manglende procenter i flasken, og deraf følgende pris på tovet. Heldigvis havde overfladeholdet sænket dekoflasken ned, så jeg kunne tage dekoen på ilt.

Op i solen og vente på at sidsteholdet fik klaret deres tur. De kom op og var glade og tilfredse med det gode dyk, de havde haft. Herefter hjem med vind og sø i ryggen. På Havgassen betød det vand indenbords, når den faldt ned i bølgerne, og det resulterede i trængsel bag vindskærmen. Efter en lille times tid gik navigatoren pludselig ud, og kunne ikke genstartes. Vi havde dog kun få sømil ind til Gilleleje, så vi fortsatte som intet var hændt, og kom sikkert i havn.

I Gilleleje var der trængsel på slæbestedet, så vi måtte flytte og lirke Havgassen igennem for at speede processen lidt op. Men det lykkedes, og vi kom af sted mod Farum. Vi havde haft en lang og varm dag på havet. Super andetdyk, men de første 10 min på det første dyk ville jeg gerne ha’ været foruden!

Kim R.