4/8-2007

To fantastiske dyk på Robert
Lørdag den 4/7 var vejret for en gangs skyld fantastisk, så det blev besluttet at tage en tur på Robert. Jeg ankom kl. 8.45 til svømmehallen og efter at have toppet et par flasker kørte vi af sted kl. 9.00. En madpakkehentning hos Hans og en køretur senere var vi Rungsted 9.30 (der må da være nogen i klubben, der har hørt om superoptimering af tid – ellers giver jeg gerne et kursus – om ikke andet får man lov at skrive dagens beretning ;-).


Klar til "manddomsprøven"

Vi begav os af sted i Havgassen i strålende solskin og med store forventninger. Manley fandt som sædvanlig hurtigt vraget og strømforhold og sigtbarhed var noget nær det perfekte. For mit eget vedkommende var det første dyk på Robert, så jeg var selvfølgelig lidt spændt. Vraget er åbenbart en slags ”manddomsprøve” for nogle klubber og faktisk også mit dybeste dyk til dato.


Forret

Men med en super guide og god sigtbarhed fik jeg ganske enkelt to fantastiske dyk. Ikke mærkeligt at Robert er et af klubbens yndlingsvrag. Manley hoppede (så vidt jeg husker) først i og bandt på. Derefter var det Claus tur og dernæst to andre dykkere (en af dem fra Vedbæk). Kim og jeg hoppede i til sidst, da Manley kom op med sin lygte i ”flere dele”. Han havde øjensynligt muntret sig med at skille den ad på bunden.


Mere forret

Vi gik ned af torvet og Robert kom langsomt til syne. Det var overraskende, så meget man faktisk kunne se af skibet med det samme. Vi var bundet på gelænderet agter og svømmede ned for at se det imponerende ror og skrue. Virkelig flot!! Vi så en stenbider og andre flotte fiske og kiggede ned i røret for at se om krabben var hjemme. Det var den desværre ikke. Så gik turen op igen for mit vedkommende, mens Kim blev dernede lidt længere. Et super debut på et fantastisk vrag! Da forholdende var så gode besluttede vi at tage 2. dyk på Robert også, så efter ca. 1½ times afslapning på båden hoppede vi i igen.


Hovedret

Under vejs måtte Kim og jeg lige hente Claus på dekobøje, da han var kommet lidt på afveje i forhold til torvet. Vel tilbage i Rungsted gik turen hu-hej-vilde-dyr tilbage til Farum. Super dag og ikke helt åndssvagt at slutte dagen af med en grillaften hos nogle gode venner.

Tak for en rigtig god tur.

Morten


Stenbider og dens rogn (Kaviar, natmad)