Tirsdag d. 31. juli 2007

Tirsdagsdyk ved Helsingør
En hel uge på land i juli er simpelt hen ikke i orden, og da det blev tirsdag, og vi fik endnu en ubrugelig vejrudsigt - 10 m/s fra vest og 2-3 knob strøm – var panikken nær. Nu hører man, at det ofte er panik, der slår dykkere ihjel, så her måtte gøres noget for ikke at ende i statistikken. Båddyk var ikke muligt, men PADI-vraget lå, som altid, i læ for den hårde vestenvind, og de ikke eksisterende alternativer gjorde valget let.

Kl. 17:30 var vi fem personer med mod på et stranddyk, og pakket i et par biler kørte vi mod Helsingør. Deltagerne på denne tur var Manley (som kunne ha’ trukket båden, hvis ellers vejret havde artet sig), Morten (som endnu ikke har fået nok af stranddyk), Sten (hvor skulle han ellers være tirsdag eftermiddag?) og Peter (ikke PPP, for hvem, stranddyk er en skæbne værre end døden, men en helt ny Peter, der endnu ikke siger fra over for dykning fra land). Endelig var der undertegnede, som var inviteret til hygge og film om ”Slaget om Jylland”, men valgte Øresund og sand i udstyret i stedet for.

Ved Helsingør så forholdene acceptable ud, der var ikke store bølger, og solen skinnede en gang imellem. På P-pladsen var der en bil fra et dykkercenter, heldigvis var der kun et par dykkere med den, sikkert et uddannelsesdyk. De blev hurtigt overhalet indenom, og vi kom i dresset og vandet før dem. Manley var hurtig og udnævnte sig selv til førstehold. Jeg fulgte det gode eksempel, og udnævnte Peter og mig til andethold. Sten, som ikke havde hørt noget til holddelingen, blev tredjehold sammen med Morten.

Det var klart, vel 8+ meters sigt de bedste steder, og vandet var behageligt lunt, 18 °C. Da vi fik hovedet under vand ved broen, fik vi jaget de første fjæsinger op fra sandbunden. På sandbunden var der en del små bitte fladfisk, sandkutlinger og krabber i massevis. Krabberne var meget aktive og sky, og flygtede adskillige meter før man nåede dem. Og brandmændene var talrige, men heldigvis ikke voldsomt store. I dårlig sigt havde vi ikke set dem, og heller ikke bekymret os om dem.

Hen over tangen var der lidt dårligere sigt, ca. 5 m, og her var der stimer af hundestejler, havkarusser, savgylter og masser af ubestemmelig fiskeyngel. Ålegræsset lidt længere ude så medtaget ud, og var fyldt med ”fedtemøg”, som besværliggjorde ”observationerne” af dyrelivet.

Da vi kom lidt ud over mudderbunden og muslingebankerne blev sigten igen bedre. Der var der en let nordgående strøm, og så var det jo bare at drive mod vraget, som blev nået på ingen tid. På vejen havde vi prøvet at klappe et par flade på ryggen, men de var temmelig sky. Vraget var der ikke sket noget med siden sidst, men det er desværre også kun et par uger siden jeg sidst var der.

Jeg fik peget attraktionerne ud for Peter – lokummet og motorcyklen. Mest fordi han måske ikke var klar over, at disse ting var vragets ypperligste bidrag til dykkerlivets glæder. Vi fortsatte nordpå og fandt flere skrubber, der igen var meget sky. En enkelt var dog meget underholdende, da den var nem at jage op, så svømmede den et par runder omkring os i rasende fart, og lagde sig stort set samme sted, hvor den blev jaget op fra. Det gentog sig indtil vi ikke gad mere.

Herefter gik det tilbage og ind på lidt lavere vand, hvor strømmen var sydgående. Her så vi mange fjæsinger, men de var også sky. De plejer jo ellers at være ret fastliggende, når de først er gravet ned. Vi fortsatte indover, hvor vi så en død snippe, der udgjorde et festmåltid for en gruppe havsnegle. Videre ind mod broen, hvor brandmændene fik os til at svømme spidsrod mellem deres vidt favnende tentakler. Til sidst havde vi næsen helt nede i sandet og øjnene på kompasset, for der var rigtig mange af disse irriterende dyr på det lave vand. Her passerede vi dykkerne fra parkeringspladsen, som tilsyneladende havde tilbragt hele deres dyk mellem brandmændene.

Vi kom op og fik sendt Sten og Morten i vandet. Og til trods for den aktuelle debat om ”Øl og dykning” på nyhedsgruppen tog vi os en øl efter dykket. Frygten for, at øllet skulle sløre symptomer på DCS blev nøje evalueret før dåserne blev åbnet, og med nitrox 34, max. dybde på 12-13 meter og ca. 40 min. i vandet, inklusive en lang og forsigtig opstigning turde jeg godt ta’ chancen. Det var straks værre med Manley, da han kom op. Han havde været i vandet i 80 min. Nu ved vi jo alle, at Manley dykker konservativt og forsigtigt, så han fik også en pilsner.

Vi regnede med at Sten’s blærekapacitet beskyttede sidsteholdet mod DCS, så da de kom på land, fik de også øl. Vi havde ikke travlt, vejret var stille og tørt, og den slags aftner har man jo kun om tirsdagen……

Kim R.