Hornbæk d. 23/7-2007
Voldsom storm og syndflod
Søndag den 22. juli havde metrologerne varslet kraftigt uvejr med 15 m/s vind
og 50 mm regn, hvilket fik mange erfarne dykkere til at blive hjemme i
badekarret. Uha, skyet og i løbet af eftermiddagen kraftig regn, tiltagende
frisk vind til kuling fra nordøst og nord. Men dykning foregår som bekendt under
vandet, så to Grønne og en Classic trodsede de dystre forudsigelser og drog af
sted til Hornbæk Plantage.
Da undertegnede ankom til svømmehallen 08.42 var det lidt skyet og nærmest
vindstille - ikke et godt tegn - vi måtte være midt i orkanens øje. Vi ankom
noget nervøse til Hornbæk – trætoppene var foruroligende stille. Vi nærmede os
frygtsomt stranden, men nåede heldigvis helskindede frem. Vandet var
spejlblankt. Hvad var nu det?
Vi gik tilbage og iførte os vores dykkerudstyr og surrede alle løse genstande fast til bilerne. Vi kom i vandet og begav os i nordlig retning, hen over sand- og stenbund med meget flot rødlig bevoksning og masser af gemmesteder for havets dyr. Der skulle naturligvis lyses ind alle steder for at se, hvad revet gemte på. Vi så nogle små fisk med meget flotte farver, skrubber, krabber, søstjerner, fjæsinger og andet godt. De to Grønne fulgte med rundt sammen med den tålmodige Classic og begyndte efterhånden at få bedre styr på afbalanceringen. Sigten var 5 meter og temperaturen behagelig. Kim nedlagde en skrubbe til senere fortæring. Det formodentlig nu rasende uvejr over overfladen mærkede vi heldigvis ikke noget til.
Efter ca. 45 minutter i vandet fortabte undertegnede sig et kort øjeblik i sin nu fantastiske vægtløshed, og væk var hans kompagnoner. Vi ledte hver i sær nogle minutter, gik så op til overfladen, hvor vi mødtes. Herefter begav vi os så småt tilbage til stranden. Lidt god motion. Da vi steg op, var vandet om muligt endnu mere spejlblankt end, da vi steg i.
Tilbage på p-pladsen tog vi udstyret af. Men hov, var det ikke et dryp, jo
minsandten. Et dryp fra en øl med den helt rigtige temperatur. Det eneste vind
vi oplevede var, da Kim R og Andreas åbnede for deres tørdragter, og det fænomen
kan man jo også opleve hjemme i badekarret. Dejlig tur, og først da vi kørte
hjem, begyndte det at regne, men blæst var der ikke noget af.
Morten