20/7-2007
Sommer på Undine
Efter snart flere uger med blæst og regn, var der pludselig et hul i
skyerne og solen bagte fra en skyfri himmel og havet lå helt blik hen. Over
broen det gik, i stinkehavnen med båden og så ud på de vilde våger, som
heldigvis ikke var der. Efter 3 kvarter var vi på positionen og vi var spændte
på om garnene fra sidste tur stadig stod der, turen hvor der var der samtidig
var den dårligste sigt i mands minde, altså på Undine. Med normalt min 10m sigt,
var der den dag 1m.
Vraget blev loddet op og der var stemning for at smide i agten, lidt strøm i overfladen, ikke noget at hidse sig op over, for en gang Øresundsdykkere, men alligevel nok til at vraget ikke blev ramt ordentligt. Thomas bandt på og konstaterede at dræget lå ude på bunden på bagbord side. Med kraftigt slagside ligger Undine på sin bagbord side 1 meter over bunden og styrbord rager 8-9m op. Jeg ved ikke om det var dovenskab, eller kriller i kroppen for at udforske, men der blev i hvert tilfælde bundet på lige foran bagerste mast, på en ca. 45m dybde i et velegnet øje helt nede på lønningen. Mark strøg i og da Thomas kom op var det Kaspers og min tur. Når man nu alligevel skulle helt ned til bunden, så ku man vel lige så godt blive der. Kasper svømmede lidt agterud for at se om der skulle være lidt nips på dækket og jeg fortsatte fremad i skibet ude på bunden. Kæmpe davider, udkigstønden og masser af skrammel ligger der her. Sigten kan godt være lidt ulden der, men dag var der rigtig godt sigt på hele vraget. Midtskibs svømmede jeg lidt op i vraget hilste på ”kobberhuset” og dets flotte koøjer og derefter tilbage til deromkring hvor der var bundet på. Der var dog noget tåget, utroligt som Kasper efterhånden er blevet go til at pumpe mudder, hmmm, så røg den makker. Op til lidt deko i det lune vand, fyldt med alger, så man ikke engang kunne se båden fra 3m dybde.
Totalt havblik, stegende hedt og mangel på parasol, gjorde at båden pludselig var fyldt med nøgne mænd der kastede sig ned i algebadet. Undertegnede blev ansvarsfuldt på båden for at forevige synet. Et interimistisk solsejl blev rejst, fyldte 4/5 af båden og alligevel sad alle fire i den sidste 1/5 af båden.
|
|
Jeg synes nu ikke jeg er rastløs, men i den hede kunne jeg ikke finde hvile og der måtte ske noget, så med fare for mytteri, gav kaptajnen ordre til at smide bøjen overbord, nu skulle der ledes efter vrag i overfladetiden. Ja, som så ofte før, så var der desværre ikke noget på positionen, men så gik tiden med det.
Endelig blev det tid til at dykke igen. Thomas og Mark havde igen et godt dyk, lidt i posen med op og selv om der blev tigget om at flytte dræget, så var der ingen nåde. Kasper og jeg gik igen hver til sit. Jeg fortsatte igen ad bagbord lønning fremad, op til broområdet, hvor jeg mødte Kasper der kom oppe fra toppen af vraget. Inde i den cylinderformede brobygning svømmede gigantiske torsk rundt, 5 dage tidligere havde jeg fanget en på 15 kilo og de her var meget større! Herefter helt op i stævnen og så var raketsvømning tilbage for at binde af, som jeg elskværdigt lod Kasper om, inden tiden på tovet blev for skræmmende. Vi blev slæbt langs med vraget og måtte derfor forcere og svømme dræg og kæde helt op og smide det i sikkerhed på kølsiden af vraget. Idet vi smider lod og kæde, bliver vi modtaget af store torsk der kommer op fra dybet, for nysgerrigt at kigge på os. Flere af dem stopper, her 10m over bunden, bare et par meter fra vores finner, for igen at suse i dybet. Det kan godt være at der kun er torsk og atter torsk i Østersøen, men for satan, de gør det godt!
|
|
Hyggesejlads ind med en enkelt pils og derefter forsinket deko i form af et
dyk på 4-5m vand på et nedsprængt vrag, med messing granathylstre og andet
bang-guf, utroligt at det ikke er markeret på søkortet som farligt område,
nååååå ja, det var det måske også ;-)
Herefter blæste det i 14 dage!
Der er flere billeder hvor de kommer fra. Gi et bud ;-)
Henrik Jensen