Østersøen d. 16. juli 2007.

S.S. Pan

En gunstig vejrudsigt lokkede endnu en gang Lille-Jensen på tur. Efter lidt gaslogistik og en sommerkøreplan, der var DSB værdig, så mødtes vi i Kastrup ved 8-tiden denne mandag morgen, hvor vi ville sejle ud fra Ystad. Vi skulle alle proppes ind i samme bil, det var hyggeligere og billigere, end at køre hver for sig. Så Thomas’ Hiace kom på hårdt arbejde, for vi havde masser af luft med og selvfølgelig lidt ekstra dekogas og lidt til dekantering. Turen var lang, men vi skulle jo på eventyr! Spændingen toppede, da vi så tolderne havde travlt med bilerne foran os. Men vi har jo været igennem toldkontrollen i år, og den nydelige unge pige, der tjekkede os sidst, skulle vist ikke nyde noget. Efter yderligere en halv times tid mindede kramperne i arme og ben p.g.a. den minimale plads om, at køreturen var længere end normalt.

Vi kom frem til havnen i Ystad, hvor vi undgik at køre ombord på Bornholmerfærgen, men fandt slæbestedet i stedet. Solen skinnede og vinden peb lystigt i mastetoppene. Ja, vejret var ikke helt som lovet aftenen før. Allan fandt et opslag på havnekontoret med vindstyrkeprognose på 8-11 m/s fra øst. Allan mistede pusten lidt ved den information!

 

Verden er ond……

Jeg ved ikke om dykkere er ukendte i Ystad, men der var stor interesse for båd og udstyr. Det kan selvfølgelig også være turister der er blæst inde i havnen, og derfor trængte til lidt adspredelse. Vi fik læsset alt grejet og kom ud af havnen. Vi ville se hvor langt vi kunne komme ud, men vi var kun lige kommet fri af molehovedet før Allan mindede os om, at de havde lovet opfriskende vind, så selv om det var slemt nu, så ville det blive langt værre. Vi ville sejle ud og se hvordan gik. Vi enedes til sidst om at dykke på det tidspunkt unavngivet vrag få sømil fra land. Formentlig bygget i 1880’erne og sunket 10-15 år senere. Et vrag, der var nyt for os, og som vi ville ha’ dykket på under alle omstændigheder på vejen ind pga. den lave bunddybde – 20-21 meter. De to andre vrag, vi havde håbet at nå, lå ca. en halv snes sømil længere ude. De måtte vente til en anden dag, hvor vinden artede sig.
 

Nogen ska’ jo gøre det!

Vi fik fundet vraget og droppet bøjen. Henrik og Allan hoppede i og så gik ventetiden lige med at tømme stuverummene for vand og gammelt affald. Allan kom op efter en god halv times tid, og fortalte, at bundtovet ikke længere var gjort fast i vraget. Han havde set, at det var rykket løst, og havde forfulgt det. Heldigvis var der god sigt, så han kunne fange tovet. Der var vel at mærke ingen strøm i overfladen, kun vind og bølger, men de store dønninger havde vist fået båden til at hugge så meget, så det emne der var gjort fast i havde løsnet sig. Vi ventede herefter på Henrik, og måtte samtidigt sikre, at Bornholmerfærgen ikke sejlede ham ned. Det lykkedes dog uden de store problemer. Efter rigtig lang tid kom Henriks dekobøje til syne i overfladen, men den blev hurtigt til en forkølet lille markering. Ventilerne i bøjerne virker nu bedst, hvis de er skruet helt i.

Er der ikke bare et lille bitte nyt vrag?

Henrik kom ombord og vi kunne gøre klar til at smide loddet igen, så Thomas og jeg kunne komme i vandet. Da vi kom ned i det kolde bundvand, kunne vi se vraget af en gammel damper, 70-80 meter lang, nedsprængt og sikkert også grabbet i og spredt over et større areal. Stævn og agter ragede pænt op, ca. 5-6 meter, og havde ca. 45 graders slagside til hver sin side. Det meste af rattet sad stadig på agterdelen. Roret og skruen var der stadigvæk. Der flød med flasker overalt i vraget og på bunden (og gør det stadigvæk). Der var en del træspande, tovværk og andre gamle ting i træ, mere eller mindre nedbrudt. Men vi var vist ikke de første, for der var ingen klokke, maskintelegraf, lanterner eller andre uhyre spændende ting. Heldigvis var der en del torsk i vraget, som i hvert fald for mig, straks gjorde det meget mere spændende. Vragets beskedne dybde og den gode sigt gjorde det nemt at overskue vraget, som tilmed næsten var uden mudder. Vraget var sine steder ganske fotogent, og den gode sigt og lave dybde gav meget lys på vraget, når solen var fremme.

Vi bandt af, og så skulle vi jo lige finde ud af, hvad vi så skulle. Enden blev, at vi sejlede ind til havnen, hvor Allan ville ringe efter en ny position hos en af hans mange svenske kontakter.

Vi kom i havn og fik efter nogen tid ringet. Allan smuttede over i bilen og hentede sin telefon. Undervejs kom han lige forbi havnekontoret, hvor den opdaterede vindprognose nu var op til 13 m/s. Positionen viste sig dog at ligge alt for langt væk, så vi blev enige om, at tage et dyk til på det vrag vi lige havde været på, den lange køretur skulle jo ikke være helt forgæves. Allan ville dog hellere blive i land og snuse lidt rundt, så han blev agterudsejlet. Vores plan var at slagte et par store torsk, bare sådan lidt for sjov. Og så smager de jo godt!

En sømand går i land…

Vi fik smidt loddet på vraget (for tredje gang) og igen blev der bundet på skruen. Vi havde et håndspyd, der i kvalitet mindede om noget fra fætter BR. Henrik kom først i, og han var nede i ca. tre kvarter. Ved afslutningen af hans dyk sendte han en hævesæk op, han havde fundet et par pæne torsk, og de kunne bjerges uden at starte båden, for der var stadig ingen strøm. Spyddet var bundet på bundtovet.

Så blev det min tur. Jeg kunne godt se spor efter fiskeriet, for nok var der ikke meget mudder i vraget, men vandet var uklart de steder, hvor jagten på torsk havde været mest intens. Jeg fandt også en pæn torsk, der kunne trækkes ud af hullet, og gav den spyddet i nakken, og venstre hånd ind i munden og ud gennem gællerne og så ellers kniven. Hvis den var stukket af under operationen, så havde den nok haft min computer i maven. Spyddet var nu efterhånden blødt som smør, og mindede mest af alt om det plastikspyd, som Thomas og Juhl engang lavede til mig i Skotland, hvor vi prøvede at fange store havål. Det gik ikke dengang, og ville nok heller ikke gå denne gang, så jeg returnerede til bundtovet og bandt af.

Man ka’ jo ikke komme tomhændet hjem!

Oppe fra båden var der sænket en line ned, og det viste sig heldigvis at være de velfortjente forfriskninger, der var nede i 8 °C vand. Vi fik samlet sammen og drukket vores kolde øl. Herefter sejlede vi i havn, fik fundet Allan med bilnøglen og pakket bilen. Hiacen’s kobling lugtede ikke lige så fælt, som sidste gang den trak ”Ran” ud af vandet, men slæbestedet i Ystad er heller ikke stejlt.

Herefter kørte vi den lange vej hjem mod Danmark med aftensolen lige i ansigtet. Som om vi ikke havde fået sol nok, huden strammede i hele hovedet efter en lang dag på havet.

Havets Detektiv havde åbenbart samlet så mange kræfter af at sidde på havnen i solen, at han kunne opspore navnet på vraget – S.S. Pan. De nærmere detaljer findes jo nok snart på Allan J’s hjemmeside.

Kim R