13/7-2007

Emil Rezlaff og Union
Jeg mødte ved svømmehallen kl. 16:55, og med afgang kl. 17:00, så må det vist være det, man kalder for rettidig omhu. Servicen var i top, min flaske var pillet af kompressoren, analyseret og pakket, så det eneste jeg selv skulle gøre, det var at kaste tasken ind i Lottes bil. Herefter var det bare med at fordele os, vi var seks, der turde dykke på denne fredag den trettende.

Vi kom til Helsingør og fik båden i vandet. Der var en forbløffende afslappet stemning, ingen andre dykkere. Heller ingen hujen, råben og jagen, og men alligevel gik det næsten lige så hurtigt, som det plejer. Men vi riggede heller ikke udstyret på havnen, det kunne vi gøre derude. Vi brugte i stedet tiden til at diskutere hvilke(t) vrag, vi skulle besøge. Et forslag var at dykke på Otto først og så vurdere sigten. Det har vi prøvet før, og ofte er vi ikke kommet videre. Et andet forslag var at dykke på Emil og så flytte hvis sigt og strøm var drilske. Og det gjorde vi så!

Nicolaj J skulle teste sine færdigheder som bådfører, og han blev overvåget og vejledt af Manley, som derved kunne tiltuske sig en plads næsten bag vindskærmen. Vi kom ud til Emil med livet i behold og fik kun lidt vand ind på turen. Så skulle vraget jo lige findes, men der var ingen strøm, så vi fik hurtigt smidt en bøje på vraget.

Thomas og jeg skulle binde på. Thomas hoppede i og havde næsten bundet på, da jeg kom ned. Der var så lidt strøm, så selvom loddet var bundet på toppen af vraget, så lå linen på bunden. Det tog lige et par minutter at orientere sig. Sigten var svingende men ikke god noget sted, og hvis vi havde været på Otto først, så var vi ikke kommet videre. Men nu var vi her og der var masser af liv på vraget, både stort og småt, men en del af fokus gik alligevel med at huske vejen tilbage til tovet. Afbalanceringen var også lidt besynderlig, for man skulle lufte en del ud under springlaget, hvor der var mest opdrift, men når man kom op i springlaget ændrede det sig. Hvis man intet gjorde, kunne man svæve rundt i springlaget på 16 meter. Men hvad man skulle lige der, udover dybe stop, det ved jeg ikke, for der var jo intet at se på. På turen rundt så jeg et par skildpadder, Manley og Nicolaj – ”Brothers in Arms” – svømmende rundt med deres mere eller mindre bobleløse udstyr. Nicolaj fik en guidet tur, og det ville jeg også gerne ha haft, for jeg synes det var lidt af en rodebunke vi var på. Nu var bundtovet ikke så svært at finde´, det var tæt ved rælingen på den højeste del, men alligevel.

Sidsteholdet, Lotte og Sten, var ved at være klar, men Sten skulle lige låne mine handsker, inden han ville i. Hans tørhandsker lå derhjemme, men heldigvis for Sten, så har han stadig manchetter på sin dragt. Lotte og Sten blev sendt ned med en opfordring om at binde af. Manley og Nicolaj kom op, og de var helt oppe i skyerne, de havde fundet en helt ny fiskeart, og set stenbider, gule slangestjerne, masser af busknøgensnegle, masser af rødtunger, masser af torsk, masser af……. Gad vide hvilken gas de brugte? Og de var lettere irriterede over, der blev bundet af, men vi var lettere irriterede af at høre på dem, så det gik vist lige op!

Lotte og Sten fik bundet godt og grundigt af, faktisk så godt, at loddet og sjæklen blev bundet af dernede. Men vi havde heldigvis et lod til, så vi kunne dykke igen, og med det fine dyk, Manley troede han havde, så kommer vi der nok snart igen, og så har vi måske 2 lodder igen.

Næste dyk blev diskuteret, Otto – den sikre – eller Union, som jo ikke er ret stor. Vi valgte Union, vi var jo ikke så mange og kunne derfor godt ”være der”. Den skulle efter sigende være både længere og bredere end Vargön ( www.vrag.dk ) , men det fornemmer man overhovedet ikke fordi der er så lidt tilbage. Vi tøffede af sted mod bøjen, og da vi nåede frem havde vi også fået tilstrækkelig overfladetid mellem dykkene. Loddet blev smidt og der var igen ingen strøm. Vi dykkede i samme rækkefølge som før. Thomas og jeg kom ned til det lille vrag, hvor der var mere tilbage af rælingen, end jeg huskede. Men det er måske bare strømmen, der har flyttet lidt rundt på bunden.

Vandet var mere klart end på Emil, men det var blevet noget mørkt. Man kunne se de kraftige kobberrør med flanger, der lå omkring kedlen. Så var der også den svære kæde, der ligger på tværs i stævnen. Den kommer fra en ankerblok og har været til en afmærkningsbøje.

Masser af eremitkrebs, mindre torsk, små taskekrabber og en stenbider, der i farve og adfærd virkede halvdød – orange/hvidgrå og med hovedet ned i et rør. Den passede vist på familien, og sad suget fast. Jeg kunne dog kun se æg fra nøgensnegle inde i røret. (stenbiderens æg sad i hele bunden af røret, red)

Op igen og i med sidsteholdet efter en hurtigt handskeoverlevering. Skildpadderne havde et kortere dyk end før, og da de åbenbart havde passeret sidsteholdet på tovet, blev der snart efter bundet af. Ikke at vi opdagede det, loddet lå bare på sandbunden og vi lå hele tiden tæt på bøjen. Lottes lygte var blevet ustabil, og der var ikke meget at se på uden lys.

Nicolaj tøffede mod havnen, lidt utålmodig efter at få lov til at gasse op, men vi skulle jo lige pakke sammen og så lige tømme vores velfortjente forfriskninger. Nu havde Nicolaj jo ingen forfriskning, for han drak ikke øl, men han må lære at ta’ hensyn. Det er vigtigt som bådfører…….

Kim R