7/10-2007

Otto
Jeg burde have vist at det ville gå galt. Jeg ankom til Farum kl. 17:10, sidst og som nr. 13, overtro ??

Nå, vi blev fordelt i bilerne og af sted til Helsingør Nordhavn. Heroppe mødte vi Karin, så måske det ikke blev så galt, men alligevel 14 dykkere i Havgassen, med grej, vejer godt til så hun lå lavt i vandet. Og da der var buler på Øresund, skyllede der fra tid til anden også vand ind over rælingen. Hastigheden var ikke særlig høj, pga vægt og bølger, så selvlænsningen virkede ikke optimalt. Manley fik os dog ud på positionen, og dræget blev kastet lige på Otto.

Først i vandet var Kim, for påbinding, skarpt fulgt af Karin. Jeg blev teamet op med PIV og Steen, som 4. hold, så det skabte da plads til klargøring. Lige inden vi hoppede i kom Karin op, med informationen at der var strøm hele vejen ned og også på Otto, men der kunne findes læ på den ene side dernede.

Og det var så her det begyndte at gå galt. Efter PIV var droppet i vandet, var det min tur. På vej over siden tabte jeg grebet i bundtovet, og blev lynhurtigt af strømmen skubbet ned i stigen. En hånd fra oven (tror ikke det var Gud) blev jeg trukket frem til tovet igen, og ned det gik. Nu kunne jeg konstatere at der trængte vand ind ved handsken, så tilbage til stigen og op, for at få det rettet. I mellemtiden var Steen røget i vandet, og med handsken fikset, var det afgang igen. Et klik, da jeg gik over rælingen, gav ingen uro, da jeg tænkte det var lygte eller computer der havde ramt båden. Nå, ned det gik, hånd over hånd trak jeg mig gennem strømmen. Mødte Lis og Lotte på safety stop, og arbejdede mig videre ned. Og korrekt der var meget strøm. Jeg udluftede og udluftede vesten, men følte ingen forskel, stadig skulle jeg trække mig nedefter. Endelig nåede jeg Otte, og kiggede mig omkring efter mine team-buddies, der var ingen. Dog, kort tid efter så jeg en skygge, og lys fra samme, liggende inde i lastrummet, så, aha, det var her strømlæet var. Jeg slap tovet og svømmede i retning af lyset. Det forsvandt dog i modsat retning, så jeg kæmpede mig frem, og forsøgte ihærdigt at søge ned i læ. Helt umuligt !

OK, tilbage til tovet, hvilket også var umuligt, for nu gik det kun opad. Jamen så var der jo ingen anden vej, slappe af og håbe på ikke at blive sejlet ned. Ude af vandet lå jeg en 8-10 m fra Havgassen og svømmede imod denne. En line blev hastet ud, og jeg blev trukket ind. Af med vest og bly, men hov, hvor var bæltet ?? Aha, det var hovedårsagen til min kamp nedad og ikke kun strømmen. Jeg kom op på Havgassen, hvor min bratte opstigning bragte en hvis aktivitet. Iltflasken blev fundet frem, og så kunne jeg sidde der og ”sutte” luft. Følte egentlig jeg var OK, dog en del stakåndet pga. arbejdet under vand. Sidste hold var ved at gøre klar til dyk, efter jeg kom op, så der var rig mulighed for at sidde afslappet, nøje overvåget af de øvrige på båden. Thomas og Kasper (sidste hold) skulle også binde af. Da de kom op, havde Thomas mit blytbælte med, og med kommentaren ”pas bedre på det”, blev det smidt under bænken. Thomas ”I owe you a couple”.

Tovet trukket ind, og nu var det tilbage mod Helsingør, med Lis som både rorgænger og styrmand. Stadig tung af mennesker, grej og vand samt påvirkningen af bølgerne tog Havgassen til tider magten fra Lis. Ikke siden min Søværntid har jeg prøvet denne zig-zag kurs (antitorpedo-sejlads). Men vi nåede Nordhavn, hvor Lis lod Manley tage over for havnemanøvre. Grej og dykkere op, båden på traileren, og tilbage til Farum, hvor klokken nåde 22. Afregning og en sidste snak, og så gik det hjemad.

En rigtig øv-tur, men stadig klar til et nyt dyk.

Johnnie