1/7-2007

Østersø, hvad sker der for dig?
Efter at have aflyst en ugetur, mødtes vi hos undertegnede og drak lidt vin (nogle drak meget). Vejrudsigten lovede dårligt vejr i det område vi havde udset os, lige så langt frem vi kunne se og selv prognosen for resten af sommeren var skræmmende.

Igennem depressionen og sprittågerne lysnede det dog en anelse, for næste dag ville blive med svag vind, inden det igen blæste op. Vi enedes derfor alle 8 om at forsøge en tur til Undine, som et plaster på såret. 4 mand i hver gummibåd, så der ville blive god plads, men vi kunne ikke være 8 i
én.

Jeg var mildt sagt temmelig uoplagt dagen derpå og efter de godt 20 sømils sejlads, i dønninger som henledte opmærksomheden på Nordsøen, lå vi nu med flag på alle sider. Jeg synes at have hørt så meget om torskestop i Østersøen, men det gjaldt åbenbart ikke her. Vi forsøgte at lodde vraget nøje op og prøvede at gætte på, hvilke bøjer som hørte sammen og hvordan garnene stod på vraget. Den slags er svært at vurdere fra overfladen, men en sikker måde er at hoppe i vandet og svømme ned og se efter, så det gjorde jeg. Herre gud, på Undine er sigten altid god og de torskegarn burde være til at forcere i sikker afstand, såfremt de krydsede vraget.

Efter at være sprunget i det strømfrie vand, undrede jeg mig allerede over sigten et par meter nede. Da jeg havde svømmet et godt stykke langs det næsten lodrette tov, var det blevet så mørkt at jeg intet kunne se. Jeg tændte derfor lygten og der blev et mærkeligt skær omkring mig, sigten var under 2 meter og et kig på dybdemåleren, viste at jeg blot var 25 meter nede. Jeg lod nu lygten forblive tændt og fortsatte nedefter, da jeg nåede til omkring 35 meter slog bundtovet et næsten 90 graders knæk og gik nu vandret. Så snart jeg nåede det vandrette tov, mærkede jeg en strid strøm og sigten reduceredes yderligere, det var noget spooky og jeg forventede hvert øjeblik at møde et garn for sent, men med 7 standby dykkere lige over mig, lod jeg ikke frygten få overtaget.

Endelig nåede jeg vraget, strømmen var for stærk til at svømme imod og sigten var her på vraget kun omkring 1 meter. Tovet gik indover styrbord lønning og ned ad dækket, jeg flyttede det et par meter agterud men kunne intet genkende, selvom jeg har utallige dyk på vraget. Så var det jeg kom til at tænke på, om det var en god idé at svømme rundt i den strøm, uden at kunne se meget mere end en armslængde og derfor med øget risiko for at ende i et af garnene – pludselig var jeg på omkring 30 meter igen.

I overfladen igen efter 10 minutter, mødtes jeg af ærgerlige dykkere, som havde svært ved at tro mig, da de som jeg aldrig har set vraget sådan tidligere. Ingen havde dog lyst til selv at forsøge sig og vi enedes hurtigt om at forsøge os med andre vrag og vi valgte nogen som ligger lidt lavere og i et område hvor sigten altid er god. Zaritza og Italia blev det til, ganske udmærkede vrag, begge på lige omkring 40 meters dybde. For ikke at være for mange på vragene ad gangen, tog hver båd et vrag hver og efter endt dyk lod vi bøjerne stå og skifte så.

Vi startede på Italia, hvor jeg ikke har været i nogle år, det har været et stort træsejlskib, med 3 master. Forreste mast rager ca. 2 meter op, de to andre noget mindre, dæksbygninger og lønning er meget nedbrudt og selve dækket er flere steder væk, til gengæld er der en del garn især i agterenden, men på gode dage er det et meget flot vrag – det var det bare ikke i dag, 2-3 meter sigt var der og jeg kunne knap kende vraget igen.

Efter at have sejlet de 6 sømil østover, var det nu vores tur til at dykke på Zaritza. De andre var færdige med at dykke og sad og nød en vand da vi ankom, det var deres agt at dykke igen, selvom andet var aftalt. De fortalte om noget bedre sigt så vi glædede os naturligvis, men manglede fortsat godt en times overfladetid, før første hold kunne hoppe i. De andre kunne godt se det ville knibe med at tage et dyk mere her, når de skulle over på Italia og hente vores bundtov også, så de fortrak efter at have fået en pose af Kaspers flotte blade.

Zaritza var dagens bedste dyk, sigten var 3 meter og måske en lille smule mere, men der var som på Italia kulsort på vraget, på grund af at sigten var lige dårlig i hele vandsøjlen. Hvis man slukkede lygten blev man snart i tvivl om hvad der var op og ned, det var som en dårlig dag i Kattegat og kendte jeg ikke vraget i forvejen, havde jeg ikke fået meget ud af dykket.

Vi hyggede os selvfølgelig, for fanden vi er jo Havbasser, men helt ærligt så var det ikke nogen særlig mindeværdig tur. Østersø tag dig sammen, ellers finder vi andre steder at dykke!

Allan Jensen
(Tak til Anders, Asger, Henrik, Kasper, Kim, Mark og Thomas, fordi i fortjener det).