26/6-2007

SS Birgit og Vargön
Vejret var overskyet og der var torden i luften, men vinden og temperaturen var acceptable, så vi var 7, der mødte op til tirsdagsdyk. Vi skulle til Helsingør, hvor vi plejer at dykke om tirsdagen (på Otto). Vi fik gjort klar og kom af sted i en heftig byge. Det var tørvejr nord for Kokkedal, og det så ud som om der ikke var kommet en dråbe, selv om vi så noget heftig lyn ikke så langt fra os.

På havnen mødte vi igen Dykkertaxa, der blandt andre muligheder overvejede at tage på Otto eller Minestrygeren. For ikke at konflikte alt for meget, så valgte vi en anden destination, nemlig Vargön eller SS. Birgit, som den retteligen hed, da den gik ned (to vrag på et dyk!).

Dønningerne var lidt drilske, men mest drilsk var dog navigatoren, som pludselig ikke kunne få kontakt til satellitterne. Vi troede først på tordenvejret som mulig årsag, men da instrumentet ikke kunne få kontakt med antennen, så måtte fejlen være mere lokal. Vi forsøgte mange ting, og til sidst fandt vi et stik, der var løst eller skævt sat sammen. Vi fik straks mere mod på tingene og rettede stævn og fokus mod Vargön.

Karin og jeg skulle binde på, så jeg begyndte at holde kæft og tage udstyr på. Og det gik rigtigt fint, jeg havde det meste af udstyret på da loddet blev droppet FØRSTE GANG. Jeg sad og svedte, mens der blev taget rigtig god tid til at vurdere om loddet lå på eller ved vraget. Efter en lang diskussion, som jeg ikke deltog i, enedes styregruppen om, at loddet skulle smides på ny. Denne gang lå loddet som det skulle, og jeg hoppede i. Ingen strøm, trods trusler om det modsatte, og så gik det ellers nedad. Vandet var lyst, klart og varmt i toppen og mørkt, koldt og uklart på vraget. Heldigvis lå bundtovet hen over vraget, og jeg fik efter lidt besvær, fundet et emne at gøre fast i. Imens var Karin kommet ned, og vi fortsatte ud over siden og ned på bunden. Masser af flade, skrubber, rødtunger og en enkelt lille hårhvarre. Et par små torsk og en lille sortvels var der på bunden, hvor der også var nogle postkasserøde søanemoner.

Bortset fra sigten på par meter, var vragets agterdel yndigt. Overbygningen lignede en orange skov, overalt var de lodrette stolper, dæk og flader helt orange, ikke af rust, men af sønelliker, der var foldet helt ud. Meget malerisk! Mellem disse orange ”træer” var et fantastisk dyreliv, masser af rødtunger, nøgensnegle og æg fra dem og en stor stenbider, der var helt farveløs i den orange skov. Måske er det tilpasning, stenbiderne er synlige og orange på de andre vrag, men her hvor alt er orange vælger den grå som kontrastfarve. Den halve time, godt og vel, gik hurtigt og temperaturen på 7 °C kunne efterhånden fornemmes. Vi mødte Sten og Flemming på vraget, men med vragets dimensioner, ca. 7 X 30, i tankerne, så dykkede vi jo sammen hele tiden. Da vi passerede bundtovet (igen) steg vi op i det varme vand og tog et lille sikkerhedsstop. Strømmen var svag, man kunne lige akkurat ligge udstrakt.

Op i båden, hvor det var meget mørkt pga. skyerne. Heldigvis var det tørvejr! Manley var klar til at hoppe i da vi var på vej op, men han var høflig og undlod at torpedere os. Vi fik Christian og Per i vandet og ned til Manley. Og vi bar ikke sene til at få fundet et par øller frem, og blev enige om, at det var rart at Otto blev vraget for en gangs skyld. Vargön er et fint vrag, men kræver, at man ikke er for mange og man kun skal have et dyk!

Mens vi ventede var vi lidt i tvivl om der var en i dybet der free-flow’ede, men blev enige om, at der nok var en eller flere, der var glade for frisk luft! Sten og Flemming kom op, og Flemming fandt straks en plade chokolade frem. Chokolade og øl er dårlig stil. Det afholdt dog ikke flertallet fra at kombinere
Christian og Per kom op og så tilfredse ud. De havde begge haft et fint dyk, hvor de futtede rundt efter Manley, som skulle stoppe og fotografere hele tiden. De fik også lidt at drikke og lidt chokolade.

Til sidst kom Manley op, han havde haft en udfordring med loddet, hvor sjæklen var løsnet, men han havde fundet delene og sat det sammen igen. Han måtte straks have sig en øl og lidt chokolade ovenpå den chokerende oplevelse.

Herefter gik det ind til havnen i sneglefart, kun i havnen blev der sejlet til, hvilket også blev kommenteret af en gyngende sejler!

Kim R.