21/6-2007

Robert
En af årets længste dage, men den første dag efter solhverv, og de lyse timer er på nu retur. Selv om det går langsomt i starten og endnu ikke er målbart for alvor, så måtte vi gøre noget for at forebygge en kommende vinterdepression. Tanken faldt jo naturligvis hurtigt på dykning, godt hjulpet på vej af Manleys opråb på mail-listen. Vi endte med at være 4 personer, der kunne og ville bruge denne overskyede lumre dag, med en i øvrigt lidt ulden vejrudsigt, til andet end tv og sofahygge.

Med afgang kl. 17:00 fra Farum var jeg på forhånd sikret retten til at skrive denne lille beretning, det var en ambitiøs dead-line, men endnu engang lykkedes det lige netop at komme og være klar inden det annoncerede afgangstidspunkt.

Vi valgte på forhånd et stille og roligt ”vrag”, nemlig Hvenprammen, som jo ikke ligefrem bliver overrendt af os i disse tider. Der plejer jo at være en masse liv på denne, lidt uelegante, betonklods, som var (eller er?) Lottes yndlingsvrag. Manley ville fotografere og ville også gerne på Prammen. Sten og jeg ville såmænd bare i vandet og forholdt os lidt i ro, for så var det jo de andres skyld, hvis det endte med at være et dårligt valg. Vi kom hurtigt til Rungsted og var hurtigt i vandet med båd og grej. 4 dykkere og grej til et enkelt dyk gik stærkt. Vejret var som lovet, overskyet, lummert og med en jævn til frisk vind fra nordvestlig retning, så vi fik en ubehagelig og våd tur i de krappe bølger ud mod Hvenprammen. Der var, til vores store overraskelse, andre dykkere, der havde fået den samme gode ide, en ukendt dykkerbåd (som for øvrigt så velegnet ud til formålet) havde smidt bøjer og havde folk i vandet, så vi valgte pænt at fortsætte mod Robert, da vi ikke mente, at Hvenprammen var stor nok til den belastning, som de og vi ville udgøre i forening. Vi kan sagtens selv mudre det hele op.

Da vi nåede Robert, var strømmen nul og bølgerne lige høje nok til folk med sarte maver, men vi fik hurtigt smidt et lod, som efterfølgende også lå på vraget. Jeg fik klædt om og gjort klar, og hoppede i vandet for at binde på. Der var slet ingen strøm, så der var god tid til at lufte dragt og vest ud og dykke med god stil, ingen paniske finnebevægelser over vandet for at få fat i tovet, inden strømmen blæser en forbi. Loddet lå på vraget i en bunke gammelt net og tovværk, så sigten blev noget påvirket, da jeg bandt på, men vi kan heldigvis binde af og på i blinde, hvilket vi jo også ofte er tvunget til.

Sigten på vraget var overraskende god, jeg skønnede 3-4 meter, men Manley skal jo altid overgå os andre, så han sagde 5 meter, og på toppen af vraget var det nok heller ikke løgn ved nærmere eftertanke. Heller ingen strøm på vraget, men masser af liv, tonsvis af rejer og nøgensnegle, enorme eremitkrebs, mindre torsk, masser af glyser, store rødtunger og mange små havkarusser.

Buskhoveder i alle sprækker og enkelte berggylter. Masser af postkasserøde anemoner inde i vraget, om de altid har været der skal være usagt, men efter at have dykket med HID-lygte i flere år, så blev jeg helt varm om hjertet af at gense alle de farver og indtryk man får ved halogenlys.

Når man taler med nogle af klubbens mest inkarnerede vragdykkere, så fremhæver de Østersøen, hvor vragenes detaljer ikke er forpestet med så meget liv og bevoksning. Højst nogle små blåmuslinger, der nemt kan fjernes. Her lå dyrene i lag, og dækkede til tider helt for vraget, men det er jo netop det, der gør dykning i de dybere dele af Øresund så interessant!

Jeg nåede frem i stævnen, hvor der var en stor stime glyser, og da strømmen ikke var mærkbar svømmede de lidt uorganiserede rundt, og var slet ikke så sky som de plejer at være. Helt fantastisk med alle de kobberfarvede lysglimt, når de drejede af lige foran lygten.

Herefter gik turen tilbage langs bagbords side til agten, hvor skruen lige skulle beundres og så frem til røret med vores gamle ven, troldkrabben, som omsider var hjemme. Man bliver jo lidt nervøs, når den har været væk en måneds tid. Efter lidt sjov med den gik det stille og roligt frem til bundtovet, men selv om der var sparet lidt deko op på kontoen, så skulle overbygningen også lige efterses. Her var en monsterstor rødtunge, som jeg ikke kunne lade ligge, men jeg fik mudret så meget op med mine hektiske forsøg på at få søm og fangstnet op af lommen, at jeg intet kunne se, og selv om jeg prikkede flittigt rundt i blinde, så undgik den en middagsinvitation..

Så kunne det hele også være lige meget, jeg skulle op i varmen og betale for tiden i dybet. Men der var stadigvæk ingen strøm, der kunne genere, kun de hårde træk i bundtovet, når Havgassen huggede i bølgerne, men det var nemt lave deko uden at holde i tovet. Så var der jo også lige støjen fra de forbipasserende skibe, de larmede så meget, at man troede at kollision og nedsejling var nært forestående. Men efter et par paniske ture op og ned af tovet valgte jeg at tro på, at overflademandskabet ville smide bøjerne overbord, hvis truslen havde været reel. Også lidt besynderligt hvor stor forskel der er på forbipasserende skibes støj og larmens rækkevidde.

Op med mig og i med sidste hold, Lotte og Sten, der skulle en tur i stævnen og se nøgensnegle.

Da alle var vel ombord gik det hjemad. Bølgerne var ikke så slemme denne gang, og den varslede regn var ikke nær så kraftig, som frygtet, faktisk kun nogle få dråber.

Kim R.