19/6-2007

Otto - igen, igen – igen!
Rutiner bliver rutiner, når de gentages ofte nok. Således er vindstille, solskin og Otto blevet rutine på tirsdagsdyk, men kun 6 dykkere (fra os) ville bruge deres tirsdag aften på Øresund. Nogle havde valgt at bruge hele dagen i Kattegat, og andre igen havde vi slet ikke styr på!

Der var ellers flere andre gode forslag til dykkerdestinationer, for nu ikke at blive alt for rutineprægede. Vargöen (eller S.S. Birgit før Allan J korrekser mig) blev nedstemt af AllanH. Når han nu ikke måtte komme på Minestrygeren. så ville han på Otto og tjekke lidt op på de igangværende graveprojekter, som vi, trods vores store netværk og hyppige besøg på vraget, er helt uforstående overfor. Polaris, Union og Emil var også kortvarigt i spil, mest i bilen på vej mod Helsingør, men på en eller anden måde blev de vist bare glemt igen.

På havnen var Karin ankommet som den første, og var en anelse nervøs for, at vi havde valgt en anden havn. Det havde vi selvfølgelig ikke, men trafikken tog sin tid. Der var noget trangt ved slæbestedet, men vi fik lirket Havgassen i vandet, og lidt for at markere os, så fik vi sendt en røgsky fra motoren i hovedet på de unge mennesker, der ventede på at komme ud på lidt snorkeltræning.

Otto er, og det er sagt mange gange før, et rigtigt dejligt og nemt vrag, specielt når strømmen er svag, og denne eftermiddag/aften var strømmen absolut minimal, da vi smed loddet. Vi lå stort set klar på vraget fra loddet blev smidt og til der var klædt om. Det tog selvfølgelig heller ikke lang tid, for der var ingen, der gad eller turde snakke med mig, så jeg nåede i vandet og var næsten færdig med at binde på, da Karin kom ned.

Sigten var ca. 3 meter, undtaget lige der, hvor der var bundet på, for loddet var faldet ned igennem brobygningen og havde fat i mange liner og andet skrammel, der kunne mudre eftertrykkeligt op. Jeg fik loddet gjort frit, og bundet på en pullert i bagbords side lidt foran broen.

Vi tog en tur frem mod stævnen. Heller ikke på bunden var der strøm, så vi skulle selv svømme, men nu er Otto jo ikke det største vrag, så vi magtede opgaven. Der var forskelligt at kikke på, det mest farverige var alle de nye pirke, der var tabt siden sidst. Heldigvis sander de snart ned. Af større fisk var der skrubber og isinger. Jeg tog et par stykker med hænderne og gav dem videre, men Karin havde heller ikke lyst til at rense fisk, så de fik lov til at flagre forvildede rundt omkring os. Men næste gang! En torsk stod i spisekammeret og ventede på en harpun, men spyddet kom ikke. En enkelt sortvels under en plade fik også lov til at være i fred.

Oppe på vraget var der, efter sigende, et yndigt par rødtunger. Hvis jeg havde set dem, havde de nok fået beseglet deres fælles skæbne, for de lød store! Buskhoveder var der som sædvanligt en del af inde i og ovenpå vraget. Så gik turen frem mod den ellers så trofaste stenbider, der troligt har siddet på sin pullert og ventet på vores selskab den sidste måned. Jeg tror de andre fik jaget med det stakkels dyr, og den var væk da vi kom derhen. De påstod alle at have set den, og Manley havde selvfølgelig set to! Karin og jeg så til gengæld en del store busknøgensnegle og vi kom forbi masten, men selv om jeg steg lidt op, så kunne jeg ikke se fisk omkring toppen af den. Herefter gik det stille og roligt tilbage til bundtovet og op i det varme vand til lidt hyggedeko. Bundvandet var mellem 5 og 7 °C, alt efter hvem og hvilken computer, der blev målt på, så det var helt rart at komme op i varmen 17-18 °C (og der var ingen strøm og brandmænd). Oppe i båden fik vi jaget de sidste i vandet, og nåede lige at få fundet et par øller frem før Kenneth og Allan kom op. Sten og Manley kom op efter en halv times tid, og efter en meget langsommelig ”af-gearing” gik det i sneglefart mod havnen. Ingen havde travlt, og Manley havde kun sig selv at skynde på, og det gjorde han ikke. Vejret var perfekt og den helt rigtige afslutning på en ”normal” arbejdsdag.

Båden op og hjem til Farum. Men intet Paradis uden en slange, vi havde, trods meget forsigtig sejlads med få ombord, brugt dobbelt så meget benzin som forventet. 10 l blev det til.

Kim R. – nu med dragt!