9/6-2007
Lang lørdagstur i Kattegat
Ja der var faktisk risiko for, at turen ville blive meget længere end
først planlagt, men mere om det senere. Efter at have meldt mig til og fra turen
et par gange, tog jeg mig sammen og mødte op i Gilleleje lørdag kl. 9.00.
Peter havde meldt ud, at hans ønske var Ostmark eller noget i den ende af Kattegat og derfor havde jeg taget et par positioner med, på vrag i området jeg finder interessante. Den første på listen var S.S.Walkyre og jeg solgte åbenbart historien så godt, at vraget blev valgt til første stop på turen.
|
|
Jeg må indrømme at jeg trak lidt på smilebåndet, af de mange reservedunke som var surret rundt omkring på båden. Godt 100 liter var der på tanken og så 100 liter i dunke, ville de mon til Læsø? Nej men med 5 mand og alt det udstyr, mente Peter ikke det var en dråbe for meget – og han fik ret.
Vi for ud af havnen og lagde kursen mod vraget af Walkyre, en tysk damper som sank kun 3 år gammel i 1885, et flot og spændende vrag med masser af dyreliv, hvis man ellers er heldig med sigten. Havet var fuldstændig stille og solen skinnede fra en skyfri himmel, der var ingen dis så sigten var utrolig god og vi kunne derfor på lang afstand konstatere, at der lå 3 både på positionen. Temmelig arrogante og uhøflige bad de os skrubbe af, den ene båd indeholdt et par stykker man kunne tale med og de fortalte at der var mange fiskebåde ude i dag. Vi skulle nu lægge nye planer, skulle vi bøje os hver gang vi mødte en fiskebåd, kunne vi jo flakke omkring længe uden at få dykket, men jeg havde et ”hemmeligt” vrag et par mil væk og der var ingen fiskebåde (der var ellers masser af fisk). Her ville kun Niels og jeg dykke, hvorefter vi ville sejle til Ostmark.
Jeg kan kort beskrive mit dyk som en stor oplevelse, hvis man som jeg kan lide brædder, mudder og dårlig sigt. Men jeg er glad for at have talt de andre fra at dykke på stedet, der var nemlig ikke så meget at se på.
|
|
Efter at have dykket kunne vi konstatere, at tanken stort set var tom, vi ville i sparefart sejle mod Ostmark og så tanke der. Hvis det kunne lade sig gøre, ville der lige akkurat være benzin nok til at nå tilbage til Gilleleje – skide spændende ;-)
|
|
Da jeg selv har dykket temmelig meget på Ostmark på det sidste, valgte jeg at springe over og gemme 2, dyk til S/Fi Walter, som ligger lige på vejen mod Gilleleje. Jeg har ikke set dette vrag i snart mange år og selvom jeg var lige ved at fortryde denne beslutning da de andre kom op og fortalte om 3-4 meter sigt på Ostmark, så blev jeg ikke skuffet.
|
|
Jeg havde et rigtig fint dyk på Walter, selvom det er meget længe siden jeg har set så meget mistet garn og trawl på et vrag. I agterenden står der et mistet trawl med kugler på fra havbunden og helt op til 19 meters dybde (bunddybden er 34 meter), i stævnen er alt pakket ind og ude på havbunden ligger der trawlposer i begge sider af vraget, ud fra bagbord side strækker trawlet sig meget langt ud på havbunden og i 2-3 meters højde, holdt oppe delvist af kuglerne og dels af de mange rådne fiskekroppe. Bortset fra disse lidt uheldige forhold, var der et utroligt mylder af alle slags fisk og andre dyr og sigten på 5-6 meter, var også med til at gøre det til en rigtig god oplevelse.
Efter at alle var kommet op og havde fået åbnet sig en eftermiddagsøl, blev der lige luret i tanken en ekstra gang, ifølge beregningerne skulle det være nok, men vi har jo regnet galt en gang tidligere huskede de fleste, så der var en smule nervøsitet at spore.
|
|
Nu gik det så hjemover, havet var stadig fladt som et stuegulv og farten blev holdt sådan at vi kun lige akkurat planede. Efter en times sejlads kunne vi se menneskene gå rundt inde på stranden og det betød at hvis vi løb tør, var der ikke længere end at vi kunne svømme ind efter en dunk benzin. Lettelsen var dog først rigtig til at mærke, da vi sejlede imellem molehovederne og næste gang tager vi nok 225 liter benzin med, så vi ikke risikerer at skulle skubbe båden de sidste par sømil.
Allan Jensen