16/5-2007

Fyraften på Emil og Otto d. 16. maj 2007
Tja, når man er kodet ind i Henrik J’s telefon, må man være som en brandmand på vagt – altid klar til at rykke ud, når det gælder! Det var også tilfældet denne fredag, eller rettere onsdag, men med en meget lang weekend foran os. Vi skulle have et hurtigt dyk fra Helsingør efter arbejde, og aftalte, at jeg selv kørte derop og tog nøglen til slæbestedet med. Og eftersom vores planlagte Kristi Himmelfart dykkertur til Hönö netop var blæst væk, så følte man sig lidt som lucky-looser.

Jeg styrtede af sted fra arbejde, hentede nøgle og flasker i Farum, dykkerudstyr i Birkerød og sneglede mig til Helsingør. Det var intet mindre end pisseirriterende at skulle køre nordpå i en blanding af myldretid og ferietrafik. Og da jeg næsten nåede Helsingør, så startede køen og kampen for at komme af motorvejen et godt stykke syd for Helsingørmotorvejens afslutning.

Men gutterne kunne ikke sejle uden mig, for jeg havde jo nøglen til bommen! Jeg skrev en besked om situationen til Thomas og Henrik, som viste sig at være et par hundrede meter længere fremme. Da jeg omsider kom frem til havnen, følte jeg mig savnet og velkommen, og det er jo altid rart. Om det var fordi jeg havde nøglen til slæbestedet, eller fordi jeg, som den eneste(!) havde husket at tage øl med, eller fordi de bare var glade for at se mig, får jeg nok aldrig at vide. Asger, Allan J., Thomas og Henrik i øvrigt havde brugt ventetiden på at gennemsøge bilerne for øl eller alternativer. Og der var faktisk fundet en øl-erstatning – en Château et eller andet fint i Asgers bil, men ingen proptrækker. Man kunne selvfølgelig slå ”hovedet” af flasken, men der var ingen glas!

Efter disse udfordringer gik det mere i vanlig gænge, og båden var hurtig klar til afgang. Og nu med tre tønder og 4 x 2 x 10-12 L og så lige min ene 15’er.

Vejret var ikke det bedste, men regnen var næsten hørt op, og vind var der ikke meget af, så vi nåede Emil meget hurtigt. På dette tidspunkt kom en stribe bandeord ovre fra styrepulten, der næsten fik Allan til at rødme, og det skal der, som bekendt, noget til! Det var Henrik, der havde fået det skønneste scanningsbillede af Emil, hvor vragets 3 sektioner var tydeligt aftegnet, og så var hans memory card ikke med. Kreperligt, for vi ville gerne lære geografien lidt bedre at kende.

Allan blev smidt i vandet for at binde på og der var INGEN strøm i overfladen. Mens vi ventede på, at Allan skulle få bundet på, prøvede Henrik lige om han kunne ta’ Allan med pirk. Men Allan går ikke efter krom, han går efter messing, så agnen skal nok skiftes ud!

Da vi fik bundet på, røg Asger, Henrik og Thomas i vandet. Allan kom lidt efter op med et par rødtunger og fortalte om hvor dårligt der var, strøm på bunden og dårlig sigt. Jeg skulle så binde af, og andetdykket ville vi så tage på Otto, som er lidt lavere på toppen. Lige før jeg hoppede i, kom Asger op, og havde sin debut på Henrik’s stige. Den er og bli’r en udfordring, selv for kendere! Efter nogen tids kamp kom han op, kun med en enkelt hjælpende hånd i flaskerne

Sigten på vraget var ikke overvældende, sådan nærmest Robertagtig med mælket vand og en sigt på 1-2 meter. På vej ned af tovet ku’ jeg se Thomas svømme i zigzag tilbage mod bundtovet, der for at gøre det let, var fastgjort inde midt i vraget. Thomas var på rette vej, men min lygte afkortede hans søgen noget.

Emil er mere udfordrende end de fleste andre vrag i Sundet, men der er næsten altid mange rødtunger og andre fisk. Om det var fordi Allan og Henrik havde skræmt tungerne væk med deres nyanskaffede håndspyd, eller om jeg bare ikke kunne se dem, skal være usagt, men jeg fandt ingen. Ellers var der meget liv, selv om jeg ikke på noget tidspunkt var tæt på at skaffe aftensmaden. Og for at gøre lykken fuldstændig, så strejkede min lygte efter et kvarters tid. Der kom liv i den igen, men det plejer at være en stakket frist når det sker, så jeg søgte hen mod bundtovet – og fandt det, hvilket var meget praktisk, når nu jeg skulle binde af.

Oppe på båden var det blevet øsende regnvejr og vinden var også taget lidt til. Det afholdt os ikke fra at flytte os nogle få hundrede meter længere nordpå til Otto, som straks blev fundet på ekkolod og scanner. Og igen fik Henrik de bedste billeder nogensinde af et vrag, Otto stod knivskarpt med masser af detaljer, og billedet forsvandt efterhånden ud af skærmen, mens vi alle, med tårer i øjenkrogene, ærgrede os over manglende mulighed for at gemme billederne.

Allan skulle binde på igen, og der var heller ingen strøm denne gang. Han benyttede lejligheden til at træne i lidt synkronsvømning (alene?) eller vandballet. Morsomt så det ud med finnerne højt over vandet omkring bøjerne, men til sidst kom finnerne under vand og Allan kom i dybet. Det var uvant at se Allan fjumre, og vi var alle lidt forundrede, og ikke mindst Allan selv! På scanneren kunne vi se at Allan bandt på hækken af vraget, og ved næste scanning var han henne ved broen og rode. Da vi fik gjort båden fast, gik det hurtigt med at få folk i vandet, og da Allan kom op blev det min tur.

Otto er næsten som at komme hjem, man kan finde det meste, og man ved hvor man er. Og selv med min begrænsede lygtekapacitet og kraftig strøm gik det fint. Der var faktisk lys nok til at man kunne orientere sig på toppen af vraget uden lys. På turen rundt var der en stenbider, der vogtede æg, som forleden. Lygtens sidste stråler blev brugt på at få de smukke farver frem på den hyggelige, men lidt klumpede fætter. Rødtungerne var nok glade for deres kamuflage, som var perfekt i mørket, jeg hverken så eller mærkede nogen af dem.

Herefter tilbage til bundtovet, hvor knuden heldigvis kunne løsnes i mørke og de fiskeliner, der var viklet ind i kæden kunne trækkes over. Så lige en tur i den raske strøm hen over vraget og droppe lod og kæde i sikker afstand fra det skrammel, der findes på bunden. Så var det op til sikkerhedsstop, hvor det var vanskeligt at holde konstant dybde, mest fordi bundtovet blev trukket ind, mens jeg lå der. Et vink med en vognstang, ingen hyggedeko, og jeg kom op. Og hvilket trist vejr! Regn og blæst, og båden var halvt fyldt med regnvand. De fleste af os troede, at vi skulle i havn, og stakkels Asger stod foroverbøjet med krydsede ben, og turde ikke at drikke noget, hverken koldt eller varmt, men vi var jo ikke ude for sjov, så vi skulle lige tjekke en ny position, før vi skulle ind…….……

Kim R, 2 gange i ferskvand på en uge, Furesøen og Henriks båd!