Fyraftensdyk på S/S Otto 13. maj

Én uges regn og rusk er ikke guf for en Havbasse, så da der endelig var en stille eftermiddag i udsigt, rykkede en lille flok mod nord. Der havde tidligere på dagen været dyk i Furesøen, men søvngængere og arbejdende folk, måtte trække lidt senere i trøjen. Kun Kim havde været på Otto i år, så det skulle blive et dejligt gensyn og for de fleste af os og et dejligt lægvandsdyk!

Øresund viste sig fra sin bedste side, helt havblik, men dog med en god knob strøm mod N og Kim ”Never say no” ”tilbød sig at binde på. Den tykke mente strømmen var lidt kraftig, kaptajnen måtte jo styre og Thomas stod bare og pillede med sit nysyede tobisgarn-fangstnet, så var der jo kun én tilbage?

Lodskud af Otto på normal vis.

PRO - Thomas bag rattet, det ligner sgu Otto og for det trænede øje, kan man se Kim, det eneste billede af ham på denne beretning (luftstrømmen ved påbindingsstedet!)

Jeg hoppede efter Kim, herefter Kasper. Der var bundet på i forreste david i styrbord side. Efter en kamp med det lidt skrå bundtov, var det rart at komme ned i kulden og få vejret. De 5m sigt gav et hurtigt overblik og i rast finnetrav, gik turen rundt til de mærkesager dette fine vrag nu en gang har at byde på. Lidt rust skulle undersøges og lidt mudder og sand skulle flyttes, samt en fin tur rundt om det meste af vraget. Med lidt procenter i flasken blev det til godt og vel en halv time på vraget og så op i det varme vand igen, overfladen er nu næsten 12 grader og det er noget der luner. Jeg så det ikke selv, men der blev set store torsk og mindst et par stenbidere på æggevagt, til gengæld kan jeg nævne mindst 6 nuancer af rust, 4 farver mudder og en del gamle muslingeskaller.

En kavalkade af folk der hygger sig.

Thomas bandt af og da vi drev af sted, blev vi virkelig mindet om det stille ydre og floden under os, for pludselig sad vi fast igen. Thomas måtte ned og frigøre dræget i noget tovværk på bunden, efter vi havde prøvet, lidt halvhjertet, at sejle det fri. Vi andre forsøgte at vente med at åbne vores fortjente øl, men det var så svært at vi opgav, vi måtte derfor drikke en ekstra i sympati med Thomas. Vi havde go tid og i en øls tid blev en position lige checket ud. Det viste sig dog at være en del store sten, hurtigt afsløret af Humminbirden.

På vej mod havnen lod vi båden strække ud, vi blev enige om at det ikke var helt så meget flyvepap som den gamle Tornado, til gengæld kunne man snakke sammen med 42 knob, selv med gasterne der trimmede båden ved at sidde helt agter. Kasper rationaliserede, ” fordelen ved larmen i den gamle båd, var at så behøvede man ikke hele tiden, at snakke om al den mad man kunne spise”?!!!

Aftenstemning, gummi, med dut