Pragtfuldt søndagsdyk på Hveenprammen den 6. maj 2007.

Vejret var utroligt, så skønt var det at skulle ud at dykke med Havbasserne. Det var jo sikkert og vist at der ville blive trængsel i Farum så det gjaldt om at komme tidligt af sted.


Godt-og-vel kl. 8 var jeg på pladsen og det var alligevel mig der fik fornøjelsen med beretningen. Godt nok kom Kim senere, tillykke tillykke med formandskabet, men da han fik øje på mig kan det nok være han pludselig kom på helt nye dykkerplaner, han mente bestemt at det var mere behageligt med kun 4 basser i båden. Dvs. Nicolai (tillykke med næstformandsskabet), Bengt, Kirsten og så jeg.

Kan det være min lugt, måske udseende eller min mangel på intellekt der skræmte ham væk,? Næ jeg har altid lugtet fælt, siden barnsben været både grim og ubegavet. Kim har da alligevel gerne ville med på dykkertur tidligere. Selvfølgelig! Jeg kunne se det på hans udtryk, jeg var blevet for tyk, det skræmte ham. Han estimerede at jeg ikke kunne presse mig ned i gummibåden sammen med ham. Kim havde en pointe for det var ganske så besværligt at skrue sig ned i dykkerdragten. Kirsten mente at det skyldes at den var for stiv, dragten altså. Sidst jeg anvendte tørdragten var for et år siden. Jeg trøstede mig lidt med denne forklaring og spiste en af Kirstens mellemmadder med rejer og mayo, alt for meget mayo, det hjalp dog og dragten gled på.

Da jeg havde skræmt Kim væk var vi fire basser tilbage i det dejligste dykkervejr man kan tænke sig. Desværre var der ingen med trailerkort, selvom Bengt havde bil der kunne trække Gassen.
Det blev Gummibåden. Bengt og Nicolai stak af sted med traileren. Kirsten og jeg listede med. Af sted gik det på nye dykkeroplevelser.

Dream team minus Nicolai

Målet var det stolte skib Hveenprammen. Jeg har altid haft det svært med Hveenprammen, nogenlunde ligeså svært som med de andre vrag i Øresund. Men Hveenprammen er godt nok sær, jeg har aldrig fundet skruen, det er ej heller lykkedes mig at finde hverken for eller agter.

Hvor lagde jeg nu min hat?

Turen derud gik forrygende. Nicolaj og Bengt styrede os sikkert gennem søer og søgang. Vi kom hurtigt frem til stedet, men så strejkede GPSén. Da sad vi så og vuggede. En andet dykkerbåd med 8 mand dukkede dog snart op. Vi håbede de skulle dykke på Hveenprammen så vi kunne få hjælp af deres lodskud. Heldigvis gik vort egen GPS så pludselig i gang og Hveenprammen præsenterede sig fint. Herefter håbede vi på at den anden dykker-båd hurtigt ville skrubbe af da vi ikke ville dykke med dem. Heldigvis havde de andre Robert for øje. Da de passerede vinkede vi ivrigt farvel.

Uanset hvordan vi planlagde dykkene og blandede kortene igen og igen blev det kun til to hold. Dræget blev kastet. Kirsten og jeg skulle binde på. Det var som sædvanligt uvant for mig at dale ned i Øresund. Der var dog ikke sket så meget siden sidst. Brillerne duggede frygtelig som sædvanligt, samtidig dårlig sigt og jeg havde en konstant angst for at løbe tør for luft samt svært ved at trykudligne. Kulden trængte sig på, jeg frøs på bunden og jeg havde desværre fået for lidt bly på. Noget var dog anderledes. Der var ingen strøm. Så denne gang behøvede jeg ikke at tage fast i gud og hver mand samt vrag for ikke at blive trukket op gennem Øresund og ud i Kattegat.

Det var dejligt.

Da jeg langt om længe nået bundet og vraget havde Kirsten bundet på. Hun fortalte senere at dræget lå langt fra vraget. Så hun må havde skubbet vraget hen til dræget for jeg mærkede ikke at der blev trukket i rebet under min nedstigning. Hun er en fantastisk kvinde.

Turen rundt om vraget gik i vanlig orden og stilhed, ingen sigt, ingen skrue eller ror, ingen for eller agter. Gennem de duggede briller var der dog noget der lignede mayo, det smagte dog anderledes, nærmest syrligt. Kirsten fortalte senere at det var æg fra konker. Der kan man se hvor galt man kan gå i byen.

Både andetholdet og sidsteholdet havde en god tur med uændret dårlig sigt. Der blev dog set store fisk på afstand og Nicolai havde kontakt med noget der blev beskrevet som anglefish eller stenbider.

Efter de gode dyk var det heldigvis tid til rigeligt med mellemmadder med mayo, skinke, rejer og meget, meget andet. Ligeså udvisket og uklart der var på bundet ligeså tydeligt stod det klart at dette var nogle af Kirstens bedste madder, nogensinde. Der blev drukket øl og havbassestemningen bredte sig på denne skønne søndags tidlige eftermiddag. Solen var barmhjertig og døsen lagde sig indtil man blev peppet op af duften fra Bengts dejlige kaffe.

Hvor var det nu jeg parkerede bilen?

Turen tilbage til Rungsted var smadder behagelig, Nicolai fandt genveje gennem bølgerne og gelinde gik det mens appetitten atter steg og steg.

Havbasser er frygtløse når det gælder røde pølser.

Og de sætter dem foran linsen.

Vi kneb et par tårer og et par wienerpølser med brød sennep og ketchup da vi kom til Nokken. De havde dog ingen mayo. Så gik det hjemad til Farum en hel del oplevelser rigere.

Hvilken dejlig dag med dejlige Havbasser.

Vigtige data for de dyk-interesserede:

De Havbasser, de længe leve! Hurra Hurra!

Ken