26/4-2007

Zaritza, Italia og torskevraget
En opringning onsdag aften fra Klokkelærlingen vedr. en tur torsdag morgen satte gang i en anstrengende logistikopgave. Tomme flasker og egentlig også et job, der burde passes, kombineret med et møde om aftenen og alle de hængepartier derhjemme, der alligevel aldrig bli’r lavet, gav en anelse dårlig samvittighed. Den tyngede dog ikke så voldsomt, at jeg overvejede at blive hjemme.

Monstertidligt på job, så ud og fylde flasker i Farum, hvor iltsituationen var katastrofal, men med dybderne i Østersøen i tankerne, så var fede nitroxblandinger måske ikke et must. Tilbage på job før 7:00 og ”uddelegere”, og hastigt igennem København for at nå aftalen med Henrik og Thomas i Kastrup kl. 8:00. Undervejs tænkte jeg lidt over, hvad min chef engang sagde: ”Stress kommer ikke kun af arbejde”. I Kastrup skulle jeg lige finde en plads til min lille anonyme bil, og til sidst blev den sat bag Statoil og McD på 1-times parkering. Parkeringen blev rigeligt betalt med tankning af båden før afgang. Herefter smuttede vi af sted i Henriks bil med båden på slæb.

Hen over broen kunne vi se, at vindmøllerne ved Middelgrunden havde ret så travlt, og vandet var ikke helt så fladt, som vi havde ønsket. Men det var alligevel en hel del bedre, end at være på arbejde. Smygehamn blev nået, om ikke hurtigt, så dog inden for rimelig tid, men vi havde jo også et stramt program.

Smygehamn var som sædvanligt en stinkende lortehavn, fyldt med store klumper af flydende dynd, der åbenbart holdes oppe af bobler af ildelugtende gasser. Havnen var, trods årstiden, ved at være helt fyldt op med disse klamme kager. En af de lokale sagde, at det ville drive ud af havnen, og med den hastighed skidtet dannes inde i havnen, så varer det vel ikke længe, før man kan gå ud på møget hele vejen til Undine. Da båden skulle i vandet, behøvede vi ikke at binde den til kajen, hele slæbestedet var en stor klæg masse. Vi fik så hurtigt, som det overhovedet var muligt, smidt udstyret i båden, og det gik stærkt, for det meste af udstyret var i båden i forvejen for at få plads til en tredjemand i Henriks bil.

Ud af havnen med kurs mod Undine, men på vejen ændrede vi planer, da bølgerne var lidt større, end vi havde håbet på, og vi valgte at dykke på Zaritza i stedet. Kortere sejltur og hurtigere hjem hjalp desuden med at holde den overordnede plan. Vi nåede positionen, fik smidt dræget, og tjekkede efterfølgende på scanneren, at der var et vrag. Henrik hoppede i som den første, efterfulgt af undertegnede, da båden var gjort fast. Da jeg kom ned var vandet krystalklart på vraget – mindst 25 meters sigt. Dvs. der var et par steder, var sigten var svært påvirket af Henriks aktiviteter, men selv han kunne ikke spolere indtrykket af god sigt. Men det så ud som om, at der var brand i kabyssen. Mudderskyen lignede grangiveligt røgen fra en voldsom ildebrand. Men, som Henrik siger, verdens fineste mudder findes på Zaritza, det kommer en halv meter op i ærmet på tørdragten og er ikke til at vaske af armen bagefter!

Zaritza står smukt og kølret på bunden (42 m) og rager 6-7 meter op. Siderne er stort set intakte, og skrue og ror er stadig på vraget. Der er en del kobberrør, der er spredt med lind hånd over det meste af vraget. Masterne, plader og andre vragdele ligger på bunden i nærheden af vraget, og med den eventyrlige sigt, kunne man fint gå på togt langt ud på bunden. Under plader og i vragdelene boede en del torsk, heraf enkelte af anseelig størrelse. Dog ikke så store som forleden på Undine. De var ret sky i det klare vand, og var ikke til at få ram på med søm og fangstline. Herefter lidt rundt på vraget uden alt for store fysiske aktiviteter, for min 15’er skulle gerne række til 2 dyk. Efter en snes minutter var der op til lidt velfortjent deko. Herefter var det Thomas, der skulle ned og mudre lidt op og derefter binde af.

Med Thomas oppe igen gik turen til Italia, et smukt vrag af et sejlskib. Vraget står kølret på ca. 42-43 meters dybde og rager et par meter op. Lønningen var relativt intakt, men der var ikke nogen overbygning tilbage, hvis der nogensinde har været nogen. Der var meget lyst på vraget, sigten var fantastisk, det var præcis som at være i Rødehavet. Der var dæksplanker flere steder på Italia, og stort set hele vraget var beklædt med et trawl, bredt ud over vraget, som en ternet dug på et bord. Trawlet var besat med noget hvirvelløst liv, der flagrede lystigt i den svage strøm, og så de allesteds nærværende små (sorte) blåmuslinger. Det var muligt at komme ind under trawlet et par steder, og ind i vraget. Der var pænt med flotte torsk ude i stævnen, måske fordi Henrik fik jaget dem væk fra agterdelen af skibet. Ude på bunden lå de store master, og foran stævnen var det enorme bovspryd. Jeg troede først det var en mast, der var faldet frem, men i stævnen så jeg den kraftige konstruktion, der engang holdt bovsprydet. Herefter tilbage til bundtovet, hvor der igen skulle betales for fornøjelsen på tovet. Herefter op i solen og få varmen, for selv om overfladevandet i Østersøen ud for Sverige var over 7 °C, så var det lidt koldt at ligge på deko.

Da Thomas kom til overfladen efter dykket, gik det mod en af mine gamle favoritter, Torskevraget. Torskevraget er vraget af et gammelt træskib, hvor vi tidligere har set myriader af meget store torsk under de sammenfaldne skibssider. Jeg fik fornøjelsen af at binde på og hoppede i. Men nogle meter nede blev sigten ret dårlig (efter den dags standard). Ærgerligt, når man ellers har haft krystalklart vand, men sigten blev pludselig meget bedre, og der var ca. 15 meters sigt ved bunden. Jeg bandt på en af de enorme planker, så stor, at ankerkæden kun kunne nå en gang omkring. På vraget var der pænt pyntet op af fiskerne. Man siger ellers at vragene i Østersøen er farveløse, men det gjaldt ikke her. De havde efterladt meget udstyr i flotte farver, og desværre også en del liner, heraf mange spundne, der var svære at knække. Min plan var at få en torsk eller to med hjem. De ville nu ikke med hjem, til gengæld fik jeg og fiskene mudret næsten lige så meget op, som de mudderpumper, der var oppe i båden. Når man holder en rigtig stor torsk i halen og prøver at hale den ud af skjulet, så fjernes sigten på et øjeblik. Men da jeg returnerede til bundtovet kunne jeg godt se, at torsk og jeg i forening havde noget at lære i forhold til at flytte mudder, for her var sigten (som ikke var der) præget af en af ”pumperne”. Måske Henrik skulle stille sig selv til rådighed for ”Silt-Out øvelser”. Efter ca. 40 minutter på vraget var det tid til at returnere til solskinnet og få sidste mand i vandet.

Da alle var vel ombord igen gik det ind mod Smygehamn. Der var i dagens løb kommet endnu mere lort i vandet, men som de flinke og betænksomme mennesker vi nu er, så tog vi en hel bådtrailer fuld af møg op af vandet og lavede en ildelugtende kompostbunke på land. Båden blev også spulet, det hvide skrog var alt andet end hvidt. Men ved ihærdig rengøring, så lignede den sig selv til sidst. Traileren til gengæld, var umulig at rengøre fuldstændig, men vi håbede, at det sidste dynd ville falde af på vejen.

Vi kørte mod Danmark, og nåede Kastrup lidt efter kl. 19. Jeg var lidt spændt på, om turen var blevet godt 500 kr. dyrere, men nej! Ingen hilsen i forruden, og det var en behagelig afslutning på endnu en pragtfuld dykkerdag!

Kim R.