13/4-2007

Fredag d. 13 på Otto
Vejret var fint så hvis man ikke ligefrem er overtroisk er der jo ingen vej uden om en lille dykkertur. Da strømmen oven i købet så ud til at arte sig tog vi til Helsingør med Otto og lidt mundgodt til dybfryseren som mål. Fire mand (Piv, Juhl, Nikolai og undertegnet) er hvad der kunne komme af huse på sådan en dejlig eftermiddag så der var masser af plads i båden da vi jo kun havde en flaske med hver, der kun var tid til et dyk.

Omkring kl. 1600 var vi i Helsingør hvor Nikolai stod og ventede, Båd blev sat i og pakket med vanlig (næsten) effektivitet og vi kom afsted mod vraget. Der var lidt mere vind end lovet og fra den helt forkert retning så der var lidt bølger imod os på turen ud til Otto. Vraget blev hurtigt slået men der var nu også mere strøm end lovet så det tog lidt tid at få dræget lagt på. Juhl var nede engang hvor dræget ikke lå på vraget men lige ved siden af og strømmen gjorde at han ikke kunne trække dræget over til vraget. I andet forsøg blev dræget kasten pænt på den anden side af vraget og så var den ingen problem med at få bundet på.

Strømmen var dyb, næsten ned til 20 meter hvor den vendte og gik modsat dog noget svagere. Den var dog generne når man havde en masse skrammel med ned og iøvrigt ikke havde været ude og dykke i noget tid. Inden dykket var jeg blevet briefet om hvor der var bundet på, sigten, strømmen og ikke mindst at der ingen fisk var af betydning. Harpunen kom nu med alligevel, hvis nu (selvforsvar). Alt var som briefet dog lige med undtagelse af det med fisk. Der gik ikke mange 5 minutter før den første torsk angreb og med et flot skud nedlagt. Fin lille sag på 5-6 kilo. Turen gik rundt om vraget og inden i et hul, så langt inden at man knap kunne se den, lå en anden på lur. Efter et kort forbyggende angreb blev den halet ud af hullet, ikke helt så stor som forventet men 2-3 kilo var den da på.

Frem langs siden på bunden og foran stævnen ude på stenene lå nogle rødtunger men de fik lov til at blive til næste gang. Så var turen til en zig-zag tur henover vraget ned til agten for at se om der skulle være lidt sej oppe over vraget som kunne være en trussel ved opstigningen. Der var ingen, heldigvis. Tilbage ved agten lige en tur ned i spisekammeret for at se om der skulle være en torsk til. Længst inde (right behind the mayo) stod en stor torsk på lur, den have heldigvis ikke set mig ellers kunne det have udviklet sig til en farlig situation. Den fik et skud i nakken, troede jeg, men den var lidt større end jeg troede (omkring 7 kilo) og skuddet sad lidt længere tilbage på den så den blev noget gal og fik støvet godt af under vraget.

Nu var jeg lidt ude af rutine, udstyret skulle nok have været set efter og ventilen til BCens inflator skulle nok have været skiftet for lige pludselig stod jeg og manglede en eller to hænder for at have styr på det hele. En hånd til torsken som havde vredet sig af harpunen og stadig sprællede en del. I den anden hånd havde jeg min harpun og så manglede jeg bare en hånd til at lufte min BC ud og en 4. til at finde en kniv frem og aflive torsken. Oppe på toppen af vraget fik jeg mig kilet fast så jeg kunne lægge harpunen og lufte BCen ud (og tage feederslange af) og få aflivet torsken. Så skulle man bare lige filtres ud af harpunen linen og binde bundtovet af og ellers komme og lave lidt fortjent deko efter 52 minutter på bunden.

Vel oppe i båden fik vi pakket samme og sejlet ind i smult vande hvor vi (jeg) kunne rense lidt fisk og (vi) drikke en øl (hver). Resten af turen gik som det plejede, hive båd op, pakke sammen og så ellers til Farum og afregne.

Vi fik også snakket lidt om en artikel i Sportsdykkeren som fortalte om fisk fanget på vrag kunne være sundhedsskadelige. For ikke at risikere noget vil jeg med jævne mellemrum rydde vragene for fisk så de ikke når at blive giftige. Man kan nemt forstille sig at en torsk efter den har boet på et vrag i lang tid og er gået hen og blevet stor og giftigt, tager sig en lille svømmetur ud i det grønne og bliver fanget af en stakkels intetanende sportsfisker som går hjem og fodre sine helt uskyldige børn med den. Det kan jeg ikke have siddende på mig....

Henrik Manley