d. 12.april 2007

Undine, Wacht og Virgo

Når man skal på langtur med drengene, så er det godt, at man ikke ligger alt for tungt med røven om morgenen. Aftalt mødetid var kl. 06:15 i Farum, hvor flasker og andre nødvendige rekvisitter skulle læsses ind i Thomas’ bil. Før det, skulle flaskerne lige fyldes/toppes, så procenterne passede til de udsete dybder i Østersøen.

Næste dead-line var kl. 07:00 i Kastrup, hvor vi skulle komprimeres i en bil for at spare bropenge, og vi skulle lige, på skipperens opfordring, forbi den nærmeste skibsproviantering efter sandwich og cola (….og han har selv en café?). Vi blev efterfølgende forenet på en parkeringsplads, hvor Anden lige skulle tude over, at han skulle på arbejde.

Vi kom af sted, og trangt var der i Thomas bil, for selvfølgelig skulle turens mindste ha’ førersædet, mens de voksne måtte klemme sig sammen, hvor der nu lige kunne findes plads til dem.. På vej hen over Øresundsbroen, kunne vi se, at vinden ikke var helt væk, og der var lidt tåge i Sverige, men ikke over vandet. Tågen, som vi så oppe fra Øresundsbroen, viste sig at være meget lavthængende skyer, så sigtbarheden var heldigvis ok.

Turen til Smygehamn var lang, og føltes længere, end nogen af os huskede den.. Heldigvis for os og indbyggerne i byen var der en svag fralandsvind, så man først for alvor bemærkede stanken, når man stod ud af bilen.

Henrik fik genopfrisket sit bekendtskab med de lokale pensionister, og vi fik gjort det vi skulle, og kom af sted. Havnen stank så meget, trods årstiden, at man godt ku’ skynde sig, selv om det stadigvæk var tidligt. Vejret var godt, uden at være rigtigt godt. Men med tanke på, at vi var midt i april og på vej mod Undine i åben båd, så var det jo egentligt svært at klage. Vi håbede lidt på at nå ned til Wacht, men vejret var ikke helt så godt, som forudsagt. Vi ville overveje det undervejs.

På Undine endes vi om, at det ikke var værd at fortsætte yderligere 16 nm. Vi fik smidt et lod på vraget og vi bemærkede, at der faktisk var strøm. Selv om strømmen var mærkbar, så var det jo for intet at regne i sammenligning med det nordlige Øresund på en dårlig dag, og det var problemfrit at ramme vraget.

Thomas blev efterfølgende jaget i vandet for at binde på. Jeg fulgte efter. På vraget var der strøm i vragets længderetning, men læ nede under lønningen. Der var bundet på midt i vraget, lige mellem de to kanoner, og jeg startede med en tur ned til agten. Turen virkede længere end jeg huskede, men det var jo også nogen tid siden, jeg var der sidst. Og så var der lidt modstrøm. Skruerne er der stadig, og et par torsk hvilede på vraget under dem. Skyer af mudder kom med strømmen ind mod vragets kølside på bunden, men på vraget og på læsiden inde i vraget, var sigten glimrende, 8-10 meter og masser af lys, dvs. der var god sigt før Thomas. Jeg svømmede lidt omkring, og selv med lygten slukket, var der masser af lys på vraget og nede på bunden på 45-47 meter. Temperaturen var 4 °C på bunden og ca. 6 °C i overfladen (ved Smygehamn var der 5 °C). Det er stadigvæk koldt at ligge alt for længe på deko, men en 80 % dekogas tager det værste, og man skal jo ha’ lidt bundtid, når man sejler så langt!

Op og så i med næste hold, Kasper og Henrik, som ville overveje om der skulle bindes af, nu da vejret var blevet endnu mere roligt.

Da de kom op efter ca. 45 min., havde de oplevet lidt af det meste, lige fra Henrik’s dødsangst ved at sidde fast inde i vraget, til vragfund og almindelig ekstatisk glæde over det dejlige vrag. De havde i slutningen af deres dyk overvejet, om de skulle binde af, men undlod. Der var også lidt til amagerhylden, et par små flasker med ”Balsamischer Mundwasser” og en skotlampe. Thomas havde fundet et messingskilt på en kasse, genbrugs, med to forskellige navne.

Da Kasper og Henrik kom op, havde vejret udviklet sig til nærmest total vindstille og havblik med sol fra en skyfri himmel. Vi manglede jo egentlig også noget overfladetid, og den kunne bruges til at sejle i.

Enden på historien blev, at jeg var den eneste, der fik to dyk på Undine, da jeg, aldeles frivilligt, meldte mig til at binde af. Jeg havde hørt Thomas snakke om, at der var en del store torsk ude i stævnen, så dem ville jeg gerne lige se, inden vi sejlede videre. Så jeg tog sjatten fra første dyk og hoppede i. Der var så meget lys på vraget, at jeg helt glemte at tænde lygten, og pludselig svømmede de store torsk under mig nede i vraget. Og de var store, jeg har aldrig!!! nogensinde tidligere set så store torsk, hverken døde eller levende eller på billeder, og jeg har endda set en del. De var nærmest skræmmende store – kolossale - og deres hoveder var enorme. Måske var det første gang, hvor jeg mærkede dybderus, for jeg troede ikke mine egne øjne, der var vel en gruppe på 25 – 30 stk., der virkede mandstore og med en mund, der kunne sluge andre torsk, eller en lille dykker, uden at tygge. De små stegetorsk på 3-4 kg, der svømmede rundt, virkede også meget forskræmte. De store torsk var ikke det mindste sky. Hvad betyder hajer og mantaer, når man kan opleve det her? Jeg forsøgte ikke engang at tage et trofæ med hjem, mest fordi jeg ikke havde tid og luft nok til at gå i clinch med de store fisk, men også fordi jeg kun havde en lille kniv, der virkede som en tandstikker på de store dyr. Jeg savnede en harpun rigtig, rigtig meget! Gerne en med granat i spidsen! Således euforisk måtte jeg kæmpe mig tilbage til bundtovet mod strømmen. Tredjedelsreglen var i alvorlig fare. Og igen rart med dekogas, for den korte overfladetid kostede på tovet, selv om dykket var ret kort - alt for kort!

Vi tøffede herefter mod SMA Wacht, Der var også lige et par markeringer, der skulle tjekkes undervejs, nogle af dem var vrag, andre nok nærmere sten. Da vi nåede vores destination viste scanningsbilledet fra Wacht tydelige spor efter trawl på bunden, og der var mange høje udslag på ekkoloddet, som fint kunne være trawl med flydere.

Thomas skulle binde på, og fordi jeg manglede lidt overfladetid, skulle jeg binde af. Henrik og Kasper skulle så dykke i mellemtiden. Da Thomas kom op, fortalte han om dårlig sigt. Dårlig sigt holder bare ikke i Østersøen! Og slet ikke når man har sejlet så langt!

Kasper og Henrik havde også haft dårlig sigt, måske knap så dårlig som Thomas, der skulle slås med lod, trawl og mudder på vraget. Og endnu engang lykkedes det Kasper at komme op ad stigen…..

Da jeg kom ned på vraget var sigten lidt ”Robertagtig”, et par meter i bedste fald og der var strøm på vraget. Ikke de bedste betingelser for at få overblik over et vrag, hvor man ikke har været før. Samtidigt gik der kun kort tid før dekoklokken løb løbsk. Vraget var dækket af små blåmuslinger, mange søstjerner og tonsvis af mudder. Der var trawlrester flere steder på vraget, og liner efter flittig lystfiskeraktivitet. Da jeg fik lidt overblik, viste det sig alligevel at være et bemærkelsesværdigt vrag. Specielt den ekstremt smalle stævn var usædvanlig. Der var mange steder, hvor man kunne komme ind, og det er helt sikkert et spændende vrag med mange rare sager. Mudderet dækkede dog mange af detaljerne på vraget. Med god sigt, så man kan få overblik over vraget, og så måske 2-3 dyk dernede. Det bli’r næste gang! Næste opgave var at binde af, hvilket i og for sig var let nok, men lod og kæde røg ind i noget trawl, og pludselig skulle det frigøres fra nettet i absolut nulsigt og strøm. Men det lykkedes til sidst, og derefter var der jo lige lidt deko. Og så stigen! Men stigen klarede jeg i fin stil med dekoflaske! Stigen virker simpelt hen bedre i godt vejr!

Vi sejlede derefter nordpå og havde kurs mod Virgo, der ligger få nm fra Smygehamn. Undervejs skulle endnu et par krydser i kortet undersøges, men vi havde jo også brug for at gasse lidt af. Og undervejs kunne vi følge overfladetemperaturen falde fra ca. 7,5 °C til 5 °C ved svenskekysten. Til gengæld var havet ikke helt så fladt på de sidste 10 nm..

På Virgo skulle vi lige kaste et lod, og under anstrengelserne røg dykkerflaget i havet. Men flaget var alligevel en anelse afbleget og mølædt. Vi fik smidt dræget, og scannede så en lille smule. Og faktisk med forbløffende godt resultat. Virgo, som ligger på siden, lignede en ubåd på billedet. Man kunne tydeligt se hullet ved stævnen, så dykning var unødvendig, og jeg sprang over. Jeg kendte også vraget fra tidligere, og med den kystnære placering, så vil jeg sikkert komme der igen..

Kasper og Henrik røg i som de første. Og Thomas skulle så binde af lidt efter. Kasper kom først op, og han var ellevild, sigten havde været eventyrlig, 25 meter, og trods lav sol kunne man dykke uden lygte og se hele vraget. Henrik kom op lidt efter og han istemte. Jeg selv var nu heller ikke i tvivl om den gode sigt, for man ku’ se linen gå langt ned, og følge dykkerne på vej ned og op!

Thomas kom op lidt senere, og han er jo vant til at rydde op efter sig selv og andre, så han medbragte et dykkerflag og en lygte. Den gode sigt havde gjort det muligt at se dykkerflaget på lang afstand, da han tog turen over bunden med loddet. Lidt heldigt, men heldet skal jo søges! Og så fandt han også lige en lygte, hvor der stadigvæk var strøm på batterierne. Egentligt lidt paradoksalt, at nogen smider lygter væk, der dur, og vi andre holder fast i nogle, der ikke gør!

Herefter ca. 3 nm ind til havnen og op med båden. Og for at det ikke sku’ være løgn, så fik den ulidelige stank i havnen et pift af varm kobling efter strabadserne på slæbestedet. Stuvning af grej og udstyr, og hjem til Danmark. Undervejs diskuterede vi, om vi ville gennemføre det tidlige dyk, vi på forhånd havde aftalt til dagen efter. Og der var enighed om, at det ville vi ikke! Det havde været en lang dag!

Kim R.