8/4-2007

"?" og Fusion
Klokkefeber rasede i Henrik Jensen’s spæde krop (citeret frit efter Klokkemesteren), og i Kattegat skulle vi, trods høje bølger, slud, regn og vinterlige temperaturer. Vi kom af sted mod Gilleleje omkring kl. 14:15. Der var der ikke just trængsel på Gilleleje Havn da vi nåede frem, men det havde vi nu heller ikke regnet med. Eneste fordel ved vejret var, at mågelortene på broen ved slæbestedet var skyllet og blæst væk.

Vi fik klædt om og kom af sted mod positionen nogle få sømil ude. Og vi fik bank på vejen derud! Bare fordi man har en stor båd, behøver man jo ikke at blive i vandet, når man nu kan flyve! Vi nåede frem og fik scannet lidt omkring positionen, og der var helt klart konturer fra et vrag dernede. Henrik bandede grumt, for han havde glemt sit memorycard og kunne ikke gemme billedet. Vi fik smidt et dræg, og bemærkede, at der ikke var strøm. For en gangs skyld var der ikke trængsel, der var en eller anden forståelse for, at Henrik fik lov til at binde på. Ellers var vi nok heller ikke blevet inviteret med på sådanne ture mere. Henrik fik en markeringsflaske med ned, så vi kunne se, om vi kunne binde på. Da vi troede, at Henrik var på vej op igen, kom flasken til syne i overfladen, så vi bandt på og smed Thomas i vandet.

Efter yderligere en halv time kom de op samtidigt, og sagde, at der var bundet af, sigten var elendig (kan det være anderledes med dem i vandet samtidigt?) og det var uinteressant og totalt nedsprængt. Om det var fordi, de ville beholde guld, ædelsten og nazi-porcelæn for dem selv ved jeg ikke, men så måtte vi jo finde på noget andet.

Vejret var ikke blevet bedre, det skiftede mellem regn og slud, så vi så efter, hvad der lå tæt på. Det gjorde Fusion, et relativt uinteressant vrag, som, i bedste fald, kan dykkes på sjatten på tredje dyk på hjemturen. Det er i hvert fald ikke er en selvstændig tur værd, men det var det jo sådan set heller ikke..

Vi fik smidt dræget, og aftalte, at der ikke skulle bindes på. Kasper og jeg ville kun have et kort dyk. Vi kom ned, sikrede tovet med en omgang omkring et eller andet skrammel, og tog så turen rundt. Sigten var, hvor den var bedst, et par meter og dårligere på bunden. Fusion er heldigvis faldet noget mere sammen, siden sidst jeg var der, så det lignede næsten et vrag. Men det var nu hurtigt overset. Heldigvis var der en hummer under en plade på bunden, og en del taskekrabber. Nogen meget små torsk var der også, og så de sædvanlige sønelliker og en enkelt søsol. Og så kom der porcelæn med op! Kasper’s første vragfund blev bjerget, og det helt uden brug af hævesæk! Så nu er han selvskreven som udstiller på vragudstilling til næste forår i Farum.

Vi kom op efter små 20 minutter og havde set det meste, noget af det mere end en gang. Sådan føltes det i hvert fald. Vi klarede begge stigen i de høje bølger, man skulle blot time det rigtigt, så kunne man næsten svømme ombord!

Vel ombord i båden fik vi beviset for, at julen varer lige til påske. Vi fik hver en julebryg! I flaske! Hvordan flaskerne havde klaret turen derud, uden at ende som glasskår, det var et spørgsmål, der sikkert ku’ gi’ en Nobelpris i fysik at svare på. Og de skønne dråber gav lidt varme i fingre og resten af vores våde og forfrosne kroppe. Men vi skulle jo også lige tjekke et par positioner endnu, før det gik hjem i varmen.

På havnen var vi endnu mere alene, end da vi tog ud, end ikke skarver og måger orkede at gøre os selskab. Vi fik pakket biler og båd, og så havde Kasper jo sit sædvanlige forslag om at besøge Havnegrillen. Og denne gang lod han sig ikke afvise af, at de faktisk havde lukket!

Herefter hjem i Thomas’ forvarmede bil, smart opfindelse med telefonstyret oliekamin i bilen!

Kim R.