Ostmark m.m. Søndag den 1. april 2007

Der havde været svage vinde og varme i luften nogle dage, så denne søndag var der dykkere til alle både i klubben. I vinterens løb har det ellers været sådan, når vi planlagde tur, at de få interesserede dykkere har spurgt hinanden; skal vi sejle i min båd eller din båd?

Men nu skulle både Henriks og hangaround-Anders både af sted nordpå, mens Pigernes Pivede Peter skulle sejle Havgassen, hvorhen ved jeg ikke, men der kommer vel en turberetning lige under denne. Målet for vores tur var fastsat til Ostmark, allerede inden jeg meldte mig på og selvom jeg havde et enkelt andet forslag, var der ikke diskussion om det emne. Det er jo heller ikke noget ringe vrag, så vi puttede os sammen bag styrepulten og fløj af sted over Kattegats blanke overflade, for selvom det var stille og solen skinnede, var det temmelig koldt.

Efter en times tid blev gassen taget af motoren og selvom vi alle var opstemte og klar til at springe i vandet, skulle Henrik lige teste sin nyindkøbte sidescan-sonar. Vraget blev nu ”filmet” forfra, bagfra og fra alle vinkler i forskellige hastigheder og da han endelig var færdig med det, viste det sig at den eneste som var rigtig klar, var mig. Det skal siges, at alle ombordværende plejer at være ivrige nok til at binde på, men lige i dag var der forskellige planer og gøremål, som gjorde at det blev sådan.

Ostmark, set med en Humminbird´s ”øjne”

På overfladen var der lidt strøm kunne vi se, men på vej ned tiltog strømmen yderligere, for at forsvinde på omkring 20 meters dybde. Loddet flyttede sig dog ikke, så jeg var overbevist om at det havde fat i vraget, men da jeg kunne ane kæden på de nederste 2 meter, kunne jeg samtidigt se trawl på alle sider. Jeg tændte lygten og kunne se at jeg var på 40,4 meter, altså på havbunden, eller rettere i et mistet trawl ved siden af vraget. Sigten som ellers havde været god hele vejen ned, var her meget ringe fordi loddet trak trawlet op og ned, så det nærmest stod og pumpede skyer af mudder op fra bunden. Jeg fik loddet frigjort, men det hang blot fast en halv meter længere henne og min lyst til at gentage nærkontakten med det opstående net i ½ meter sigt, var ikke stor.

Oppe igen efter 12 minutter, gjorde vi mange forgæves forsøg på at frigøre det fra båden. Imens var Anders båd ankommet med 6 Havbasser mere og deres første forsøg på at kroge vraget var ligeledes resultatløst. Vi forsøgte nu at trække alt vi kunne, med risiko for at miste vores eneste tov og endelig gav det sig. Vi fik smidt loddet igen, Henrik sprang i, men også denne gang ved siden af vraget. Alle gode gange 3, efter endnu et forsøg sad begge bådes dræg nu endelig fast i vraget, i en afstand af ca. 10 meter, så vi lå pænt næsten ved siden af hinanden.

Hvis man møder dykkere på havet er det sikkert Havbasser

Dejligt var det at komme i vandet og jeg kom godt rundt på vraget, idet sigten var lidt bedre end de sidste gange vi har været der, - vel omkring 4 meter på det meste af vraget. Jeg var inde på broen, hvor jeg tidligere har brugt mange timer på at ”rydde op” efter krigens rædsler. Det er utroligt med rare sager som har gemt sig i mudderet herinde, men denne dag var der ikke noget til mig, så da sigten forsvandt helt møvede jeg mig ind i rummet bag broen og ud af døren i bagbord side. Her kan man så svømme i en ”gang”, imellem den bygningens side og skibets dæk som nu hænger lodret. Dette skyldes at hele brobygningen er sunket ned i vraget og vægten af den har trukket dækket og skibssiderne med.

Nå men efter at have hilst på flere Havbasser, var jeg nu tilbage på bundtovet og havde egentlig ventet mig en kold oplevelse på deko, men det var faktisk ikke så slemt. Det var jo også næsten sommer og efter at være kommet op i båden, smed jeg trøjen for at få lidt sol på kroppen (den trænger voldsomt). Vi nød nu vores mad og en enkelt pilsner i solen og lige bortset fra Thomas, som var i gang med at supplere sin beholdning af naziservice, var vi andre mere stemt for at tage andet dyk på et vrag som har holdt Henrik søvnløs siden han var der sidst – Fasanvraget.

Vragrøveren og solbaderen

Thomas´s hævesæk kom op og straks efter kunne vi mærke at båden nu var bundet af, hævesækken drev hen mod Anders´s båd og selvom vi var drevet et godt stykke, kunne vi tydeligt høre deres sukken og stønnen, da de så hvad posen indeholdt. Snart var vi på vej mod Fasanvraget, som jeg finder det sandsynligt, er den danske damper Christiania, som sank i 1880, efter at have siddet fast i isen. Men der er aldrig fundet andet, end noget porcelæn med jagtmotiver, heriblandt fasaner og deraf kommer navnet.

Med klokkefeberen rasende i hans spæde krop, styrede Henrik nu målrettet mod dette vrag. Vi andre var mere realistiske i vores ønsker til andet dykket, en havkat eller en posefuld tunger, ville kunne gøre mig lykkelig. Det skulle dog snart vise sig, at også dette var et urealistisk mål, jeg var hele vraget rundt adskillige gange, men så ingen havkatte større end et par kilo og det må jo nærmest siges at være killinger. Rødtunger var der ingen af, der var et par store langer, men de var meget sky og alle taskekrabberne havde æg – fisk er godt, men kan være svært at skaffe – øv!

Den stolte jæger viser byttet frem

Henrik Juhl var den eneste som kunne vravriste vraget noget spiseligt denne dag, men vi havde da alle haft et fint langt dyk på de kun ca. 30 meters dybde, der er jo masser af ting at kigge på dernede og dyrelivet er absolut et dyk værd, selvom de er for små til at blive spist.

På vej mod Gilleleje, ville Henrik lige undersøge en position med sit nye vidunderinstrument, det er et vrag vi har ledt efter tidligere, men uden held. Jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule imponeret, efter få minutter så vi tydeligt spanterækkerne i bunden. Efter et par omgange omkring vraget, så vi nu helt tydeligt omridset af et gammelt vrag. Meget nedbrudt, men for og agter var helt tydeligt og ragede lidt op, i vragets midterste tredjedel var der kun spanter stikkende op hist og her. Da vi sejlede henover vraget som er omkring 35 meter langt, fik vi højeste lodskud i stævnen på 1½ meter, resten viste sig kun på ekkoloddet som uren bund. Det er altså et vrag som svarer nogenlunde til Ejdern i størrelse og tilstand.

Så er der lidt til næste tur ;-)

Allan Jensen (med inspiration fra Henrik Juhl, Thomas, Kim Askebøl og Henrik Jensen)