d. 27. marts 2007

Kronprinzen, Fasanvraget og Mir’s

Et stabilt højtryk havde gennem en lille uges tid spøgt i vejrmeldingerne, og da det blev mandag aften var der ikke længere nogen tvivl – Kattegat lå klar. Vi havde på søndagsdykket på forhånd diskuteret mulighederne, og vi var enige om enten Østersøen eller Kattegat, men ved frit valg ville vi ta’ i Kattegat, bl.a. på grund af temperaturen. Østersøen kan være kold på denne årstid.

Kl. 8:00, sådan ca., ankom Thomas og jeg til Gilleleje Havn, hvor Henrik og Kasper var ved at sætte båden i vandet. Det var køligt, og det luftede mere, end vi havde regnet med. Vi fik hurtigt pakket en imponerende mængde flasker og andet udstyr i båden. Med tanke på vi kun var fire, så var det skræmmende med alt det ragelse, vi skulle have med. Og så havde vi endda glemt øl! Heldigvis havde Thomas husket solcremen, og den fik vi god brug for senere.

Blikstille og mågeklatter

Vi sejlede mod nord, hvilket vel næppe kan undre, når udskibningshavnen var Gilleleje. Vi skulle lige se vind og vejr an, inden vi lagde os helt fast på destinationen! Bølger og vind kom fra sydøst, så det gik fint derudaf, evt. problemer ville først komme, når vi skulle hjem. Den tid, den sorg, så vi fortsatte mod ”Kronprinzen”, hvor vi ville dykke det dybeste dyk først, og så tage ”Fasanvraget” på andetdykket.

Forårsolen reflekteres...

Vi nåede frem efter en hurtig og lidt kølig tur, og da farten blev taget af båden, mærkede vi for alvor varmen fra forårssolen. Vi sejlede lidt rundt og fik prøvet Henriks ”sidescan-sonar”, og efterhånden begynder det at ligne noget, men der er godt nok mange menuer i den. Vi fik dog bekræftet at der var vrag på positionen og efterfølgende smidt et lod og en bøje i stævnen af vraget.

Midt ude i det blå ligger et lille vrag

 Første mand i vandet var Thomas, der skulle binde på, og jeg fulgte efter. Og hvilken fornemmelse, ca. 5 meter over vraget tonede den hvide bevoksning frem. Uden brug af lygte kunne man se skibets konturer, og sigten var den hidtil bedste i år, undtagen lige der, hvor Thomas havde været. Og fisk var der også, de var alle kommet ud af hi. Der var mange forskellige arter - havkat, rødnæb og hårhvarre bare for at nævne dem, som vi ikke ser så tit. Resten af artregisteret var der også, bl.a. en stor stime glyser og en kæmpe sej, der svømmede rundt under det, der engang har været broen (tror jeg nok). Tiden gik hurtigt under de gunstige forhold, og pludselig var det tid til at betale for fornøjelsen med nogle minutter på bundtovet. Heldigvis var der ingen strøm, og heldigvis var temperaturen i overfladen oppe på 5-6 °C. Det gav tid til at blive småeuforisk over oplevelsen, som vi har ventet på det meste af vinteren, hvor vi stort set kun har haft Øresund, hvor vandet har været uklart, koldt, strømfuldt og stort set livløst.

Loddet satte sig nok en arms dybe nede

Vejret var i mellemtiden blevet endnu bedre, vinden havde lagt sig helt, og solen skinnede fortsat fra en absolut skyfri himmel. Eneste lille minus var stigen til Henriks båd, den kostede lige så meget luft, som en halv time på 35-40 meter, vel at mærke, uden free-flow! Herligt at man efterfølgende kunne kravle ud af dragten uden at fryse. Overfladetiden blev derfor også af en passende længde, så andetdykket ikke startede med at tælle dekominutter.

Da alle mand var vel ombord igen, tøffede vi stille og roligt over til ”Fasanvraget”. Igen blev der scannet, og det var tydeligt, at der ikke var meget tilbage af vraget. Vi fik kastet loddet og så begyndte en stille duel i klargøring, der var noget mere kamp om at komme først i vandet denne gang. Thomas og Henrik endte med at hoppe i ca. samtidigt og efter en halv time kom de også op samtidigt, dog ikke ved bundtovet. Deres aktiviteter i dybet havde fjernet sigten på vraget, og deres opstigning var med hævesæk og dekobøje. Godt at dekoflasken ikke lå ved bundtovet denne gang! Under hævesækken hang en stor, tung og ubestemmelig rustklump, som Henrik efterfølgende prøvede at hamre ren ved siden af båden. Der var dog intet af værdi i klumpen, som blev returneret, mere eller mindre med vilje, til havbunden.

Thomas var mere "heldig"

Kasper og jeg kom i, og skulle se alle de havkatte, som Thomas og Henrik påstod der var dernede. Og der var mange! Ikke i alle huller, men næsten! Og store var de også. Der var desuden mange langer, mest små, men også enkelte store. Vraget bar præg af hyppige besøg fra lystfiskere, der var mange pirke og bundtackler over alt. Der var taskekrabber så store så man skulle tro det var løgn, og de sad pænt på rad og række der, hvor de kunne få plads for havkattene. Der var også et par torsk og en enkelt meget sløv rødtunge, der dog ikke blev inviteret med hjem til middag. Desværre var havkattene ikke til at nå med kniven, og ligefrem at tage dem med hånden, havde jeg ikke lyst til. Skønt vrag (hvis man kommer der for fiskenes skyld), kun kedlen fylder noget på bunden, men de mange plader danner fine boliger for det righoldige liv. Bunden var ret sandet og fyldt med skaller lige omkring vraget, så sigten blev ikke fuldstændig ødelagt af, at man lå med maven nede på bunden og lyste ind under pladerne. Trods en fed nitroxblanding var bundtiden simpelt hen alt for kort. Der var alt for meget at se på! Da jeg bandt af og blev trukket langsomt hen over bunden, så jeg mange smukke søfjer. Op og igen skulle der bruges nogle minutter lidt afgasning på tovet.

Vi havde ikke meget lyst til at sejle hjem, og blev enige om, at vi ville sejle mod ”Mir’s vrag” og tage et tredje dyk på sjatten. Vi kunne så prøve, om vi kunne se vores klubbåden på radaren, og evt. nasse os til deres bundtov. Vi så nogle markeringer på radaren, der passede med kendte vragpositioner, og troede de dykkede på ”Eisfish”. Det gjorde de ikke! Vi sejlede derefter til ”Mir’s vrag” og kiggede lidt på vragets silhuet på scanneren. Vi fik smidt et lod og igen lå loddet lige i vraget, det var for nemt uden vind og strøm. Henrik og Thomas hoppede i, og Kasper og jeg diskuterede, om vi skulle binde båden på, eller blot lade den drive rundt. Ofte er sigten så dårlig, at man ikke kan regne med at finde bundtovet igen. Vi bandt på alligevel. Både Thomas og Henrik kom op ad tovet, og kunne berette om klart vand, 3-4 meter sigt, masser af fisk, og hummere fyldt med rogn. Kasper og jeg kom ned. Her var endelig en chance for at få et overblik over vraget, og så var luften ved at slippe op. Det blev til en halv snes minutter inden en heftig kamp med en stor torskehale gjorde, at min luftbeholdning blev næsten kritisk, så jeg slap torsken og svømmede til bundtovet, hvor Kasper ventede. Vi bandt af og steg op, uden deko, for dykket var desværre alt for kort til at gå i deko.

Mens vi var nede, havde skipper Henrik været dybt nede i lukaferne og fundet præcis 4 øl, som en eller anden havde glemt fra en tidligere tur. De blev et fint punktum for de 3 pragtfulde dyk, vi nåede på denne skønne forårsdag. Sidste år, midt i marts, blev vi overiset på en tur til Robert. Nu sad vi med kolde øl i solskin – jeg ved godt, hvad jeg foretrækker!

Vi sejlede derefter stille og roligt ind i havnen, og hvem var så lige på slæbestedet? Det var vores klubkammerater. Klart, at de var svære at finde på radaren! De havde besøgt ”Stenfragteren”, hvor de havde haft et dyk med rigtig, rigtig dårlig sigt og ”Ellan”, hvor de havde haft relativt god sigt, og godt med liv. De havde vist først forsøgt sig på ”Martina” Syd, men 3 knob strøm havde fået dem til at opgive. Klubbåden blev hurtigt sent mod Farum, og så blev der lidt plads til os.

Eneste minus på turen for Kasper var, at havnens pølsepusher lige var lukket, da vi endelig nåede frem til den! Herefter var der kun en ting, der lokkede, og det var sofaen. Til gengæld lokkede den rigtig meget!

Kim R.