20/3-2007

Hjuldamperen Cimbria
Endnu engang havde vores alle sammens drengerøv nr. 1 fået nyt legetøj. Heldigvis ville han gerne dele med os andre, og inviterede, godt nok med kort varsel, på tur. Han skulle lige fikse båden, og derefter skulle vi sejle fra Helsingør. Vind og strømprognoser så gunstige ud, såååh………!

Efter lidt uddelegering på jobbet, flaskefyldning og kørselslogistik gik det mod nord. Da Thomas og jeg nåede Helsingør, lå ”Ran” allerede i vandet. Henrik mukkedede lidt over, at udstyret skulle slæbes et pænt stykke, i stedet for blot at læsse det af på slæbestedet - det var jo hans egen bil, så hvis skyld var det egentlig? Kasper og Henrik havde brugt formiddagen på at installere et nyt ekkolod – en Humminbird, der skulle gøre det ud for en sidescan-sonar. Henrik jublede, da han kunne tælle fortøjningspælene i havnen på sonarbilledet. Det ku’ vi andre ikke pga. solreflekser, men vi kunne tælle dem over vandet!

Vi fik prøvet Humminbirden, og selv om den kræver lidt øvelse, så gav den alligevel store forhåbninger til fremtiden. Den kræver dog roligt vejr for at give perfekte billeder. Vi fik prøvet et par af de kendte steder, men manglede et memorycard, så vi kunne gemme billederne. Men hva’ – vi har positionerne og kan prøve igen, når vejret bli’r bedre. Vi ville dykke på Otto, men bølgerne var noget ubehagelige, nordenvinden var lidt hårdere end lovet, så bølgerne var ret høje, hvilket også kunne ses på sonarbilledet.

Vi valgte derfor at dykke lidt længere nede i Sundet i håb om lidt mere læ. Da Kasper havde glemt sin lygte valgte vi Hjuldamperen Cimbria, som jo ligger på fin lys sandbund. Vi fik smidt en bøje, og Kasper og jeg hoppede i for at binde på. Jo længere vi kom ned mod bunden, jo mørkere blev det. På trods af den ringe dybde, 18-20 meter, var der bælgravende mørkt, og vandet var totalt uklart med store partikler, der susede forbi i den raske strøm.

Dyrelivet på Cimbria bestod primært af plastikblæksprutter, som var uhyre talrige. For at gøre ondt værre, så var de forsynet med spundne fiskeliner. Bare det at få loddet hen til et sted, hvor vi kunne binde fast, samlede 5 – 6 af disse forfang med masser af kroge, og selvfølgelig også masser af andre løse liner og tovværk. Efter denne komplicerede opgave kiggede vi os lidt omkring, og kort efter gav Kasper tegn til, at han ikke gad mere. Uden lygte var det meget forståeligt, for det var svært at se noget som helst, selv med lygte.

Jeg selv tog turen lidt frem og tilbage, sigten var rigtig dårlig i modstrøm, men i medstrøm var den værre. Jeg så et par små flade, en del sønelliker og masser af blåmuslinger. Et par konksnegle, en nøgensnegl og en eremitkrebs, ikke voldsomt sindsoprivende. Det mest spændende var at finde tilbage til bundtovet, men det lykkedes heldigvis. Jeg sprang sikkerhedsstoppet over, 20-30 minutter med 30 % nitrox på max. 22 meter kaldte mere på øl og kaffe i båden, end på deko i koldt og uklart vand.

En vragtur er jo ikke en vragtur, hvis der ikke kommer billeder eller guld (evt. messing på en dårlig dag) og ædelsten med op. Henrik fandt det nærmeste, vi kommer ædelsten i Danmark, nemlig en klump rav (måske).

Mens vi ventede på, at gutterne skulle blive færdige, med det, de nu var i gang med i ”dybet”, var der lige et projekt med at fremstille en kaffekop af en øldåse, altså først drikke øllet og derefter lidt metalsløjd. Resultatet var ikke kønt, men brugbart, selv om man brændte sig på læberne, når man drak af koppen.

Da sidste mand var kommet ombord, flygtede vi tilbage til havnen lige foran en regnbyge. Heldigvis var regnen ikke så slem, for på havnen skulle den sidste udfordring klares, nemlig at få lys i lygtebommen på traileren. Men, Thomas har jo ikke været lærling hos Juhl i alle de år for ingenting, så han tryllede selvfølgelig et eller andet frem fra sin kassevogn, og klarede ærterne!

Herefter til Farum, afbrudt af et kort pitt-stop på McD.

Kim R.