13/3-2007

Robert d. 13/3 2007
Så kom dagen hvor Anden pakkede legetøjet ud efter vinterpausen og annoncerede efter legekammerater på mailen. At vejrudsigten så omsider lovede 3-5 m/s vind fra SV og solskin gjorde det umuligt at sige nej.

Kl. 11:30 på Rungsted havn var den aftalte mødetid, og hele formiddagen kunne man så sidde på jobbet, kigge ud af vinduet og glæde sig. - vejret var vindstille og solen skinnede fra en skyfri himmel. Tiden kom, og så gik det ellers nordpå ad Ring III. Efter få kilometer, ved Lundtofte, begyndte det at blive diset og allerede ved Nærum var det rigtigt tåget. Jeg erindrede et skæk-scenarie fra Hönö for et par år siden, hvor vejret var fuldstændig vindstille, og så tåget, at vi end ikke kunne finde havneudløbet. Så galt blev det heldigvis ikke, der var vel 50 – 100 meters sigt.

Vi fik pakket bådene, Henrik Jensen ville også lufte sin gummibåd, og det var morsomt at se bådene ved siden af hinanden. Henrik’s nye båd så godt nok stor ud. Med 4 mand i Anders’ båd og 3 mand i Henrik’s startede kapløbet allerede i havnen, og lige efter bøjerne ved havneindløbet, eller rettere, lidt før, blev der lukket helt op for gassen. Nu forstod jeg bedre, hvorfor de skulle køre så længe i tomgang i havnen.

Det stod dog hurtigt klart, at det var en ulige kamp, for de 6-800 kg ekstra glasfiber i Henrik’s båd kostede i både acceleration og topfart. Det vidste vi alle sammen godt i forvejen, men det blev udstillet denne dag. Tågen gjorde racet ekstra spændende. Vi ramte ikke noget på vejen over mod Hven, hverken bøjer eller hinanden, men drengene gjorde nu, hvad de kunne for at give hinanden hækbølger. Men, hvor er GPS dog en god ting, vi var ikke kommet ud og sikkert heller ikke hjem uden den! Og tågehornene betød vel, at de store skibe havde set os!

Robert blev fundet efter lidt besvær og et lod kastet. Lodskuddet på skærmen så fint ud, man kunne se loddet tegnet hele vejen ned til vraget. Jeg skulle binde på, gjorde klar og hoppede i. Vandet var nærmest brunt de øverste 10 kolde meter (3-4 °C). Jeg fulgte linen hele vejen ned i en muddersky og ned i den bløde bund, ikke noget vrag og loddet (meget tungt) var vel en halv meter nede i den bløde bund. Trods masser af luft i dragt og vest, så var det svært at få loddet halet op af dyndet. Heldigvis var der masser af line så jeg cirklede med linen i håb om at finde et vrag i nærheden. Jeg så ikke noget vrag, men så en skråning og fulgte den op, hvor der ganske rigtigt stod et vrag. Denne øvelse havde gjort denne del af Øresund totalt uigennemsigtig, og for at gøre ondt værre, så kunne jeg ikke trække loddet hen til vraget, men måtte ud og hente det. Jeg anede ikke, hvor på vraget jeg var og kunne intet se, men følte mig frem og fandt et emne, der virkede solidt nok til fortøjning. Jeg havde også kun lige slået kæden en gang rundt inden båden(e) blev bundet på, men kunne heldigvis binde færdigt uden problem.

Sigten, der hvor jeg hang og gispede efter vejret, var ikke god, men lidt derfra blev sigten bedre, 1-1½ meter, hvilket ikke er set bedre i år. Jeg krydsede lige over til den anden ræling, så på nogle kæmpestore skrubber, der hvirvlede mudder op. Mudder var der i rigelige mængder overalt på vraget. Nøgensneglene (rigtig mange) trives åbenbart også godt på mudderet, eller også er de bare mere synlige her, mens de er på vej videre. Masser af småfisk i alle sprækker og flotte stribede rejer. Sønellikerne var ikke åbne, men det var sabellaerne til gengæld, helt åbne og fantastisk smukke. Min dekotid var nu oppe på 10 min, trods nitrox, hvilket var tæt på komfortgrænsen i koldt vand, så jeg svømmede tilbage til bundtovet, hvor jeg mødte Kasper, der var på vej ned. Efter opstigning blev jeg guidet over til Henrik’s stige, og den var, trods alt, lettere at bruge, end at tage udstyret af i vandet.

Efter mit dyk blev And’en og Jonas sendt i dybet, og Henrik ventede ovre i sin båd på, at det skulle blive hans tur. Vejret var stadigvæk tåget, men knap så meget som før.

Efter første runde ville Henrik og hans besætning prøve fiskelykken ved Helsingør og sejlede nordpå. Vi andre ville nappe dyk nr. 2. Andetdykket blev, for min del, meget bedre end første dyk. Jeg kom en tur ud i agten, så skruen, og besøgte min gamle ven, troldkrabben, i røret foran agterdækket. Jeg havde været bekymret for den, den har været væk i lang tid, men nu den sad næsten helt oppe i toppen af røret. Den vokser i øvrigt ikke ret hurtigt, jeg har set den gennem de sidste 3-4 år og den kan stadigvæk være i røret. Således lettere opløftet over gensynet, spejdede jeg efter et par rødtunger til en sulten brandmand (ikke en gople) oppe i båden, men der var ikke en eneste, og skrubberne fra før var også væk! Efter små 20 minutter begyndte dekoklokken at tikke for alvor, og jeg hastede tilbage til tovet. Og i overfladen var der ikke nogen stige, så af med grejet i vandet. Godt strømmen var svag!

Uden mad....

Oppe i båden kom jeg ud af dragten, og der kom faktisk nogle minutters solskin, en salig fornøjelse, mens sidste hold var i dybet. Efter dykket sejlede vi mod Rungsted med mere moderat fart, nu hvor konkurrenterne var væk. Tågen var nu igen ganske tæt og stemningen var næsten mytologisk med soldis og tåge. De store båthorn i sejlrenden ødelagde dog stemningen noget, og det var helt rart at komme i havn igen.

På slæbestedet blev vi genforenet med Henrik og co., som ikke havde fanget noget, og som ikke havde turdet ligge i tågen ved Helsingør. Et udfald af GPS på turen gjorde ikke sagen bedre, men heldigvis var den kommet i gang igen!

Tak for turen til alle!

Kim R., med en lygte (min egen), der endelig holdt 2 dyk.