Tirsdag 27/02-2007

Twin

Og det var sidst i februar, den sidste tirsdag i måneden, men årets første tirsdagsdyk, at 4 Havbasser mødtes på den velkendte stejleplads syd for Helsingør. Dette dykkested, Trykkerdammen hvis nogen var i tvivl, udgør efterhånden majoriteten af mine dyk, men hvad gør det, for mig er det dét at komme i og under vand.

De 4 der trodsede vinteren og var klar til at slå hul i isen, hvis det havde været nødvendigt, var Nicolai, Flemming, Kim og undertegnede, der kom sidst og vandt æren til dette skriveri.

Flemmng der glæder sig

Men, min nye tørdragt skulle søprøves og det i saltvand, efter at have holdt tæt i Farum Svømmehal et par gange. Nu skulle den stå prøven, så efter en omgang varm kakao under klargøringen af grej, kom Flemming og Nicolai hurtigst i vandet. Over vejen og væk de var.

Lidt længere tid tog det for mig og Kim, som jeg mistænker for at trække tiden så jeg ikke kom under pres. Sidste hurdle, at få handskerne på, så de ville være tætte, og så var det over vejen for os også. De sidste ”knæbøjninger” finner og maske på, og så under vand.

En kold fornemmelse om det ene håndled, fortsættende ned af hånden og op ad armen, fortalte mig, at jeg ikke var helt tæt, så op igen. Endnu en gang sattes Kims tålmodighed på prøve. Handske af, vride inderhandsken og handske på, Dyppe, dyppe og dyppe. Nej der kom ikke mere vand ind. Og lad os så komme under.

Kim forrest og mig på slæb, bouncende op og ned som en yoyo, det er sgu svært at finde den rette afbalancering. Og fødderne ville meget gerne op til overfladen. Jeg var egentlig glad for årstiden på dette tidspunkt, alt var mørkt og koldt så der var ingen på land der kunne se et par finner stikke op af vandet vildt baskende, og Kim nærstuderede sten og de sparsomme planter og dyr (når hans lygte virkede). Nå, trods denne kamp prøvede jeg at holde mig i rimelig nærhed af Kim.

Og hvad så vi, ja ud over denne menneskelige yoyo, var der lidt ålegræs nogle få ålekvabber, lidt fladfisk i forskellige størrelser, men igen for mig, hvad gør det. Vi holdt os på lavt vand og gjorde ingen forsøg på at nå ud til Padi-vraget.

Efter få øjeblikke, computeren sagde 27 minutter, var vi tilbage ved udgangspunktet og gik op. Endnu en kop varm kakao (plain), og gear af. Og her endnu en ny og rar fornemmelse. Jeg skulle ikke strippe i våd tilstand i 4°C varme, men kunne i ro og mag rydde op og sammen på udstyr, iført den tykke underdragt. Aftenen sluttede af med en ”fyraftensøl” og nogle røverhistorier, og så sydover.

Ikke spor mentalt udfordret

Tak for turen.

Johnnie