d. 19. februar 2007

Otto

Flere af de latente medlemmer af Havbasserne er ved at komme ud af deres vinterhi, og denne gang var det PPP og to gange Nicolai, der mente at mandag eftermiddag kunne og skulle bruges til andet end tv, sutsko og hjemlig hygge. Vejrudsigten var gunstig, og for en gangs skyld så det ud til, at vi kunne dykke ved Helsingør. Prognosen lovede næsten ingen vind og moderat strøm. Det har vi selvfølgelig hørt før, men et par dage med rolige vindforhold fik os til at tro på Ocean Forecast. Man hører, som bekendt, det man vil høre!

Alt grejet virkede efter vinterhi'et

Kl. 14 var der afgang fra svømmehallen med kursen mod Helsingør, hvor Havgassen skulle i vandet for første gang i år! Da vi drejede ind mod Nordhavnen kunne vi se, at den røde bøje midt i Sundet hældede kraftigt mod nord, så vi vidste hvad der var i vente. Vi fik hurtigt båden gjort klar, og med 4 mand og udstyr til et dyk var der rigeligt plads i båden. Havgassen var tilmed så venlig at starte med det samme, så det varede ikke længe, før vi var på vej ud mod Otto. Skibstrafikken var tæt, og det gav en del ubehagelige bølger, men ellers gik det smertefrit og hurtigt derudad. Kort efter var vi klar til at smide dræget på vraget. Vi valgte at kaste loddet midt i vraget i håb om, at det ville sætte sig godt fast, og det gjorde også. Den forreste bøje blev trukket delvis under og efterfølgende kontrol på ekkoloddet viste, at vraget var ramt.

Vinterens neoprenkrymp diskuteres

Undertegnede fik fornøjelsen af at binde på, og for at gøre ondt værre, så ødelagde jeg masken under klargøringen af udstyret og måtte låne en anden. Med et godt langt tilløb til bøjerne kunne jeg lige nå at rette ind efter strømmen og fange bundtovet, da jeg susede forbi. Så var det ellers syretræning hele vejen ned med en håndsbredde ad gangen - det havde lige været noget for Karin! Der var strøm hele vejen ned, men den var dog ikke helt så kraftig nede på vraget. Loddet var smidt i agten og loddet sad rigtigt godt fast. Kæden blev slået om en pullert i styrbords side, så den var nem at frigøre selv med træk fra båden. Efter denne kraftanstrengelse fik jeg pulsen ned og gik ned til bunden og rundt ved skruen, hvor der var mange efterladenskaber efter de utallige lystfiskere, der havde prøve lykken på Otto. Måske har de haft held med det, for hullet ved skruen – spisekammeret - var gabende tomt. Der lå enkelte rødtunger under de løse plader, men dem har lystfiskerne svært ved at ta’. På vraget var alt ved det gamle, masser af sønelliker, anemoner, hydroider og nøgensnegle. Der svømmede også et par sej rundt i strømmen, men de flygtede hurtigt ved nærkontakt! Der var ikke så mange fisk, men de kommer vel, når det bliver varmere. Sigten var ca. 2 meter og strømmen gik skråt henover vraget, så man kunne svømme frem i læ og flyde med strømmen tilbage. Strømmen løftede også mange af de liner, som lystfiskerne havde knækket, så man skulle være lidt på vagt. Endelig var der også kommet et monofil-garn ovenpå vraget, men det må vi fjerne en dag, hvor der ikke er så meget strøm.

Efter en halv times tid gik det op igen, for det var ikke dagen til et langt dekostop. Oppe i båden var Peter klar til sin tur og hoppede hurtigt i. Herefter var det bare at rigge af, mens der var god plads i båden. En kop varm kakao (uden tilsætningsstoffer ?) og så vente på at andetholdet skulle komme til overfladen. Jeg så deres bobler ved tovet, men de valgte at bruge bagdøren, og kom op med bøje. Båden blev hurtigt startet og bundet af, allerede inden tegnet ”Jeg gi’r øl” blev givet! Nicolai’erne kom hurtigt op i båden og vi kom tilbage og fik bundet på bøjerne igen. Nicolai (H) havde haft for lidt bly på og havde valgt at tage elevatoren (Red: Afbryde dykket, og foretage kontrolleret fri opstigning) i stedet for at lede efter bundtovet og risikere lang deko, hvilket nok var en klog beslutning, når man er for let.

Peter fik bundet af og kom op kort derefter. Han havde heller ikke fundet noget i spisekammeret, men havde dog taget et par flade og dermed sikret aftensmaden. Vi sejlede mod havnen med det samme for ikke at drive alt for langt væk, så den traditionelle After-Dive måtte vi ta’ på vejen. På vej ind i havnen opdagede Peter, at han havde bilnøglen med elektronisk startspærre og batteri i lommen på dykkerdragten, så det gav os nogle minutter med ængstelige tanker imens vi tømte båden, og indtil Peter kom tilbage med bilen!

Herefter hjem til klubben, hvor Nicolai var vært for en enkelt -. Tak!

Kim R.
 

Dykkets nøgleord: 2½ knobs strøm, ødelagt maske, ispring uden mundstykke, lygte med vand i, 2 stk. flade, varm kakao, uderafvejet, fri opstigning....