17/2-2007

Robert d. 15. februar 2007
Den gode vejrudsigt havde lokket Allan Jensen ud af vinterhi, og han inviterede på tur til Robert. Robert er efterhånden ved at være det eneste vrag vi dykker på, for de sidste mange måneders blæsevejr har gjort strømmen ved Helsingør til en prøvelse når vi endelig har forsøgt. Den elendige sigt vi har haft de seneste gange, har alligevel gjort det spændende at dykke på Robert, om ikke andet om man kunne finde tilbage til bundtovet.

Allans båd, der ligger i Rungsted Havn, er udstyret med god kabineplads, rigelig plads til 5 i et opvarmet styrehus, så selv om marchhastigheden var lavere end sædvanligt, så gjorde det ikke noget. Solen strålede og bagte ind gennem vinduerne, så der var ren forårsstemning i båden.

Da vi sejlede ud til Robert bandede Allan noget over instrumenterne i båden, og da vi nåede derud bandede han endnu mere. Landkendinger kombineret med et par oversejlinger og en delvis virksom gps gav pote til sidst. Bøjer og bundtov var i mellemtiden blevet frigjort for havestole og stiger og blev droppet på vraget. Der var ingen strøm og den svage nordøstlige brise kunne end ikke vugge bøjen. Solen var dog forsvundet og forårseuforien var også væk, men midt i februar havde vi ingen grund til klage!

Der var flere ting der skulle prøves denne eftermiddag, og mest utålmodig var Thomas, der har haft sin nye dragt liggende derhjemme i 3 uger, hvor arbejde og lortevejr i forening havde forhindret ham i at prøve den. Sten (brandmand) havde fået en ny dykkerhjelm med indbygget kommunikation, der skulle testes i dybet, Anders Poulsen (prospect) skulle teste sin Inspiration efter reparation og Allan skulle teste sin dragt efter en ordentlig gang lim (i skrævet) i vinterpausen (3 mdr.!!!!). Undertegnede skulle bare teste om sigten var bedre end sidst!

Thomas var først i, endelig skulle dragten testes og så kunne han jo lige binde på samtidigt. Han var skarpt forfulgt af Allan og Anders. Jeg selv hoppede i, da Thomas kom op og Sten fulgte efter som sidste mand. Sigten var allerede i overfladen meget bedre end sidst, hvor hele vandsøjlen var uklar og mælket. Her var derca.10 meter over springlaget, der lå på 15-16 meters dybde. Under springlaget steg temperaturen fra 4 °C til 7 °C, og sigten blev dårlig. På vraget var sigten 1-1½ meter, men det var en klar forbedring i forhold til sidst! Og der var ingen strøm dernede denne gang. Desværre heller ingen rødtunger og troldkrabben var heller ikke i sit rør. Men igen var der røde trådnøgensnegle og slangestjerner overalt. Allan påstod efterfølgende, at der var en stor torsk ude under bakken, men alt hvad der ikke er med op, eller taget billeder af, er pr. definition løgn!

Tiden på vraget gik hurtigt, og pludselig var den halve time gået og det var tid til opstigning. Selv om nitroxprocenten var optimeret var der nogle dekominutter på tovet, og selv om det ikke er rigtig vinter i år, så er 4 °C ikke ret varmt når man ligger stille på deko og har hul i handsken (heldigvis vådhandske).

Det var en udsøgt fornøjelse at komme indenfor i styrehuset efter afmontering af udstyr og dragt. Der var gang i køkkenet, Thomas kogte pølser og styrehuset var helt tåget. Måske sejler Allans båd ikke så hurtigt, men overfladetiden er til gengæld noget mere behagelig her om vinteren – og længere end sædvanligt.

Efter et par timer var det tid for de seje til at lave andetdykket. Men der skulle jo også passes på båden, så opgaverne blev delt. Sten og jeg klarede båden og de øvrige klarede dykket. Deres kommentarer vedr. sigten var meget divergerende, nogle (Allan) mente sigten var bedre end første gang, mens Anders og Thomas mente den var dårligere. Om de havde svømmet i hans kølvand vides ikke.

Herefter gik det tilbage mod Rungsted i tusmørke og med godt gang i fyret.. Og vi var hjemme til spisetid, men den sod ikke på friskfangede rødtunger!

Kim R.