SS Robert d. 23. januar 2007

Efter meget blæsevejr, og lidt storm på maillisten, mødtes vi på havnen i Rungsted kl. 12:00. Alle andre end jeg var allerede på havnen, men det var jo ikke overraskende, jf. den meget omfattende mailkorrespondance, der havde præget optakten til denne eftermiddagstur.

Det blev til årets første vinterdyk, to dages vinter havde allerede lagt et tyndt lag is på havnen og beklædt slæbested og bro med sne og is. ”Ran” lå klar og så var det bare med at få smidt udstyr ombord og selv komme i dragten. Det blæste lidt, så alle fik dragterne på inden afgang, og alle, det var 7 personer med udstyr til 2 dyk. Der var ikke meget fri dæksplads, da vi stævnede ud, men til gengæld var vi tungt læsset!

Der var lidt sø, ikke overraskende efter de sidste mange dages blæsevejr, men vi kom relativt smertefrit over til Hven. Vi fik lige et glimt af bøjerne på vejen, de lå ned i den tilsyneladende stærke nordgående strøm. Da vi nåede ud til Robert, var vi lige kommet fri af den smule læ, som Hven gav for vinden, så vi lå eksponeret for den sydlige vind, men heldigvis i læ for den kraftige strøm, der generede skibstrafikken. I hvert fald blev den svenske kystvagt så generet, at de sejlede frem og drev tilbage rigtig mange gange, så de kunne overvåge os fra vi kom, og til vi sejlede flere timer senere. Der var heller ikke mange andre at holde øje med, men den stakkels gut, der stod på broen med kikkert, han frøs nok mindst lige så meget som os!

Da loddet var smidt, fik alle travlt med at kigge væk, ingen ville ha’ tjansen med at binde på. Enden på den lange ventetid blev, at Mads og jeg skulle binde på. Da vi hoppede i, fik jeg årets første og største freeflow, og vi var tvunget til at kravle op igen. Det var Mads’ første møde med Henrik’s stige, som er en udfordring indtil man finder trixet, og egentlig også efter!

Nyt hold i, Sten og Anders, og denne gang blev der bundet på. Da de kom op igen efter en lille halv time hoppede Mads og jeg i baljen igen, og denne gang kom vi ned på vraget, hvor der var bundet på i bagbords side på stævnen. Sigten var et par meter og alle de hvirvelløse dyr var åbne og svajede i den svage strøm. Et syn der glæder mange, bl. a. undertegnede, men som er i vejen for nogle af dem, som hellere vil se gammelt jern. En meget farverig eremitkrebs gemte sig i sit sneglehus, og en stor nøgensnegl af ny og ukendt art (for mig) sad og hyggede sig på nettet i stævnen. Vi så mindepladen på ankeret, og fortsatte rundt på stævnen. Der var, som sædvanlig, mange net på denne del af vraget, og da mange af dem rager godt op i vandet, var det lidt ubehageligt, da min lygte pludselig blev træt, og det blev sort som en brøndgravers …! Mads havde dog lidt lys tilbage, men det forkortede vores dyk noget. Efter en kort tur tilbage til bundtovet, hvor Thomas havde lige været forbi og mudre lidt op, og lys ville derfor ikke have gjort nogen forskel, gik turen mod overfladen. Temperaturerne i vandsøjlen varierede ikke meget, 6-7 °C på bunden og ca. 4 °C i overfladen, altså tåleligt. Overfladevandet var noget mælket, så sigten i de øverste meter var yderst begrænset.

Op i båden og Mads havde lært af sin tidligere erfaring på stigen. Henrik og Kasper var ved at gøre klar, og for os andre blev ventetiden en kølig fornøjelse, vi var jo slet ikke vant til at fryse, og har helt glemt at have kolde fingre og tæer. Efter 45. min kom de sidste op og så gik det hjemad. Vind og bølger var taget noget til, men ikke mere end, at turen kunne gøres på et kvarter.

God fart ind i havnen, og her kunne man se, at Lille-Jensen havde hørt efter Store-Jensen ”De folk, der passer på deres både, har dem ikke liggende i vandet om vinteren.”

Kim R.