16/12-2006

SS Otto
Lørdag kl. 11.00 var der afgang mod Helsingør. Vejret var dårligt, dvs. relativt varmt for årstiden, blæsende og regnfuldt, som det jo har været de sidste mange måneder. Vi var meget optimistiske, da vi planlagde turen torsdag aften, men der blev jo, som så ofte før, ændret lidt på forudsætningerne. Mindst 50% af de fremmødte var desuden i svær og middelsvær grad ramt af juleforberedelser fra natten før, men ugens dragtreparationer skulle jo testes, så der var ingen vej udenom.

Havgassen blev støvet af og hevet ud af garagen. Vores ellers så travle båd har været blæst inde i en rum tid, sidste gang på vandet var i efterårsferien, hvor vi besøgte Otto. Vejret var stadigvæk ikke til den store sejltur, så vi valgte, af samme årsag, kun at tage et flaskesæt med, hver altså! Det skulle senere vise sig at være mere, end vi havde behov for.

På slæbestedet i Helsingør gik tingene knap så glat som normalt, men ingen andre småbåde ville ud, så vi havde tid til at gå lidt rundt om os selv. Tvivlen om det fornuftige i vores forehavende var så småt begyndt at nage, specielt hos de ”juleforberedte”. Vi kom af sted til sidst, og turen derud gik egentlig meget godt. Kaptajnen, ikke styrmanden, blev dog endnu mere bleg, end han var i forvejen, men bølgerne blev også større og større jo længere vi kom ud på Sundet. Vinden fra nordvest og strømmen (svag) fra syd fik lavet nogle solide bølger.

Otto lå der, hvor vi forlod vraget i efterårsferien. Vi lå stille over vraget, mens dræg og bøjer blev gjort klar, vind og strøm var åbenbart lige stærke. Manley skulle binde på, Søren og Sten ville følge efter, og jeg ville så binde af. Manley kom i vandet, og vi fik efter en halv snes minutter gjort båden fast. Kaptajnen ville kun i vandet, hvis han var nødt til at gå ned med skibet. Han havde lige haft et gensyn med morgenmaden, så Sten hoppede alene i og gjorde Manley selskab.

Da Manley og Sten lå på deko meldte kaptajnen endegyldigt fra, og jeg hoppede over bord. Jeg mærkede heldigvis ikke noget til den sædvanlige kølige fornemmelse på højre skulder (Tak Sten!). Jeg vinkede til gutterne, der prøvede at fortælle et eller andet, men jeg kunne ikke forstå dem. Jeg nåede en besynderlig påbinding – en knude i toppen af en david? – og forstod nu, hvad de ville. Selv om der var bundet med kæde på en pullert, var bundtovet næsten gnavet igennem af den heftige bølgegang.

Jeg tog en tur rundt på bunden, hvor sigten var ca. halvanden meter. Der var nogle flade og et par torsk. Nu var mad ikke lige det jeg havde mest lyst til! Strømmen havde udvidet spisekammeret, og man kunne komme rigtig langt ind under vraget. På toppen af vraget var sigten lidt bedre – 2-3 meter, og der var tiltagende strøm på tværs af vraget. De sidste minutter af dykket gik med at sikre det svage stykke af bundtovet, og fastgøre det blybælte, Manley havde lagt ved dræget. Herefter skulle jeg lige vikle tovet rundt om daviden og smide lod og bly ud på den bare bund. Jeg prøvede først at lade båden trække mig ud over siden, men der var intet træk i bundtovet, så jeg halede lod og bly hen over sten og skrammel, så vi kunne trække det op. Herefter op til lidt deko, hvor jeg havde tid til at føle mig lidt fantomvåd i fødder, højre ben og skulderen. Jeg kunne samtidigt undre mig over, at det ikke huggede mere i bølgerne, men på vej op ramte jeg spolen til bundtovet - Havgassen var bundet af for at beskytte bundtovet. Op i båden, hvor der heldigvis ikke var tid til at drikke øl!

På havnen gik det nu bedre, vi var mere fokuserede, og vi var stadigvæk helt alene på slæbestedet.

Kim R. – sidst, men tør!