9/12-2006

Hvenprammen (Robert S/S)
Henrik J havde øjnet, at vinden ville være moderat lørdag formiddag og annoncerede derfor efter legekammerater på nettet - håbet var en tur i Kattegat med Øresund i baghånden, hvis vejret alligevel ikke artede sig. Først var prognosen 3-8 m/s, senere blev den ændret til 8-11 m/s fra SV, så det blev Øresund.

Trods julefrokoster, halsonder og forkølelser stillede 5 personer til start ved Farum Svømmehal lidt før kl. 9. Vejret var mildt, blæsende og solrigt; meget lidt vinterligt, men ingen klagede over det! Vi fik fordelt os i et par biler og kørte mod Rungsted. Da ”Ran” lå i havnen, fik vi endnu engang bekræftet, at det er farligt at sende udstyret til service. Henriks fine båd havde været til service og duede ikke længere. Motoren var helt død, der var ingen strøm til starteren. Heldigvis var det blot et afladet batteri, og et sæt startkabler blev hentet på Statoil-tanken, så……. Efter en mindre forsinkelse, kom vi af sted. Vi skulle på Robert (surprise!).

Turen over sundet var hurtig og behagelig. Der var tilsyneladende ikke nogen strøm i overfladen, men vind og bølger flyttede lidt på os, da vi søgte på vraget. Manley skulle binde på, Karin og Sten ville følge efter. Henrik og jeg ville så hoppe i, når førsteholdet var oppe igen. Efter godt 10 min. ville vi gøre båden fast, men Manley kom op i samme øjeblik. Der var nul-sigt på bunden, men der var klart vand ned til 27 meter. Vi besluttede derfor at dykke på Hvenprammen, som jo ligger på denne dybde. Henrik J. skulle dog lige overtales først, for han ville hellere dykke på et rigtigt vrag.

Mens vi sejlede mod den nye position bemærkede vi, at vores venner fra søværnet skulle have brændt noget brændstof af, sikkert for at sikre sig mod reduktion af næste års budget. De kom ikke så tæt på denne gang (yak for det!), og sejlede tilsyneladende frem og tilbage på må og få. De aktiverede vores dovne havfugle, så de fik rørt sig lidt før vinteren, og holdt fremmede svømmefugle fra, at slå sig ned på dansk territorium.

Hvenprammen har vi ikke besøgt særligt meget de seneste år, og det er faktisk lidt synd. Der er masser af liv på og ved denne betonklods. Overalt på ”vraget” var der røde trådnøgensnegle, bevoksningen med sønelliker var tæt, selv om de ikke var foldet ud denne gang. Masser af anemoner og overalt hvor der var ”tag” på var der masser af sibella. Af fisk var der den sædvanlige stime glyser nede i den lave ende og et par store torsk, der mudrede op under vraget. En del af øldåserne på bunden havde fået faste beboere, små kutlinger, der for ud og ind af de snævre åbninger- egentlig ønskeboliger, hvis man er til moderne byggeri. En stor sortvels gemte sig i en sprække sammen med en buskhoved. Gylter af en ubestemmelig art (berggylter?) patruljerede langs kanter og hjørner. Bunden i midten var der dækket af meget spinkle slangestjerner. En håndfuld store konksnegle og enkelte eremitkrebs brød det monotone billede af mudderbunden. Oppe på selve vraget var mange små rødtunger på et par centimeter, og enkelte noget større (ikke store nok). Altså masser af liv. Tiden gik hurtigt og snart efter skulle der bindes af.

Herefter op i båden efter et kort slagsmål med Henriks stige, en tår af Manleys trylledrik og så tilbage til havnen i alt andet end adstadigt tempo.

Kim R