Onsdag d. 18/10-2006

Robert

Onsdag kl. 13 på Rungsted Havn skulle vi med Allan J’s båd til Robert. Da Allan var blevet snotforkølet og ude af stand til at dykke, blev det i stedet med Henrik Jensen’s nye gummibåd ”Ran”. Navnet på Henrik’s båd kan man jo så lige spekulere over– den opkaldt efter Ægir’s kone, der forårsagede storme og forlis, fangede sømænd med net og druknede dem. Hmmm…det med forlisene kan man måske godt forstå med tanke på bådens primære anvendelse, men drukning er ikke en rar tanke. Og ran, i den betydning vi normalt kender, vil jeg slet ikke tænke på i forbindelse med vragdykning.

Hvad skal man ellers en solskinsdag?

Vi var 5 der kunne og ville holde fri, og med tanke på at vi kun var 5, så var der godt nok mange flasker, der skule bæres ombord, 3 x 2 dobbeltsæt,+ en lille pony, som var ubetydelig i den sammenhæng, og så lige 2x2 enkeltflasker. Kasser, tønder og tasker kom også med, og så var båden faktisk fyldt op.

Vejret var solrigt, den nye motor var aldeles lydløs ved lave omdrejninger, og selv ved relativt hårdt arbejde, var det kun (fart)vindens susen man hørte - meget behageligt. Eneste skår i glæden var, at man kunne følge benzinforbruget på et display. Hvenprammen blev slået på ekkoloddet under oversejling med 25-30 knob og vi slog også Robert med fuld fart på første passage. Loddet blev smidt og så skulle vi finde nogen til at binde på. Vi råbte ikke i munden på hinanden for at få lov, enden blev, at Karin og jeg gjorde det. Loddet (et meget lille et) lå op ad vraget i bagbords side og skulle lige hales op til en pullert og gøres fast. Sigten var 4-5 meter før og 0 under og efter påbindingen. Heldigvis kun meget lokalt.

Selv bundtorvet ser ret nyt ud

Herefter ned til skrue og ror, hvor der som sædvanligt var et fantastisk liv overalt. Herefter rundt på vraget. Af særlige oplevelser var, for mig i det mindste, nogle store busknøgensnegle i røde farver, smukke og nemme at se i lyset fra Karins lygte, men med min farvefattig HID-lygte var de nærmest usynlige på det net, hvor de sad! Ellers var der masser af buskhoveder, glyser og torsk.

Op til en smule deko, der var ingen strøm på vraget, men mærkbar strøm i mellemvandet og helt roligt fra 8 meter og op. Den største udfordring på dette dyk var Henriks badestige, den var lidt kort og glat. Vind og bølger var taget noget til, men var ikke noget problem, når man først var oppe i båden.

Op igen og så var det Asger, Kasper og Henrik, der skulle ned og fornøje sig. De kom op, og i overfladetiden fik vi lidt chokolade, for Kasper havde læst i en bog, at slik var godt, når man dykkede. Han kunne ikke huske hvilken bog, men vi troede på ham.

Ned igen og denne gang rundt om stævnen, hvor der var flere store torsk, næsten som i Østersøen. Der var også nogle rødtunger, som Karin udpegede, men de ville ikke med hjem, trods mine ihærdige forsøg på at anbringe et søm mellem øjnene på dem.. Op igen med en våd fornemmelse i højre arm, ikke en ny fornemmelse, men koldere og mere våd, end den plejede at være. Det gik lettere på stigen denne gang, hvor teknikken var kendt.

Andetholdet kom i og efter ca. tre kvarter var de tilbage i båden. Henrik havde, som sædvanligt, fundet lidt til amagerhylden, og Asger havde en rødtunge med op. Vi kunne derefter nyde en velfortjent øl med lidt mere chokolade, mens vi talte lidt om hvem, der var mest våd i tørdragten. Asger var mindst våd, men han har også en helt ny dragt.

Ingen tekst nødvendig....

Hjemturen var i halvhøje bølger, men Henriks båd pløjede bare lige igennem dem med 25-30 knob. Et enkelt sprøjt blev det til, og det fik Asger, men han var jo også den, der var mest tør. Ind i havnen og tømme båden for alt vores grej. Til sidst da ”Ran” skulle hales op på traileren med spillet, kunne man mærke, hvor lang båden egentlig var!

Syretræning

Kim R.