Trisdag d. 10/10-2006
 

Trykkerdammen

Tirsdagsdyk ved Helsingør er ved at blive, eller rettere er blevet, en vane. Måske lidt kedeligt og Padi-vraget er jo set mere end en gang. Men som når forventningerne er ikke-eksisterende, så bliver man sjældent skuffet. En anden fordel ved at gentage dykkene er, at når man når man kommer sidst og skal skrive beretningen, så er det næsten copy + paste. Jeg kom sidst, men ikke for sent, denne eftermid-dag, men det er jo ikke første gang, så de fremmødte havbasser gnækkede indforstået i skægget, dvs. dem der havde skæg, for denne tirsdag var vi beriget med Lotte og Kirsten. Vi fik hurtigt pakket os i nogle biler og drønede mod Helsingør.

Der sparkes dæk	Lotte & Kokassen

Øresund viste sig fra den pæne side, stort set ingen bølger og tilsyneladende ingen strøm. Manley var første mand i vandet for at invitere ål med hjem i Lennarts rygeovn. Dernæst kom Sten og Johnnie i vandet, skarpt forfulgt af Lotte og Kirsten. Allan H. og jeg ville så tage sidste turen, når vi havde første hold på land igen (og det var blevet helt mørkt).

	versus
Nettopose		Tæppe

Mens Allan og jeg gjorde udstyr klar, blev parkeringspladsen invaderet af en dykkerbil, der viste sig at indeholde 3 dykkere fra Vagus. Nu har vi jo tidligere været på tur med folk fra Vagus, så det var jo et hyggeligt gensyn, mens vi ventede på, at Sten skulle komme løbende.

Sten og Johnnie kom op kort tid efter, og de havde haft en god tur, til trods for at en af lygterne var ble-vet træt. Manley kom også op og kunne berette om masser af knurhaner og et par muller. Han havde desuden en del flade og en enkelt ål med op. Allan besluttede sig, efter at have set Manley’s magre fangst, til at lade ålejernet blive på land. Vi gik derefter i vandet samtidigt med Vagus-folkene. Vi svømmede dog ikke sammen med dem.

Kirsten samler		Johnny - stadig i våddragt

I samme øjeblik vi fik hovedet under vandet fik vi travlt, der var en ørred, som var interesseret i en flok hundestejler. Den viste pludselig stor interessere for min lygte, og den svømmede næsten ind i den. Måske var den bare blændet af at få en masse watt i øjnene, når den nu lige havde vænnet sig til mør-ket. Den var desværre ikke stor nok til at tage med hjem, så den fik besked på at komme igen næste år! Vi fik kun lige rettet lygterne fremad før en anden, og noget større, ørred var i vores synsfelt, men den var vel en meter væk og derfor udenfor rækkevidde af sømmet. Vi svømmede herefter ud over sten, tang og ålegræs. Der var masser af små fisk, men ingen spisestore flade og slet ingen ål. Vi kom ud over sand og mudderbanker, hvor der var hundredvis af slethvar på 10-15 cm og masser af små pighvarrer på 5 cm og nogle få der var næsten store nok. Skrubber og rødspætter var der i massevis, mest små! Og søtunger, men igen under målet. Der burde indføres forbud mod garnfiskeri, så fiskene kunne blive store nok til os!

Pludselig skulle vi holde tilbage for en kolonne fra Vagus, der var nået ud på 10,5 meter og drejet mod nord. Vi valgte at krydse sporet og gå lidt længere ud. På bunden så vi panserulke og i tangen på mus-lingebankerne myldrede det med ål i forskellige størrelser. Men de ville ikke med hjem til middag! Efter en halv times tid, hvor vi så mange forskellige arter af flade, torsk, hvillinger, ulke, panserulke, næbsnog, snipper, kutlinger, gylter o.m.a. gik vi ind mod kysten. Her fandt vi en del røde knurhaner, der alle var ret små. Vi fik også ram på et par flade på sandet og svømmede ”hjemad”. Allans lygte be-gyndte efterhånden at få en kedelig gul farve, og resten af dykket var kun med en lygte. Det havde dog også fordele, for morild ses nu bedst i mørke. Pludselig begyndte det at lyne med sølvglimt overalt. Vi blev bombarderet med småsild, der skulle ned og nappe små krebsdyr i lygtens skær, meget underhol-dende! Og, for nu lige at gøre en lang historie længere, så kom der en fjæsing svømmende forbi, tyde-ligt irriteret og med strittende finner.

Yep, land er ca. den vej	Tøzerne på vej i

En enkelt øl gør jo altid godt, når man er kommet ud af tørdragten! Vi blev mindet om, at sidsteholdet ikke altid får tid til at hygge sig med en velfortjent kold øl efter dykket, næh nej, vi kunne værsgo drikke dem i bilen, for bussen kørte……!


Kim R.