Tusmørkedykning.

Det er ved at være den tid på året hvor det er de sidste båddykninger på tirsdagsdykningerne. 9 havbasser var mødt op, og kl.17.26 kørte de sidste fra svømmehallen mod Helsingør hvor Otto var aftenens dykkermål.

Havbasser i bevægelse

Vi vendte dog hurtigt tilbage da vi kom i tanke om at vi havde glemt nøglen til bommen.


Det er fint stil det der....	Yep, vi fik båden i vandet.	Der rigges til.

Vejret var fint, ingen vind men det var og noget gråt og skyet. Båden blev hurtigt sat i vandet og alle gjorde deres udstyr klart da det var sparsomt med pladsen. S.S.Otto blev hurtigt slået og umiddelbart så det fint ud uden strøm. Noget var dog uldent og der blev usikkerhed om loddet lå på vraget, så det blev en OMMER. Kim blev sendt ned og da der var bundet på røg holdene i vandet som perler på en snor. Sten og jeg ventede i båden til første hold var oppe og var sikre på at vi ville være sidste hold nede med vores bundtid så vi kunne binde af.

Der var strøm i hele vandsøjlen men det var til at have med at gøre og endvidere var der store ”snefnug” alger fra overflade til bund. På Otto kunne strømmen dog visse steder være kraftigere p.g.a. turbulens. Der var bundet på i bagbord side foran. Efter sidste tirsdags rødtunge fangst var målet klart: MAD. Vi svømmede agterud i bagbord side spejdende på dækket, henover bro-området og agterud stille og roligt. Vi lyste omhyggeligt ned mellem dæksbjælkerne men der var ikke en rødtunge at se. Vi rundede agterenden og svømmede frem langs styrbord side. Ved påsejlingshullet kunne man virkelig mærke strømmen og man kunne se at strømmen ramte styrbord side og ”skidt og møg ” blev ”blæst” op over dækskanten.

Pludselig var der en, 1 meter foran mig. En Rødtunge i en størrelse så mere en en person kunne blive mæt. Langsomt pakkede jeg mit fangst-søm frem men et ½ sekund før jeg skulle give den dødsstødet vimsede den med en overlegenhed ind under noget dæk hvor den ikke kunne nås. Jeg havde tabt og begyndte at svømme videre da rødtungen kom ud igen og lagde sig hvor den havde ligget før. Magen til provokation, jeg huggede straks sømmet mod den men kunne dog mærke at da sømmet ramte dækket svømmede rødtunge mellem mine finner.
Sten havde fulgt mine fangst forsøg og havde set og den nu lå længere nede i et hul ovenpå en vandmand. Da jeg kom forsigtigt ned i hullet kunne jeg dog ikke se den men så en tilsvarende stor rødtunge. Jeg huggede sømmet mod den men snittede den kun hvorefter alt blev sort i en muddersky. Jeg måtte resignere: Jeg havde mødt rødtungernes svar på Carl Lewis og Ben Johnson men gud ved hvad de havde været ”dopet med”.

Vi fortsatte frem mod stævnen og krydsede over til bundtsovet. Vi havde nu været nede i 30 min og var sikre på at være de sidste. Der var godt træk på kæden og jeg var lige ved at få den viklet ind i et stort bundt fiskeliner, snore og tovværk da jeg viklede kæden fri. På vej op så jeg et tykt lag af alger der var termoklin laget. Jeg måtte lige tænde lygten igen og beundre laget på under og over-siden. Det var som et tæppe. Lidt sikkerheds-deko hvor vi med lygterne holdt øje med brandmændene der med deres lange tråde kom drivende hurtigere end os og båden . Oppe var det nu ved at blive mørkt og vi pakkede hurtigt samme og sejlede det korte stykke ind. I mørket trak vi båden op pakkede sammen og kørte med Farum kl. 21. Et af årets sidste tirsdagsdyk med båd var slut og den ristede rødtunge… tja det bliver efter næste dyk.

Skribenten i smilende storform.