d. 22/8-2006

Emil R. Rezlaff

Kl. 17:10 nåede jeg lige at vinke farvel til Havgassen, der kørte i forvejen. Alle øvrige tilmeldte deltagere var på plads ved svømmehallen, utålmodige efter at komme af sted. Alle stod og trippede som om klokken allerede var 17:30. Da jeg nogle minutter senere havde læsset mit grej ind i en varevogn gik det af sted mod Helsingør, godt nok før tid, men der var alligevel ikke plads til flere i bilerne, og der var ikke flere, der havde vist interesse på mailen.

Havgassen var i vandet, da vi nåede Helsingør, så var det bare med at få kastet udstyret i båden og komme af sted. Vejret var noget blandet, let til jævn vind, solstrejf og byger. Bølgerne var lidt ukomfortable og strømmen kunne vi ikke bedømme. Den korte sejltur ud til Emil var hurtigt overstået, vraget fundet og loddet droppet. Og strømmen i overfladen viste sig at være ca. 1,5 – 2 knob sydgående.

Henrik Jensen fik fornøjelsen af at binde på, efterfulgt af Manley, der skulle bade ”Kaptajn Klo”. Derefter gik det derudaf med Sten og Allan H. og Per LN og Nicolai H. Torben og undertegnede skulle så, som de sidste, vente til de første kom op igen.

Henrik Jensen var den første, der kom op. Han fortalte om god sigt og lidt strøm på vraget, og han havde i øvrigt et par flotte rødtunger med op. Manley havde også kløet nogle (5?) rødtunger på ryggen med kloen.

Torben hoppede derefter i baljen og startede med at free-flow’e. Han fik brugt de første 75 bar på det, men havde stadigvæk luft nok til at gennemføre dykket. Hans omhyggeligt foldede neoprenhalsmanchet gav samtidigt efter for overfladestrømmen og lukkede noget af Øresund ind i dragten. Så syntes han ikke det var sjovt længere! Vi syntes ellers, at vandet var dejligt varmt, men han var ikke helt enig med os. Enden på historien blev, at jeg skulle klare mig selv!

På vej ned ad tovet passerede jeg Sten og Allan, der begge kæmpede med strømmen på dekostoppet, og da jeg nåede vraget, kunne Per og Nicolaj’s lygter ses på lang afstand. Sigten var god, ikke som i Norge, men bestemt acceptabel for Øresund – 6-8 meter. Der var noget strøm langs med vraget, men det er fint at have noget, der kan fjerne sporene, når man nu ligger med maven på bunden og lyser ind i hullerne. Bunden ved Emil består af hårdt pakket sand og hvirvles ikke så let op. Vraget var smukt overgroet med det sædvanlige liv, som findes i denne del af Øresund: masser af sønelliker, dødemandshånd, hydoider og anemoner. Dertil en masse slangestjerner, der filtrerede på livet løs og vejede med armene op i strømmen og mange andre arter af søstjerner. Søpindsvin, eremitkrebs, taskekrabber og snegle, både med og uden hus. Specielt flot var det at se busknøgensneglene guffe hydroider i sig. Fisk var der selvfølgelig også, rødtunger, der kom frem i skumringen, havkarusser, sortvels og rigtig mange buskhoveder, hvoraf nogle var kæmpestore. Sej og torsk var blevet skræmt bort af de foregående, men flere påstod, at begge arter havde været talrigt repræsenteret på vraget.

Efter en tur rundt på vraget begyndte strømmen at tage til, og sigten ved bunden blev markant forringet. Det var også blevet tid til at binde af, og det gik også meget fint indtil loddet kilede sig fast i en revne. Loddet sad rigtigt godt fast, og da min ene hånd var fyldt med pirke, måtte jeg kæmpe en rum tid med det. Da jeg skulle til at smide pirkene kom loddet endelig frit, og jeg blev trukket 10 m op. Det gik lige hurtigt nok pga. trækket i båden, men det var efterfølgende rart ikke at skulle kæmpe med strømmen på tovet og stigen. Lidt deko og sikkerhedsstop og så ellers op til noget af et regnskyl. Sigten i båden var dårligere end på vraget!

Mens vi ufrivilligt fik skyllet vores udstyr, kunne vi se den tyske invasion gentage sig (kom de nordfra dengang?). Flere tyske krigsskibe end der findes i den samlede danske marine tordnede ned gennem Øresund med en hidsig helikopter svirrende omkrig de første og største. Der var desuden et par store RIB’er, der ræsede rundt, men om de tilhørte invasionsstyrken kunne vi ikke afgøre. Flådeskibene sejlede hurtigt, og de kunne høres vidt omkring (også under vandet). Regnen dæmpede dog både lyd og billede noget. Ærgerligt det pissede sådan ned, for det var sikkert et imponerende syn med alle de krigsskibe. Men efter at have afventet passagen af et par af skibene, ville vi lige krydse konvojen, og dermed også krydse deres imponerende hækbølger, der fik bølgerne fra Norgesfærgen til at virke som små krusninger. Som sagt, så gjort! En heftig gyngetur senere var vi sluppet igennem de tyske linier og fortsatte mod Helsingør Nordhavn. Helikopteren havde også fået øje på os og skulle lige se hvem vi var. Den kom meget tæt på, men bombede os ikke. Vi blev nok betragtet som harmløse eller måske endda venligtsindede.

Rolig sejlads ind for vi kunne intet se for regn. Og for at gøre ondt værre, så tiltog regnen da vi kom i havn og skulle klæde om. Der opstod kø under Manleys bagklap, hvor der var godt en kvadratmeter uden regn, men med 10 cm vand på ”gulvet”!

Kim R.