Fredag 4/8-2006

Tidlig afgang med Hundsvær til Iris, et vrag fra krigens tid, der ligger i havnen. Vraget ligger på siden på 33 meters dybde, men rager op til 20. Masser af sej og torsk. Flere store og fine rødtunger og masser af diverse hvirvelløse. Dekostoppet var denne gang som en dag på Tristlegorm, meget kaotisk og dykkere overalt. En lang bøjelinen fangede flere intetanende, der lå frit i vandet, og de lange dekotider gjorde det ikke nemmere.

Eftermiddagsdykket blev rykket lidt frem, af hensyn til bådføreren, der skulle jage gæs. Vi, som har handlet ind i norske butikker, har fuld forståelse for nødvendigheden af at strække husholdningsbudgettet, og af samme grund slæbte vi et par harpuner med på Fisser, En havkat (en killing) kom med til middag sammen med nogle lyssej.

Fisser var igen en flot oplevelse og denne gang blev der set både troldkrabber og havkat. Alle var i vandet samtidigt for at fremme afviklingen, og det resulterede igen i et noget kaotisk roderi på bundtovet. Ellers en flot gentagelse af succesen fra onsdag.

Kirsten, Ken og Piv skulle rejse efter middagen, og Helle, Mads, Peter Hans-Erik og Anders skulle af sted tidligt lørdag, så de fik vasket og pakket deres grej. Vi andre fik ordnet fiskene og startet grillen.. Der var flere arter på grillen. Havkat og -killing, rødtunger, rødspætter og et par havtasker blev tilberedt sammen med de makreller Mads og hans drenge havde fanget.

Herefter afsked med Kirsten, Ken og Piv, og det var et tegn på, at turen snart var slut. For ikke at blive alt for sentimentale, og også fordi vi alligevel ikke havde flere spændende drikkevarer, ville vi lige natdykke på spidsen af Hundsvær (skæret).


Gopel!

Meget fint dropoff med overhæng og ca. 60 meter til bunden. Krystalklart vand under 30. Førsteholdet så en kæmpe lange, halvanden meter, og frit fremme med sine blålige finner. Desværre var den væk, da andetholdet efterfølgende prøvede at finde den..