Torsdag 3/8-2006
Morgenmaden bestod mest af praleri over hummerne aftenen før og der var ikke helt den samme morgentravlhed. Afgang var alligevel til normal tid for førsteholdet. Turen gik igen til ”Bredflabsletten”, som kan dykkes på mange måder og forskellige vægge hver gang, hvis man ønsker det. Vandet var igen klart på dybden, men fiskeriet havde gjort et vist indhug i bestanden af havtasker, og kun få blev set. Dog skulle Sten være set svømmende med en død torsk på 60 meters dybde, men den var vist død da han fandt den.
|
|
Eftermiddagsdykket var i Taftesund, hvor der tidligere er gjort fangst af havkat, og da turen kunne kombineres med planlægningen af aftenens dyk i Skodjestrømmen, blev det hele jaget igennem på den halve tid. Kun en havkat faldt, men vi manglede også en følgebåd i den stærke strøm under broen. Det holdt folk lidt væk fra de allerbedste steder. Hurtigt tilbage, pakke gummibåd og derefter sluge lidt aftensmad, gryderet med pasta, og derefter ud til Skodjestrømmen.
Der blev delt 3 hold og førsteholdet kom i præcis, hvor vandet var højst. De skulle så svømme frem mod strømmen og nyde turen. Først igennem var Karin, hun havde ikke haft strøm, men måtte svømme selv. Derefter kom Sten og Søren B., som havde haft tissepittstop på klipperne, og sidst kom Manley. Alle havde haft smukke dyk, men ikke meget strøm. Andetholdet var Helle og Mads og Peer og Hans. De havde haft lidt strøm og nydt det smukke dyk, men ikke den ventede rivende strøm. Tredieholdet var Ken og Kirsten og John og Kim.
Mads ville gerne deltage igen og denne gang var der lidt mere strøm. Ken fik fordybet sig i et par havkatte og kom ikke igennem strømmen, som nu var kraftig. Han fik en røffel af kaptajnen, men det får vi jo alle sammen ind imellem.. Smukt og fint dyk med masser af søpølser, dødemandshånd, slangestjerne og store sej. Vandet var meget klart og turen burde gentages flere gange.
Hen til kaffe og Karins chokoladekage, og derefter tilbage til Ålesund, hvor ølbeholdningen nu var kritisk. Aftenens emne for diskussion var lyssej og lubber, som er det samme (enighed opnået ved almindeligt flertal og opslag i bog)