Mandag 31/7-2006
Morgenmad og efterfølgende første hold i vandet kl. 0900. Denne gang gik alting lidt lettere, for alle havde fået fisket udstyret frem fra biler og tasker og limet og repareret det nødvendige. Turen gik denne gang til Kveitskjer, der i 2004 blev døbt "Bredflabsletten", et skær med en klippevæg med tang på toppen og en skrånende skalbund fra 30 til 50 meter fulgt af yderligere et dropoff, som fortsatte mange meter ned. Sigten var 5-8 meter ved overfladen og dybere end 30 meter var sigten 25+ og ingen strøm Alle kunne se alle, præcis som på et gruppedyk i Rødehavet. Selv om det var dybt, var det easy-diving.
Også i år levede sletten op til sit navn, i hvert fald i begyndelsen af ferien, og da flere deltagere havde dræbergener, store knive og harpuner blev der fanget en del fisk og skaldyr, primært bredflab, rødspætter og en håndfuld taskekrabber, der skulle ende deres dage i suppen sammen med en flot enlig hummer, som Piv fik med op. Alle disse dyr skulle selvfølgelig renses og dette var et af mange højdepunkter for ungerne, der fik anskuelighedsundervisning i praktisk biologi.
|
|
Andetdykket foregik også på sletten og der blev slagtet lidt endnu, men vi havde allerede fisk til aftensmaden og suppen, så det var med det rekreative i højsædet.
Menuen denne aften blev grillet havtaske (og masser af det) med kartofler og salat. Dertil Hollandaisesauce af 3 kg smør og rigtigt mange æggeblommer - coronarcreme-, som Manley producerede uden at få den til at skille. Grillet havtaske er en delikatesse. Utroligt at så grim en fisk smager så skønt.
|
|
Efterfølgende skulle der lige nydes en lille drink og ordnes en verdenssituation! Situationen omkring GT-beholdningen var allerede blevet kritisk og overskyggede verdens øvrige problemer. Men tonic kunne dog skaffes i dette uciviliserede land. Denne aften blev noget mere munter, måske fordi rejsetrætheden var fjernet o g fordi deko foregår jo, som bekendt, på 40 % alkohol og 100 % ilt. Da vi ikke havde ilt til rådighed, måtte vi kompensere en smule…