Søndag 30/7-2006
Andre deltagere havde valgt alternative ruter fra div. feriedestinationer, og ankomsttidspunkterne var fra tidlig morgen til op på formiddagen. Omkring kl. 0800 begyndte det at røre på sig i huset, og ca. kl. 0845 var der ingen vej uden om. Man skulle op og have morgenmad. Det var fint med æg og bacon, diverse brød og pålæg og ikke mindst en kæmpe samling morgenmads produkter, der bare skulle mælk på.
|
|
Efter dette meget store måltid skulle gummibåden lige søsættes, og det blev gjort med rutine og ganske hurtigt. Imens det blev gjort ankom Mads og kompagni og kunne lige nå at give et nap med. Vejret var lidt gråt, men helt stille og varmt, så der kom sved på panden, da vi skulle i udstyret for at komme på det første dyk. Vi sejlede kun til det lille husskær- Hundsvær- hvor en lille væg/dropoff skulle besøges.
Et meget fint dyk selvom der var lidt langt ud til dropoff fra hvor vi blev sat i vandet. Meget fint vand med omkring 10 meters sigt i overfladen og helt klart vand under 30 meter. Man kunne lyse lige så langt i vandet som lygten kunne. Og der var langt!
Imens første hold var ude og dykke blev turens første limopgave klaret, da Kims halsmanchet var gået på det sidste dyk på Skagen. Den var næsten klar da vi kom tilbage, dog tog andetholdet bare et dyk lige fra broen, da der var meget udstyr, der lige skulle testes efter større og mindre reparationer. Karin og John ankom som de sidste, og fik sig indlogeret, så de kunne nå at komme med på andetdykket. Søren B. begik desuden egenhændigt drab på en bredflab/havtaske, og grundlagde dermed fiskesuppen senere på ugen. Den drabelige fisk var genstand for stor beundring fra hele børneflokken, både store og små.
Flere af turens deltagere var bekendt med forholdene omkring "husskærene" fra turen i 2004, men alligevel var det svært at genkende de gode steder. Heldigvis er der godt næsten over det hele, så der var også nye oplevelser for de "erfarne".
|
|
Dagens sidste, men ikke mindst betydningsfulde opgave var, at indkøbe og producere aftensmad til 18 personer i en by, hvor alt er lukket om søndagen, Efter en ihærdig indsats lykkedes det at tømme tankstationer og kiosker for alt, der lignede levnedsmidler, og efterfølgende producere en gang spagetti med kødsovs.
Aftenen var præget af, at flere havde rejst hele natten, så der var tidligt ro i lejren - sådan da..