Lørdag 29/7-2006
Sommerferie i Ålesund! Efter 3 uger med høj sol og meget varme bliver det dejligt at komme lidt nordpå og i vandet. Bilen blev pakket dagen før og var godt fyldt med udstyr for 5 mand og gummibåd med motor.
Kl. 1200 afgang fra Farum for en del af rejseselskabet, og derefter ud og hente et par Værløse borgere og så ellers af sted. Præcis 14 timer (altså søndag) senere landede vi i klubhuset i Ålesund. Vi havde kørt konstant og kun holdt en gang for at tanke og en gang for at få lidt mad. I alt 28 minutter havde bilen holdt stille på vejen. Da vi kørte over grænsen imellem Sverige og Norge droppede temperaturen fra 27 grader til 16 grader og vi fik en masse regn. Meget flot tur igennem Romsdalen hvor det desværre var blevet mørkt, men man kunne da se nogle af vandfaldende og de flotte fjelde.
Da vi først var ankommet kunne vi konstatere, at de først ankomne alle sov og ikke havde meget lyst til selskabelighed. Da vi samtidigt var sukkerhøje og ikke sådan lige kunne sove, skulle der lige drikkes lidt velkomstøl inden vi gik til køjs. Klokken blev omkring 0330 før køjerne blev belagt.
Det var en lang dag.