Østersøen uge 27
Jeg kom allersidst og de øvrige deltagere måtte endda vente på mig, så jeg
vedkender mig ansvaret, for at beretningen kommer på hjemmesiden. Dagene lignede
hinanden – på den gode måde – men det betyder også, at det kan være lidt svært
at beskrive, uden at gentage sig selv hele tiden.
Jeg vil derfor foruden en kort beskrivelse af turen dag for dag, give point for
vejret og vragene. Vragene får 2 karakterer, én for selve vraget og én for
sigten og stemningen på dykkene. Dette efter 10-skalaen hvor 10 er højst.
| Lørdag | - (opdateret d. 12/7-2006) |
| Søndag | - (opdateret d. 12/7-2006) |
| Mandag | - (opdateret d. 12/7-2006) |
| Tirsdag | - (opdateret d. 19/7-2006) |
| Onsdag | - (opdateret d. 19/7-2006) |
| Torsdag | - (opdateret d. 20/7-2006) |
| Fredag | - (opdateret d. 20/7-2006) |
| Lørdag | - (opdateret d. 04/8-2006) |
| Søndag | - (opdateret d. 04/8-2006) |
Lørdag 1. juli
Vi mødtes i Helsingør, jeg selv havde drukket 50 års fødselsdag det meste af
dagen og husker ikke så meget af turen, men jeg var ikke den eneste som blev
træt.
Vel ankomne til Sandhamn, pakkede vi båden og snakkede lidt om vores
forventninger og om planen for turen, vejrudsigten var som taget fra min
ønskeseddel, så vi gik til ro i en stemning af forventningsglæde.
Søndag 2. juli
Jeg husker ikke tidspunktet, men op kom vi og første vrag var Direktor
Reppenhagen, kun 1½ times sejlads fra Sandhamn og vejret var meget fint.
Vi fik delt os i to hold af 4 dykkere, og aftalte så at hold ét dykkede første
hver anden dag og hold to….ja rigtigt gættet. Vi havde aftalt ét dyk her og så
videre til næste vrag, men jeg må indrømme at Director ´en havde gjort indtryk
på mig, den er bestemt mange dyk værd. Alle var glade og vi fik nu lidt sol på
kroppen, på vej til næste vrag som var Ariel, der er en mindre svensk damper som
sank i 1912, vraget står ret på bunden på 48 meter, men er faldet noget sammen.
Allerede fra omkring 35 meter kunne man se vraget, sigten var simpelthen
fantastisk god og da øjnene efterhånden havde vænnet sig til mørket, kunne man
svømme rundt på vraget uden tændt lygte, vel at mærke uden at gå glip af noget.
Jeg svømmede på et tidspunkt på vragets bagbord side, vel i omkring 5-6 meters
afstand og iagttog hvordan vraget er begyndt at synke sammen, som en liter is
der står for længe i varmen. Først da jeg opdagede nogle store tærehuller i
skibssiden, tændte jeg lygten og oplyste rummene i vraget, fra denne afstand.
Jeg ville ikke svømme tættere på, idet helhedsindtrykket betog mig i den grad –
det skulle have være filmet.
Efter endt dyk på Ariel, blev vi enige om at overnatte bundet fast i vraget af
Nicomedia, så kunne man tage sig et aften eller natdyk her, efter behag. Dette
dagens tredie dyk husker jeg ikke så meget af, andet end vraget var meget stort
(117 m. langt) og meget tomt, jeg satte mig som mål at nå hele vejen ud i begge
ender, uden at blive der for længe for det var jo tredje dyk. Dette er måske
grunden til, at jeg ikke så så meget på vraget.
Vejret = 10
Direktor Reppenhagen = 8 / 8
Ariel = 7 / 10
Nicomedia = 7 / 5
Mandag 3. juli
De fleste af os vågnede ved at motoren startede, men blev liggende en times tid
længere, for så at nyde det daglige morgenmåltid, bestående af lidt af hver:
grød, cornflakes, tre slag brød, ost, skinke, marmelade og blødkogte æg, dette
var for øvrigt det samme hver morgen.
Dagens dykkemål var Emmy Hasse, en engelsk damper som sank i 1887 i en orkan.
Skibet er i både alder, længde og bredde meget lig Robert, byggestil og
indretning er heller ikke så forskellig fra Robert, men så ophører lighederne
også. Emmy Hasse ligger på siden på en hård bund, med alle træbygninger på
endnu. Døre sidder stadig i hængslerne, trapper til salon og kahytter med
gelænder i en tilstand, så man får lyst at sparke finnerne af og spadsere en tur
nedenunder og få en drink i de tunge mahognimøbler. På det velplejede teakdæk,
sidder begge master stadig og peger i fuld længde ud i vandet, stævnen er knust
men hel og både ankre og nedgangskapperne sidder nogenlunde som da skibet blev
bygget, ankerspillet er faldet af og ligger på havbunden med bunden i vejret.
Vi havde alle to rigtig gode dyk på vraget og meget begejstrede gik diskussionen
på om det havde været en meget, eller meget-meget fantastisk oplevelse. Sigten
var vi måske heller ikke helt enige om, men jeg tror ikke der var nogen bud
under 10 meter sigt - selv var jeg nærmere de 20.
Det eneste minus ved dette vrag, er dybden. Emmy Hasse landede på styrbord side
på 56 meter, men bagbord side lodder op til omkring 45 meter og herfra kunne man
se havbunden – uden brug af lygte.
Vejret = 10
Emmy Hasse = 10 / 10
Tirsdag 4. juli
Natten over, havde vi ligget ankret op nær Öland og tidligt tirsdag morgen
sejlede vi så atter østpå mod Norra Midsjöbank, for at se nærmere på et par
mindre trævrag. Det første vrag var vel omkring 25 meter langt, rimelig intakt
og fuld af fine detaljer, master, jomfruer og andet tilhørende skibets rig, lå
strøet i og omkring vraget, som jeg med stor sikkerhed vurderer til 99 år
gammelt. Foruden selve skibet med udrustning, var der masser af spor efter
menneskelig tilstedeværelse, i form af porcelæn, glas og private ejendele.
Dybden var 47 meter, men den gode sigt snød min fornemmelse noget, så jeg fik
mig en lille forskrækkelse da jeg aflæste computeren, jeg fik dobbelt så lang
tid på deko, som på vraget.
Nå men vi sejlede videre, da alle havde gasset af og mens vi sejlede fik vi elggryde a´la´Pelle.
Næste vrag lå noget lavere 42 – 43 meter så vidt jeg husker og
det gav jo lidt længere tid. Desværre var der ikke så meget at bruge denne tid
til, idet vraget var ret kedeligt. Det var betydelig større end det forrige
vrag, men det var ikke så ”frodigt”. Det lignede nærmest de store trævrag som af
og til dukker op på den Jyske vestkyst, nærmest kun spanterækker og skibsside,
men sigten - uuhhhh. Dette var i øvrigt det eneste vrag på hele turen, hvor der
var fisk af betydning. Store torsk i hundredvis, som vi kender det fra vragene i
den sydvestlige del af Østersøen.
|
Vi optog et par enkelte genstande, for om muligt at datere vraget. |
Dagen var lang og lys, så uden at tilsidesætte sikkerheden,
var det muligt at gennemføre et tredje dyk. Valget faldt på Director
Reppenhagen, som flere af os havde savnet lidt. Efter endt dykning, sejlede
vi til Sandhamn for at hente reservekaptajnen, inden den lange tur mod
Polen.
Vejret = 10
Midsjöbankevrag I = 9 / 9
Midsjöbankevrag II = 5 / 10
Director Reppenhagen = 8 / 8
Onsdag 5. juli
Vi havde nu dykket temmelig intensivt i tre dage, der var derfor ingen hastværk
denne morgen. Besætningen supplerede proviantbeholdningen og servicerede
kompressoren, vi andre sov længe, tog et ekstra bad, eller noget helt andet.
Omkring middag var alt klart og vi afsejlede mod Polen, på vejen
derned skulle vi lede efter nogle vrag med sidescansonaren, men for at turen
ikke skulle føles for lang og kedelig, besluttede vi at tage et dyk på Walther
Leonhardt. Igen var sigten fortryllende god, mindst 20 meter. Vraget er faldet
meget sammen og omkring det ligger jernplader og mindre sektioner, af de
bygninger som tidligere har stået på dækket.
Efter endt dykning blev der masser af tid til at slappe af, dykket blev dagens eneste og vi sejlede nu af sted i siksak, i havblik. Der var intet på nogen af de positioner vi ledte på, men vi hyggede os i solen, som dog efterhånden gik ned som den plejede.
Vejret = 10
Walther Leonhardt = 5 / 8
Torsdag 6. juli
I løbet af natten blæste det noget op, der blev skyllet dæk og de som var blevet
vænnet til sol og havblik og skødesløst havde efterladt tøj og logbogen på
dækket, måtte bruge morgenen til at tørre sine ting. Om morgenen havde vinden
lagt sig og eneste spor af ufreden, var svage dønninger. Selv var jeg plaget af
hovedpine og manglende søvn, men da jeg hørte plaskene efter de aktive dykkere
på dækket over mig - på vej mod resterne af verdens største søulykke nogensinde
-, blev jeg hurtig frisk.
|
|
| Hele denne del af vraget er brækket af og ligger på bagbord side |
Der var blevet smidt 2 bøjer, én i hver ende af vraget og
jeg valgte at starte i stævnen. Her havde jeg et par dyk sidste år og fandt
området meget interessant. Det rum som havde min store interesse, var et
lille rum bag et langt rum fuld af håndvaske, man kan ikke udefra se rummet,
men der er masser af plads, når man først er lidt indenfor og alting lå
præcis som jeg forlod det. Det er en slags kontor, hvor skrivebordet er
væltet og alle skufferne mangler (?), men indholdet ligger i mudderet eller
er rustet fast i væggen, som nu ligger vandret.
Sådanne steder er der mange af på Gustloff, vraget er meget ødelagt, men
hele sektioner ligger rundt omkring og når man først har fundet hoved og
hale på et område, er det spændende at gå på opdagelse. Andre havde fundet
et område med natpotter, dele af broen m.m., men man når ikke så langt
omkring, på et vrag som er over 200 meter langt og hvor bredden nogle steder
er nær 50 meter, fordi siderne er sprængt af og sammen med en del interiør,
ligger udenfor selve vraget.
Nå men jeg lå nu i dette kontor, beruset af nysgerrighed, da min automat
begyndte at blæse. Vandet var omkring 2 grader koldt og jeg havde allerede
ved indgangen fået ishagl i munden, men det blev trods stor forsigtighed
gradvis værre og jeg svømmede ud og skiftede automat, som efter bare 2 hiv
også begyndte at blæse. Så var det op, jeg genvandt kontrollen på bundtovet
og var egentlig på vej ned igen, da jeg mødte Tony, vi fulgtes op og jeg var
også lidt lettet over at have fulgt fornuften frem for nysgerrigheden.
Efter at have byttet min primære automat ud med en ny,
foregik mit andet dyk i agterenden. Sidste år dykkede jeg kun på midten og i
stævnen og ingen af disse steder, så jeg så meget som en eneste knogle.
Dette undrede mig, da der jo hævdes at være druknet 10.000 mennesker ved
forliset, men svømmer man fra agterste dæk – ned gennem hvor trædækket er
brækket over – og ind under det næste stykke dæk, så er der tydelige spor
efter de mange omkomne. Nogle steder er der tale om rigtig mange knogler,
blandet med diverse ejendele; en håndbruser, porcelæn, ølkrus, en håndlampe
og et par briller, var blandt de ting jeg svømmede forbi i knoglebunken.
Pludselig som man svømmer der i et rum med 45 grader slagside, hænger der et
toilet i loftet og man er svømmet ind i en anden del af vraget uden at
opdage det. Et sted så jeg 3 bænke, som lå oveni hinanden og hvoraf de to
var meget intakte, med endestykker af jern og træryg og træsæder. En fin
souvenir, hvis man da kunne gøre det i denne atmosfære af død.
Efter endt dykning sejlede vi mod den polske havneby Leba, for at snuse lidt
til landlivet.
Vel ankomne i havnen blev der tjekket pas af myndighederne
og herefter spredtes vi ind over land, hvor vi blev tiltrukket af de mange
lokkende spise og forlystelsessteder. Enkelte var ude og se mindesmærket
over de omkomne fra Wilhelm Gustloff.
|
Mindemærket over de mange polakker der satte livet på spil under redningsaktionen for Wilhelm Gustloffs forlis |
Vejret = 10
Wilhelm Gustloff = 7 / 10
Fredag 7. juli
Om morgenen inden afrejsen, skulle vi igen tjekkes af de polske myndigheder
og blev råbt op på bedste skolemaner. Betjenten fortalte at han havde en
mistanke om at vi ville dykke på vraget af Wilhelm Gustloff og at dette var
forbudt. Tony havde en længere diskussion med ham, idet vi jo mente at vi
havde retten på vores side. Enden på det blev, at vi fik en stak papirer at
granske og en tilladelse til at dykke én gang, for at fjerne de bøjer vi
havde bundet på vraget dagen før.
Jeg startede denne dag med at dykke på forskibet og det blev
så sidste dyk på vraget. For at sikre sig at vi kun dykkede for at fjerne
bøjerne, havde de nemlig sendt en flyvemaskine ud og den cirklede omkring
os, indtil vi igen satte fart på skibet, nordover mod Södra Midsjöbank.
Efter mange timers sejlads, kastede vi anker ved et vrag af
den svenske trawler Vingafors, som sank engang i 1990-erne. Det blev nærmest
et natdyk, men det var havblik og vi hyggede os endnu engang på havet, i
solnedgangens skær.
Vejret = 10
Wilhelm Gustloff = 7 / 9
Vingafors = 0 / 5
Lørdag 8. juli
Denne dag startede egentlig om natten, forstået på den måde af vi afsejlede
inden det blev lyst og ledte efter nye vrag med sonaren. På skift tjekkede
vi den øde havbund som tilsyneladende er langt vragfattigere end vores egen
del af Østersøen – hvis man kan sige det på den måde. Længe efter at det var
blevet lyst, havde der stadig ikke vist sig så meget som et bræt og det
viste sig i øvrigt at sonaren kun virkede af og til, hvilket til sidst
gjorde at den blev trukket ind og vi sejlede nu mod et sikkert vrag.
Ankommet til positionen, var der ikke meget lodskud at se,
faktisk så lidt at jeg selv i Kattegat havde været i tvivl om at et vrag
kunne rådne bort i sådan grad, at det kun loddede ½ meter. Men vi blev
forsikret om, at her tidligere var iagttaget resterne af et meget gammelt
skib, hvor man kunne se træudskæringer, gamle krukker m.m. Bunddybden var så
vidt jeg husker lige omkring 50 meter, så det var noget af en satsning
Henrik og Thomas gjorde, da de meldte sig som frivillige
havbundsefterforskere. Efter 15 minutter kunne det konstateres, at der intet
vrag var (?)
Herefter sejlede vi videre til næste position, ”Røde lygte” blev dette vrag
kaldt, her var det Asger og jeg selv som skulle ned og kigge, på ekkoloddet
var der en lille bule, men i de 10 meter sigt var jeg ikke i tvivl, der
måtte være noget galt med deres positioner, for heller ikke her var der
noget vrag.
Herefter sejlede vi mod positionen af Gutrune, hvor alle havde et fint
første dyk. Humøret var atter i top og mellem dykkene blev der nydt den
sædvanligvis gode varme lunsch og en kold øl. Vi var nogle stykker som talte
om at vi glædede os til at komme hjem, efter alt det sejlen og dykken, tænk
at man kan blive træt af at dykke på de vrag i det vejr.
Andet dyk lykkedes kun delvist, for da sidste hold var på vej ned sprang
wiren og de måtte returnere. Det skyldtes at der var kommet noget søbrise
som fik skibet til at hugge lidt i søen, nok til at den faste bøje på vraget
ikke kunne holde til trækket. Det betød at der stadig var 4 mand på vraget,
der blev sat udkig i de retninger dykkerne ville befinde sig i, når deres
planlagte dykke og dekotid ophørte. Der gik heller ikke længe før den første
dekobøje viste sig, snart efter endnu én, men vi kunne på boblerne se, at
der kun var én dykker på den ene bøje, så vi manglede stadig en mand.
Efter en tid med fortsat tiltagende vind og grov sø, samtidigt med solens
glitren i bølgerne vanskeliggjorde udkigget, dukkede endelig den sidste bøje
op, vi samlede den sidst dykker op og begav os nu mod Sandhamn.
Vejret = 7
Gutrune = 6 / 7
Søndag 9. juli
Vi stod tidligt op og dagens valg blev af vrag blev King, en lille norsk
damper som sank efter grundstødning på Utklippan, engang under sidste krig.
Dette fordi den ligger tæt på Sandhamn og fordi der ikke er ret dybt - 35
meter så vidt jeg husker. Vi kunne derfor være tidligt inde og nå hjem til
aftensmad – men ikke fordi vi trængte.
Vejret = 10
King = 5 / 7
Tekst: Allan Jensen
Foto: Asger Kurth, Allan Hansen og Flemming Kirkegård