Østersøen uge 27

Jeg kom allersidst og de øvrige deltagere måtte endda vente på mig, så jeg vedkender mig ansvaret, for at beretningen kommer på hjemmesiden. Dagene lignede hinanden – på den gode måde – men det betyder også, at det kan være lidt svært at beskrive, uden at gentage sig selv hele tiden.

Jeg vil derfor foruden en kort beskrivelse af turen dag for dag, give point for vejret og vragene. Vragene får 2 karakterer, én for selve vraget og én for sigten og stemningen på dykkene. Dette efter 10-skalaen hvor 10 er højst.
 

Lørdag 1. juli

Vi mødtes i Helsingør, jeg selv havde drukket 50 års fødselsdag det meste af dagen og husker ikke så meget af turen, men jeg var ikke den eneste som blev træt.
 

De små englebasser vragbasser sover

Vel ankomne til Sandhamn, pakkede vi båden og snakkede lidt om vores forventninger og om planen for turen, vejrudsigten var som taget fra min ønskeseddel, så vi gik til ro i en stemning af forventningsglæde.

Søndag 2. juli

Jeg husker ikke tidspunktet, men op kom vi og første vrag var Direktor Reppenhagen, kun 1½ times sejlads fra Sandhamn og vejret var meget fint.

Kaptajnen strækker sig i morgensolen.

Vi fik delt os i to hold af 4 dykkere, og aftalte så at hold ét dykkede første hver anden dag og hold to….ja rigtigt gættet. Vi havde aftalt ét dyk her og så videre til næste vrag, men jeg må indrømme at Director ´en havde gjort indtryk på mig, den er bestemt mange dyk værd. Alle var glade og vi fik nu lidt sol på kroppen, på vej til næste vrag som var Ariel, der er en mindre svensk damper som sank i 1912, vraget står ret på bunden på 48 meter, men er faldet noget sammen.

Allerede fra omkring 35 meter kunne man se vraget, sigten var simpelthen fantastisk god og da øjnene efterhånden havde vænnet sig til mørket, kunne man svømme rundt på vraget uden tændt lygte, vel at mærke uden at gå glip af noget. Jeg svømmede på et tidspunkt på vragets bagbord side, vel i omkring 5-6 meters afstand og iagttog hvordan vraget er begyndt at synke sammen, som en liter is der står for længe i varmen. Først da jeg opdagede nogle store tærehuller i skibssiden, tændte jeg lygten og oplyste rummene i vraget, fra denne afstand. Jeg ville ikke svømme tættere på, idet helhedsindtrykket betog mig i den grad – det skulle have være filmet.

Efter endt dyk på Ariel, blev vi enige om at overnatte bundet fast i vraget af Nicomedia, så kunne man tage sig et aften eller natdyk her, efter behag. Dette dagens tredie dyk husker jeg ikke så meget af, andet end vraget var meget stort (117 m. langt) og meget tomt, jeg satte mig som mål at nå hele vejen ud i begge ender, uden at blive der for længe for det var jo tredje dyk. Dette er måske grunden til, at jeg ikke så så meget på vraget.

Turens første solnedgang.

Vejret = 10
Direktor Reppenhagen = 8 / 8
Ariel = 7 / 10
Nicomedia = 7 / 5


Mandag 3. juli

De fleste af os vågnede ved at motoren startede, men blev liggende en times tid længere, for så at nyde det daglige morgenmåltid, bestående af lidt af hver: grød, cornflakes, tre slag brød, ost, skinke, marmelade og blødkogte æg, dette var for øvrigt det samme hver morgen.

Dagens dykkemål var Emmy Hasse, en engelsk damper som sank i 1887 i en orkan. Skibet er i både alder, længde og bredde meget lig Robert, byggestil og indretning er heller ikke så forskellig fra Robert, men så ophører lighederne også. Emmy Hasse ligger på siden på en hård bund, med alle træbygninger på endnu. Døre sidder stadig i hængslerne, trapper til salon og kahytter med gelænder i en tilstand, så man får lyst at sparke finnerne af og spadsere en tur nedenunder og få en drink i de tunge mahognimøbler. På det velplejede teakdæk, sidder begge master stadig og peger i fuld længde ud i vandet, stævnen er knust men hel og både ankre og nedgangskapperne sidder nogenlunde som da skibet blev bygget, ankerspillet er faldet af og ligger på havbunden med bunden i vejret.

Vi havde alle to rigtig gode dyk på vraget og meget begejstrede gik diskussionen på om det havde været en meget, eller meget-meget fantastisk oplevelse. Sigten var vi måske heller ikke helt enige om, men jeg tror ikke der var nogen bud under 10 meter sigt - selv var jeg nærmere de 20.

Hygge i rum sø, bemærk vandflasken og ingen øl!

Det eneste minus ved dette vrag, er dybden. Emmy Hasse landede på styrbord side på 56 meter, men bagbord side lodder op til omkring 45 meter og herfra kunne man se havbunden – uden brug af lygte.

Vejret = 10
Emmy Hasse = 10 / 10


Tirsdag 4. juli

Natten over, havde vi ligget ankret op nær Öland og tidligt tirsdag morgen sejlede vi så atter østpå mod Norra Midsjöbank, for at se nærmere på et par mindre trævrag. Det første vrag var vel omkring 25 meter langt, rimelig intakt og fuld af fine detaljer, master, jomfruer og andet tilhørende skibets rig, lå strøet i og omkring vraget, som jeg med stor sikkerhed vurderer til 99 år gammelt. Foruden selve skibet med udrustning, var der masser af spor efter menneskelig tilstedeværelse, i form af porcelæn, glas og private ejendele. Dybden var 47 meter, men den gode sigt snød min fornemmelse noget, så jeg fik mig en lille forskrækkelse da jeg aflæste computeren, jeg fik dobbelt så lang tid på deko, som på vraget.

Syltede agurker fra ”gamle dage”v

Nå men vi sejlede videre, da alle havde gasset af og mens vi sejlede fik vi elggryde a´la´Pelle.

Næste vrag lå noget lavere 42 – 43 meter så vidt jeg husker og det gav jo lidt længere tid. Desværre var der ikke så meget at bruge denne tid til, idet vraget var ret kedeligt. Det var betydelig større end det forrige vrag, men det var ikke så ”frodigt”. Det lignede nærmest de store trævrag som af og til dukker op på den Jyske vestkyst, nærmest kun spanterækker og skibsside, men sigten - uuhhhh. Dette var i øvrigt det eneste vrag på hele turen, hvor der var fisk af betydning. Store torsk i hundredvis, som vi kender det fra vragene i den sydvestlige del af Østersøen.
 

Onsdag 5. juli

Vi havde nu dykket temmelig intensivt i tre dage, der var derfor ingen hastværk denne morgen. Besætningen supplerede proviantbeholdningen og servicerede kompressoren, vi andre sov længe, tog et ekstra bad, eller noget helt andet.

Sten læser på dagens lektie

Omkring middag var alt klart og vi afsejlede mod Polen, på vejen derned skulle vi lede efter nogle vrag med sidescansonaren, men for at turen ikke skulle føles for lang og kedelig, besluttede vi at tage et dyk på Walther Leonhardt. Igen var sigten fortryllende god, mindst 20 meter. Vraget er faldet meget sammen og omkring det ligger jernplader og mindre sektioner, af de bygninger som tidligere har stået på dækket.
 

Sonaren klar – men ikke til megen nytte

Efter endt dykning blev der masser af tid til at slappe af, dykket blev dagens eneste og vi sejlede nu af sted i siksak, i havblik. Der var intet på nogen af de positioner vi ledte på, men vi hyggede os i solen, som dog efterhånden gik ned som den plejede.

Solnedgang over Østersøen

Vejret = 10
Walther Leonhardt = 5 / 8

Torsdag 6. juli

I løbet af natten blæste det noget op, der blev skyllet dæk og de som var blevet vænnet til sol og havblik og skødesløst havde efterladt tøj og logbogen på dækket, måtte bruge morgenen til at tørre sine ting. Om morgenen havde vinden lagt sig og eneste spor af ufreden, var svage dønninger. Selv var jeg plaget af hovedpine og manglende søvn, men da jeg hørte plaskene efter de aktive dykkere på dækket over mig - på vej mod resterne af verdens største søulykke nogensinde -, blev jeg hurtig frisk.
 

Der var blevet smidt 2 bøjer, én i hver ende af vraget og jeg valgte at starte i stævnen. Her havde jeg et par dyk sidste år og fandt området meget interessant. Det rum som havde min store interesse, var et lille rum bag et langt rum fuld af håndvaske, man kan ikke udefra se rummet, men der er masser af plads, når man først er lidt indenfor og alting lå præcis som jeg forlod det. Det er en slags kontor, hvor skrivebordet er væltet og alle skufferne mangler (?), men indholdet ligger i mudderet eller er rustet fast i væggen, som nu ligger vandret.

Sådanne steder er der mange af på Gustloff, vraget er meget ødelagt, men hele sektioner ligger rundt omkring og når man først har fundet hoved og hale på et område, er det spændende at gå på opdagelse. Andre havde fundet et område med natpotter, dele af broen m.m., men man når ikke så langt omkring, på et vrag som er over 200 meter langt og hvor bredden nogle steder er nær 50 meter, fordi siderne er sprængt af og sammen med en del interiør, ligger udenfor selve vraget.

Nå men jeg lå nu i dette kontor, beruset af nysgerrighed, da min automat begyndte at blæse. Vandet var omkring 2 grader koldt og jeg havde allerede ved indgangen fået ishagl i munden, men det blev trods stor forsigtighed gradvis værre og jeg svømmede ud og skiftede automat, som efter bare 2 hiv også begyndte at blæse. Så var det op, jeg genvandt kontrollen på bundtovet og var egentlig på vej ned igen, da jeg mødte Tony, vi fulgtes op og jeg var også lidt lettet over at have fulgt fornuften frem for nysgerrigheden.
 

Efter at have byttet min primære automat ud med en ny, foregik mit andet dyk i agterenden. Sidste år dykkede jeg kun på midten og i stævnen og ingen af disse steder, så jeg så meget som en eneste knogle. Dette undrede mig, da der jo hævdes at være druknet 10.000 mennesker ved forliset, men svømmer man fra agterste dæk – ned gennem hvor trædækket er brækket over – og ind under det næste stykke dæk, så er der tydelige spor efter de mange omkomne. Nogle steder er der tale om rigtig mange knogler, blandet med diverse ejendele; en håndbruser, porcelæn, ølkrus, en håndlampe og et par briller, var blandt de ting jeg svømmede forbi i knoglebunken.

Pludselig som man svømmer der i et rum med 45 grader slagside, hænger der et toilet i loftet og man er svømmet ind i en anden del af vraget uden at opdage det. Et sted så jeg 3 bænke, som lå oveni hinanden og hvoraf de to var meget intakte, med endestykker af jern og træryg og træsæder. En fin souvenir, hvis man da kunne gøre det i denne atmosfære af død.

Efter endt dykning sejlede vi mod den polske havneby Leba, for at snuse lidt til landlivet.
 

Vel ankomne i havnen blev der tjekket pas af myndighederne og herefter spredtes vi ind over land, hvor vi blev tiltrukket af de mange lokkende spise og forlystelsessteder. Enkelte var ude og se mindesmærket over de omkomne fra Wilhelm Gustloff.
 

Vejret = 10
Wilhelm Gustloff = 7 / 10

Fredag 7. juli

Om morgenen inden afrejsen, skulle vi igen tjekkes af de polske myndigheder og blev råbt op på bedste skolemaner. Betjenten fortalte at han havde en mistanke om at vi ville dykke på vraget af Wilhelm Gustloff og at dette var forbudt. Tony havde en længere diskussion med ham, idet vi jo mente at vi havde retten på vores side. Enden på det blev, at vi fik en stak papirer at granske og en tilladelse til at dykke én gang, for at fjerne de bøjer vi havde bundet på vraget dagen før.
 

Jeg startede denne dag med at dykke på forskibet og det blev så sidste dyk på vraget. For at sikre sig at vi kun dykkede for at fjerne bøjerne, havde de nemlig sendt en flyvemaskine ud og den cirklede omkring os, indtil vi igen satte fart på skibet, nordover mod Södra Midsjöbank.
 

Efter mange timers sejlads, kastede vi anker ved et vrag af den svenske trawler Vingafors, som sank engang i 1990-erne. Det blev nærmest et natdyk, men det var havblik og vi hyggede os endnu engang på havet, i solnedgangens skær.
 

Vejret = 10
Wilhelm Gustloff = 7 / 9
Vingafors = 0 / 5

Lørdag 8. juli

Denne dag startede egentlig om natten, forstået på den måde af vi afsejlede inden det blev lyst og ledte efter nye vrag med sonaren. På skift tjekkede vi den øde havbund som tilsyneladende er langt vragfattigere end vores egen del af Østersøen – hvis man kan sige det på den måde. Længe efter at det var blevet lyst, havde der stadig ikke vist sig så meget som et bræt og det viste sig i øvrigt at sonaren kun virkede af og til, hvilket til sidst gjorde at den blev trukket ind og vi sejlede nu mod et sikkert vrag.

Ankommet til positionen, var der ikke meget lodskud at se, faktisk så lidt at jeg selv i Kattegat havde været i tvivl om at et vrag kunne rådne bort i sådan grad, at det kun loddede ½ meter. Men vi blev forsikret om, at her tidligere var iagttaget resterne af et meget gammelt skib, hvor man kunne se træudskæringer, gamle krukker m.m. Bunddybden var så vidt jeg husker lige omkring 50 meter, så det var noget af en satsning Henrik og Thomas gjorde, da de meldte sig som frivillige havbundsefterforskere. Efter 15 minutter kunne det konstateres, at der intet vrag var (?)

Herefter sejlede vi videre til næste position, ”Røde lygte” blev dette vrag kaldt, her var det Asger og jeg selv som skulle ned og kigge, på ekkoloddet var der en lille bule, men i de 10 meter sigt var jeg ikke i tvivl, der måtte være noget galt med deres positioner, for heller ikke her var der noget vrag.

Herefter sejlede vi mod positionen af Gutrune, hvor alle havde et fint første dyk. Humøret var atter i top og mellem dykkene blev der nydt den sædvanligvis gode varme lunsch og en kold øl. Vi var nogle stykker som talte om at vi glædede os til at komme hjem, efter alt det sejlen og dykken, tænk at man kan blive træt af at dykke på de vrag i det vejr.

Andet dyk lykkedes kun delvist, for da sidste hold var på vej ned sprang wiren og de måtte returnere. Det skyldtes at der var kommet noget søbrise som fik skibet til at hugge lidt i søen, nok til at den faste bøje på vraget ikke kunne holde til trækket. Det betød at der stadig var 4 mand på vraget, der blev sat udkig i de retninger dykkerne ville befinde sig i, når deres planlagte dykke og dekotid ophørte. Der gik heller ikke længe før den første dekobøje viste sig, snart efter endnu én, men vi kunne på boblerne se, at der kun var én dykker på den ene bøje, så vi manglede stadig en mand.

Efter en tid med fortsat tiltagende vind og grov sø, samtidigt med solens glitren i bølgerne vanskeliggjorde udkigget, dukkede endelig den sidste bøje op, vi samlede den sidst dykker op og begav os nu mod Sandhamn.

Vejret = 7
Gutrune = 6 / 7

Søndag 9. juli
 

Vi stod tidligt op og dagens valg blev af vrag blev King, en lille norsk damper som sank efter grundstødning på Utklippan, engang under sidste krig. Dette fordi den ligger tæt på Sandhamn og fordi der ikke er ret dybt - 35 meter så vidt jeg husker. Vi kunne derfor være tidligt inde og nå hjem til aftensmad – men ikke fordi vi trængte.

Vejret = 10
King = 5 / 7


Tekst: Allan Jensen
Foto: Asger Kurth, Allan Hansen og Flemming Kirkegård