07/06-2006
Otto-chill
Arrgh, jeg nåede lige at melde fra til turen via mail. Så fik jeg kigget i kalenderen og nåede så lige at melde halvt til, med en ny mail, hvis en gad fikse en flaske.Styrtede ud af døren kl. 16:15 ca. 30 minutter syd for Ringsted. Damn, aner ikke om turen bliver til noget, eller om de nåede at se min mail, rullende igennem diverse små flækker i sydsjællandske, leder man så efter, den der liste med tlf.nr. som er på webben. Aha, der er Manleys mobil-nr., og jeg fik bekræftet at der skam var luft, og at jeg havde alt for lidt tid til at nå forbi Allerød, og derefter nå til Helsingør. Lidt senere da jeg passerede Farum, og kimede Manley ned for 2. gang så det ud til at jeg kunne nå det. Jeg landede godt raket-blind, ca. samtidig med sølvpilen+havgassen. Ahh, vand i sigte, det kan jage selv den værste stress væk.
Ialt var vi 5; Manley, Kim R, Steen, Nicolai J. og jeg selv. Vi fik væltet gassen i vandet imens starten på Onsdagssejladsen ved Helsingør blev skudt af. Destinationen var Otto, og den blev ramt i første forsøg (næsten). I med Kim og Steen, mens Nicolai'erne blev briefet om Otto. Bøjerne blev trukket lidt ned, og det lignede 1-1½ knobs nordgående strøm. Skippers erfaring vurderede at vi måske nok havde en ret dyb strøm. Tiden blev fordrevet med snak om Otto, og snart kunne vi se dykkere på torvet, og bobler agter. Vi fik holdet ombord, og fik grejet på, men ak den planlagte tur i bedste rødehavsstil med turguide der har dykket området tyndt udeblev, for trykket var gået af Manleys RB. Godt nok bruger den ikke meget luft, meen der var alligevel ikke nok, så han blev ombord.
I med Nicolai_J, og jeg selv efter. Strømmen var der da, men man kunne nu sagtens komme ned. Men det sang og blafrede godt nok i torvet. Nedad gik det, men strømmen fortsatte, og det blev godt nok ved med at bruse om ørerne på en. Så faldt tiøren, min octopus havde blæst imens den blafrede i strømmen. Hmm trykket var faldet til 130bar - det går nok. Hånden omkring octo'en og så videre ned af torvet med kun den anden hånd.... Fri af strømmen dukkede Otto frem i rimelig sigt, med lidt tværgående strøm på vraget. Fiskelinerne blafrede på dækket, og temperaturen var faldet til lidt under 7 dgrC. Stilhed og ro, samt køligt vand fik jaget den sidste smule stress væk, imens octo'en blev stoppet i lommen så den ikke lavede ballade på vejen op. Vi søgte om på bagbord side, og svømmede ned agter til spisekamret, hvor 4-5 store torsk stod langt inde. Igennem ved skruen, og rundt oppe på dækket. Nå der røg 70bar på nedstigningen, så måtte makkeren hellere lige få af vide at der var reduceret bundtid i forhold til planen. Vi søgte op over dækket midtskibs forbi påbindningen, og fulgte rælingen bagbords side frem til stævnen. Tilbage over dækket forbi masten, og bandt båden af. Alt i alt et rigtigt godt dyk på vraget, og med min begrænsede erfaring er Otto favoritten.
For første gang nogen sinde havde jeg en SAC på 25 l/min, så det kan lade sig gøre :-)
Nicolai - lavt fly(d/v)ende