7/5-2006

Valuta
Nogle skal jo gøre det sure arbejde og køre til Tyskland og veksle gode danske penge til hård svensk valuta imens resten af klubben kommer ud på det blanke sund ligesom i går. Lennart indvilligede i at tage med som selskab og vi aftalte lige et pitstop ved Kongebrogården i Lillebælt. Så kan vi kunne blive kølet af og Lennart kunne få testet den lynlås som Sten og Flemming havde limet i.

Turen gik hurtigt over Sjælland og Fyn og vandet i Lillebælt så fint ud oppe fra broen, vi fandt en parkeringsplads nede ved havnen iblandt en masse gæster til et større konfirmationsselskab. Vi kom hurtigt i tøjet og vadede ud til den rigtige side af bøjen. Vandet var ikke så klart som sidst vi var her, der var kommet en del alger, sikkert på grund af den meget sol. Vandet var også gået hen og blevet varmt, ca. 12 grader i overfladen og ned til 30 meter.

Lennart skulle lige finde sine finner og andet udstyr som han havde placeret de rigtige steder på kroppen men rutinen var lidt rusten. Så gik det ellers ud over skrænten og op mod den svage strøm. Der var mange småting at kigge på, både fisk (små (ingen flade)) kryb af alle mulige slags. Jeg så blandt andet 4 forskellige nøgen snegle og var lidt ked af jeg havde ladet kameraet blive på land. Rigtigt godt dyk og efter 40 minutter i vandet var det tid til med stor spænding at lukke Lennart ud af hans dragt. Ikke en dråbe vand var kommet og så var Lennart helt klar til Lysekil, Sten og Flemming blev også ved den lejlighed udnævnt til Helt og Heltens Sekretær.

Vi havde jo lige en tur til Tyskland der skulle overstås, vi fik den obligatoriske karrywurst, fik fyldt bilen godt og grundigt og vendt snuden hjemaf. Lennart var flink og lukkede en pose lakridskonfekt op og snart havde vi det rigtigt dårligt.

Henrik Manley