2/5-2006
S.S.Wave, i al slags vejr.
Da Henrik ringede og lokkede med tur i Storebælt på en tirsdag, var jeg ærlig
talt lidt tøvende, dels havde vi jo også haft fri om mandagen (1.,maj), havde
dykket i weekenden og så havde jeg faktisk meget andet at lave. Men vejrudsigten
var god og når det handler om dykning på gode og spændende vrag, er jeg nem at
lokke.
Turen havde jo været annonceret på Havbassenettet i flere dage, så det undrede
mig noget, at vi kun var 3 mand mødt op i Mullerup havn. Nå det skulle ikke få
lov at ødelægge vores gode humør, vi fik fyldt båden i en fart og kom ud af
Havnen. Målet for turen var S.S.Wave, men jeg havde også en anden position vi
ville lede efter og hvis vi fandt den, eventuelt dykke der som andet eller måske
3. dyk.
|
|
|
Vejret var med os, så det var 3 forventningsfulde dykkere som sejlede vestpå. |
Vi havde kun lige forladt Mullerup havn, da et par legende marsvin nær havde
vædret os, ja de var i hvert fald tættere på end sådan nogen plejer at være. Jeg
forsøgte at fotografere dem, men mit gamle digitalkamera var ikke hurtigt nok,
vi fortsatte uden billeder og efter 20 minutter dukkede Romsø frem af disen,
kort efter slog vi vraget på ekkoloddet og bøjen blev smidt.
![]() |
|
Vejret var skønt med sol og ingen vind, men man kan åbenbart ikke være heldig med det hele. |
Det viste sig snart at der var meget strøm, ja faktisk var strømmen lige under 3
knob og den store bøje var det meste af tiden trukket helt under vand. Nå hvad,
det er jo bare vand, så jeg sprang i 20 – 25 meter opstrøms, men missede
alligevel bøjen. Det skyldtes mest det, at vandet var noget uklart i overfladen,
jeg så derfor tovet for sent, til at nå at bevæge mig i den rigtige retning. At
svømme i denne strøm kan man bare glemme, alt man kan nå er at bevæge kroppen i
den ene eller anden retning, for at gribe tovet. Nå men det lykkedes i andet
forsøg, jeg fik trukket mig omkring 10 meter ned, inden jeg kunne mærke strømmen
aftage, herefter var strømmen kun svag, men i modsatte retning.
Glad blev jeg da vraget tonede frem under mig, sigten var rigtig god henover
vraget, men da jeg landede på dækket i agterenden, var der her et springlag og
en del store torsk svømmede panisk rundt og mudrede op. Der var temmelig meget
træk i tovet, selvom båden endnu ikke var bundet på, så det var om at finde et
solidt sted. Der var en stor dobbeltpullert bare et par meter til venstre for
loddet, men at flytte det sidevers var helt umuligt. Jeg måtte derfor flytte det
af to gange i strømretningen, indtil jeg fandt et tværspant som kunne holde, da
dette var gjort var der gået 10 minutter og straks efter, kunne jeg se på tovets
vinkel at de havde bundet båden på - pyh ha!
Nå, men jeg nåede da alligevel at svømme hele vraget rundt, i stævnen var der
bedre sigt og det var flot at se de store torsk pile afsted, på og omkring
vraget. Efter næsten en halv time på vraget, havde jeg kun fået et par minutters
deko. Vandets temperatur var til mange flere minutter, men med strømmens styrke
i hukommelsen, forlod jeg bunden og forberedte mig på nogle hårde minutters deko.
Det blev præcis som ventet, men det lykkedes mig dog at gribe stigen og komme op
uden at binde båden af.
Overfladetiden blev brugt i hyggeligt selskab og med meget skiftende vejr, det
skiftede fra sol til kraftig regn, så luftede det lidt, så kom der hagl, solen
begyndte igen at skinne og det blev helt stille.
![]() |
|
Et par dykkere kryber sammen i regnen. |
Da Flemming som den sidste kom op, bandt vi af og sejlede over og ledte efter det andet vrag. Positionen var lidt tvivlsom, men jeg havde selv dykket der for mange år siden, så jeg vidste jo det skulle være der, men vidste ikke hvilken slags position det var. Da der også her var meget strøm og da vraget ligger på en skrænt, hvor bunden på få hundrede meter stiger fra 35 meter til kun 17 – 18 meter, tog det lidt tid. Men efter en lille time, havde vi loddet vraget sikkert op og sejlede tilbage til bøjen på S.S.Wave, for at tage vores andet dyk.
| Name | Build | Brt. | Builder | Owner(s) |
| Wave (1) | 1871 | 957 | Denton, Gray & Co., Hartlepool | Completed for Appleby, Ropner &
Co., 1874 transferred to R. Ropner & Co., 1890 sold to J.C. Twaites, Hartlepool
same name, 1881 repurchased by R. Ropner & Co., 1886 wrecked near Romso Light. |
Andet dyk foregik på samme måde som første, men sigten var blevet lidt ringere. Vi havde dog alle tre 2 gode dyk på vraget og der var da også meget at se på i den gode sigt, masser af store torsk som var meget aktive, rødtunger, kryb og kravl, og så selvfølgelig det gamle vrag af damperen Wave, som er lidt mindre end Robert, men i byggestil og tilstand kan de godt minde om hinanden.
![]() |
|
Der blev også fundet en lille ting til amagerhylden. |
Efter endt dykning, var det meningen vi ville dykke på det andet vrag vi havde
loddet mellem dykkene. Da strømmen stadig var næsten 3 knob, skønnede vi dog at
der kunne gå lang tid med at ”fange det” og få gjort fast, vi besluttede derfor
at sejle mod Mullerup og afsluttede dagen med et par øl og en behagelig sejltur,
på et spejlblankt hav, hvor solens stråler glitrede i vores kølvand.
Allan Jensen