21/04-2006

Kattegat i havblik

Før jul nåede vi at dykke på Barkskibet Ejdern en enkelt gang, som var meget succesfuld. Anden gang vi var der, var sigten under ½ meter og vi sejlede hjem med uforrettet sag, så derfor havde jeg et stort ønske om at vi dykkede der. Selvom Ostmark og M-403 også blev nævnt som ønskede dykkemål, blev min bøn hørt. Om det er fordi det kun var 5 – 6 grader koldt, eller om det skyldes min opførsel når jeg ikke får min vilje ved jeg ikke, men bestemt blev det, at vi nøjedes med at sejle de godt 10 sømil, for at dykke på Ejdern ( www.vrag.dk/vrag/ejdern.htm ).

Sjældent har havet været så fladt, men kulden bed i næse og fingre. Da vi endelig var på positionen og tog gassen af, kunne man mærke at varmen fra det indre i kroppen bredte sig ud i ansigt og hænder. Om det alene skyldtes den reducerede chill-faktor, eller om det også var på grund af forventningsglæden ved jeg ikke, men i løbet af kort tid havde jeg det som på en sommerdag.

Så skulle der dykkes og jeg meldte mig frivilligt til at binde på, for på den måde at ofre mig for fællesskabet ;-) Det er nu ikke så let at binde på et vrag som Ejdern, der er ikke meget udover rorbeslaget og ankrene, hvor man kan slå en kæde omkring og som kan holde til trækket fra en båd. Jeg kom ned cirka midtskibs, det kunne jeg vurdere efter vraget bredde og da der hverken var strøm eller vind, tog jeg chancen og slog kæden omkring en stor kobbernagle, som stak ud af én af spanterne. På den måde sparede jeg mig for at svømme ud i en af enderne på vraget, for at gøre fast et af de føromtalte steder og kunne straks begynde at rode.

På et trævrag fra omkring 1900, er det mest sandsynlige sted at finde noget i agterenden, hvor kaptajnens kahyt, salonen og de øvrige officerers kahytter har været. Jeg begyndte derfor at fjerne koks på dette sted, for at komme ned til godterne. Lasten af ca.500 tons koks er bjærget engang i starten af 1990-erne og i forbindelse med dette arbejde har de spildt en masse koks, som er drysset ned overalt i og omkring vraget.

Vandet var kun 5 grader på bunden, så efter nogle minutter var hænderne blevet kolde og arbejdet med at stikke hænderne ned og skubbe koksene væk, gjorde hænderne helt følelsesløse. Jeg tog en pause og svømmede så en runde på havbunden omkring agterenden, hvor sigten var 2-3 meter, for så at vende tilbage og grave videre inde i vraget, hvor sigten på grund af arbejdet ikke var mere end ½ meter.

Endnu 5 - 10 minutters arbejde og kun 2 ølflasker rigere, vendte jeg tilbage til bundtovet som jeg holdt om med den mindst følelsesløse hånd. Efter 7 minutters deko var hånden ikke længere følelsesløs, men smertede så tårerne stod mig i øjenkrogen.
 

Op og fat om stigen med den ”raske” hånd, det var ikke let at komme op i båden igen med kun én hånd, men da jeg havde ømmet mig i nogle minutter var smerten glemt og posen skulle tømmes. Det jeg på bunden havde vurderet som værdiløse ølflasker, viste sig at være et par sjove og interessante fund. Den ene var fuld af ”velduftende” 99 år gammel øl og begge var flot dekoreret med bryggeriernes logo, nogen vil måske mene at flaskerne uanset disse detaljer stadig er værdiløse, men de er nu placeret i samlingen hos en glad vragdykker.

Da alle var kommet op efter veloverståede dyk, blev det klart at ikke alle deler mine varme følelser for dette vrag. Vi sejlede derfor til ”Mirs vrag”, hvor der sidste år blev fundet effekter med ørn og hagekors i, dette havde sat blodet i kog hos mere end én deltager, også her var sigten rimelig med cirka et par meter, hvor der ikke var blevet rodet op. Selv svømmede jeg bare rundt og nød dyrelivet, som er langt rigere her end på Ejdern. Både små og en enkelt stor havkat, taskekrabber, store og små torsk og en masse farvestrålende kryb, også her havde jeg et fint dyk, men glæder mig alligevel til at vende tilbage til Ejdern igen en anden gang, for at se om der ikke skulle være nogle fine ting i vraget.
 

Allan Jensen