18. april 2006

S/S Otto

Efter en super dejlig tur til det norske i påsken, var det deprimerende at komme hjem og se vejrudsigten for den kommende uge: regn og blæst! DMI åbnede dog pludselig en mulighed for at komme ud onsdag ved Helsingør mellem kl. 16 og 20, hvor vinden skulle være begrænset og strømmen stort set ikke eksisterende. Muligheden for nogle byger er der jo altid på denne årstid, så det kunne ikke skræmme os.

Trods offentliggørelse af turen i god tid kunne antallet af fremmødte ved svømmehallen kl. 15 tælles på tre fingre… Kim ville dog også støde til, når Novo kunne klare sig selv. Ved ankomsten til svømmehallen var alt pakket og klart, så det var bare med at komme af sted mod Helsingør med gummibassen i en fart. Det solrige og vindsvage vejr i Farum skabte grobund for en særpræget optimisme denne eftermiddag i april. Det varede dog kun til ankomsten i Helsingør, hvor det blæste lidt for livligt med en ultra kold vind. Nå, det havde nok været værre før, og vi var endnu ikke nået dertil, hvor det var mange penge dengang (måske fordi Thomas ikke var med…). Efter lidt edder og forbandelser over de personer, som ved sidste benyttelse af gummibåden havde snøret den ufattelig godt fast på en temmelig uautoriseret måde (har jeg ladet mig fortælle af folk, som er klogere end mig) kom den i havnen, og vi hoppede i de dejlige varme tørdragter. I mellemtiden var også Kim arriveret og kom hurtigt i tøjet.

Allerede fra land kiggede vi noget på bølgerne. Vi har jo adskillige gange hørt, at de aldrig bliver over én meter høje i Øresund! Men kan det nu også passe? Tvivlen var i hvert fald til stede denne dag. Turen ud til vores gamle ven Otto var våd men ellers rimelig. Loddet blev kastet og efter det svømmede Flemming. Efter ca. 10 min. havde Sten fået sin blæsende regulator under kontrol og begav sig i samme retning som Flemming. I mens lå Kim og jeg og drev lidt rundt i bølgerne. Der var absolut ingen strøm, men størrelsen på bølgerne tiltog…. Nu måtte de da være over én meter!

Flemming kom i overfladen og havde haft et super godt dyk i fremragende sigt, hvor han kunne se helt fra den ene side af vraget til den anden - og aldeles uden strøm. Der var så lyst, at man kunne ligge nede ved skruen og kigge op på konturen af agterenden mod den lyse overflade. Wow – vi glædede os til at komme i. Straks efter kom Sten også til syne, men en eller anden havde været så uelskværdig at flytte bundtovet! Kim og jeg gjorde klar og hoppede i. Med den sigt var det jo ikke nødvendigt at tage mere end én lygte med pr. makkerpar, så det gjorde vi ikke! Imponerende så hurtigt forholdene kan skifte… Solen var gået væk, og vandet var blevet helt mælket, hvilket havde spoleret den helt gode sigt. Dog var det stadig dejligt at komme hjem til Otto, hvor jeg ikke havde været på besøg siden efteråret. Der var fine nøgensnegle, fin bevoksning, eremitkrebs, små legesyge torsk og meget mere at kigge på. Dog var hummerne ikke hjemme. Vi svømmede en tur omkring agten ved bunden og tog så den resterende halvdel på dækket. Da vandet stadig er gysende koldt, var det tid til at komme tilbage til overfladen efter ca. 25 min på vraget. Puha, her var det også koldt – og så begyndte det at regne…. Men det var ikke det værste! Vi havde kun én øl tilbage!!! Nedtrygt forlod Kim stedet, og vi andre kørte tilbage til Farum og indtog den velfortjente afslutningsøl…

Mange tak for endnu en dejlig aften

Marianne