15/3-2006

Trykkerdammen
Trykkerdammen var endnu en gang målet for eftermiddagens tur. Jeg var, vanen tro, sent på den, og skulle kæmpe mig fra hovedstaden til Helsingør. Jeg havde dog forudset problemet, og Flemming havde lovet, at tage min flaske med.

Da jeg nåede parkeringspladsen, var de alle hoppet i vandet, men da nogle af dem skulle have 2 dyk af hensyn til et kommende nitroxkursus, så jeg kunne komme med i 2. runde. Snart efter kom der et hoved til syne i overfladen, og det var helt sikkert en af vores, for ingen andre havde fået den tåbelige ide, at dykke i vand, der var – 0,5 °C.

Flemming, Peer og Sten T. kom ind nogenlunde samlet. Sigten på det lave havde været 10-15 meter, men der var ikke så meget liv derude. De talrige fladfisk var sløve pga. deres nyligt overståede gydeaktivitet og den bidende vinterkulde. De var desuden fyldt med sår og havde slidte finner. Sten havde dog bragt et eksemplar med ind, noget mager, men ellers ok. Og han insisterede på, at det var for børnenes skyld….

Manley kom op lidt efter, og var lykkelig for sin anden nye inderdragt. Den var endnu ikke revnet i skrævet, men det var selvfølgelig også første gang den var i brug. Så mangler han bare en ny tørdragt, så er han ved at være klar til at dykke igen! Han havde også fotograferet lidt, men havde været tvunget til at slette billederne på kortet, og de sidste billeder var selvfølgelig ikke så gode som de første. Lidt ligesom, at det altid er de største fisk, der slipper væk! Manley skulle ikke dykke igen, og ville til at køre hjem, men så var der en der nævnte ”Sort Guld”, og så ventede han lige en halv times tid.

Vi andre fik gjort os klar, og ville prøve at finde Padivraget, ud til godt 10 m, og så ellers i en bred front mod nord og vraget. Jeg kom i vandet, og vandet var præcist så koldt, som jeg huskede, men heldigvis bliver man hurtig følelsesløs i ansigtet. Vi svømmede ud og begyndte at dreje mod nord, da jeg bemærkede en anderledes støj fra min automat, den boblede også, når jeg ikke pustede ud. Jeg havde aldrig været i denne situation før og panikken begyndte at snige sig ind på mig - en blæsende automat, og kun to dage efter at jeg havde været kæphøj om emnet på mailen. Hvad skulle jeg dog gøre, for diskretion er jo ikke en udtalt kvalifikation hos Havbasser. Mens jeg spekulerede lidt over paradokset i situationen, svømmede jeg indad med en automat, der hvæsede mere og mere ad mig. Jeg klarede mig ind til land, jeg var lidt tør i halsen, men ellers uden men. Heldigvis blev symptomerne senere lindret, og heldigvis var det jo på et meget ukompliceret dyk mht. både sted og dybde.

Summa summarum – klart og koldt vand, ikke meget andet end blåmuslinger, søstjerner og halvdøde fladfisk. Jeg nåede ikke vraget og jeg dykkede kortere tid, end jeg ellers ville. De andre havde også fået nok, men de havde jo også allerede været på tur.

For første gang i lang tid kunne vi klæde om i tøvejr. Ikke praktisk, når man står på en mudret parkeringsplads, men alligevel et varsel om bedre tider. Flemming brokkede sig igen over en utæt dragt, men det har vi hørt på længe efterhånden. Han var lige ved at opgive sin ellers elskede Waterproof, men vil forsøge at finde utætheden endnu en gang. Han mente ikke det var sjusket montage af tisselynlås, der var årsagen til det våde ærme.

Mens vi fik en øl og lidt kaffe (og varm nudelsuppe til de allermest trængende) beundrede vi Stens fladfisk’s evne til at kamuflere sig mod underlaget. Derefter hjemad i næsten ligeså mange biler som deltagere.

Kim R., hurtig - men sidst!