11/2-2006

”Bronzekanonvraget” (Leoparden)
Allan J havde annonceret en tur til Robert med Tumleren fra Rungsted. Dette initiativ, kombineret med den gunstige vejrudsigt, havde fået lokket sjældne vintergæster frem. Ved svømmehallen var Manley, ikke set i vandet siden juleaften, Allan H., ikke set i vandet siden juleaften, Bahamas, ikke set i vandet siden, det var varmt (længe siden), Thomas og Sten N., som dog begge var set i og under vandet for nyligt, mødt frem. De var dog alle meget utålmodige, da jeg kom kl. kvart over. Da jeg også lige skulle fylde flaske, fik flere af dem himmelvendte øjne. De skulle dykke noget mere, og brokke sig noget mindre! Da vi et kort øjeblik senere kørte mod Rungsted, var stemningen dog genoprettet, og vi var der kl. 9:00!

Allan J’s noget kompakte båd, med det lidet flatterende kælenavn ”Pølsevognen”, blev læsset i en fart, og så viste Allan J. lige, hvordan man kan kombinere familieliv og dykkertur. Han lod konen komme med morgenmaden, og sendte hende hjem for at pakke til deres weekendtur. Ingen kommentarer, men dyb respekt!

Turen mod Robert var behagelig, solen skinnede ind i styrehuset, hvor den, med hjælp fra 7 mand efterhånden fik varmet det lille rum op. Specielt debatten omkring de famøse karikaturtegninger, der pludselig skulle have indflydelse på valg af dykkersteder, primært sydlige, varmede. Vi var måske ikke engang velkomne i Sverige? Vi rejste ikke med Dannebrog i masten, men inkognito under dykkerflag. Det var jo endnu ikke afbrændt under kontroversen, så vi følte os nogenlunde trygge.

Tumleren er ikke den hurtigste båd på havet, men ganske behagelig at sejle med i roligt vejr. Manley styrede, og hans tålmodighed var ikke til store omveje, så nord for Hven viste ekkoloddet pludseligt 1,3 meter. Allan J. sagde beroligende, at der skulle lægges en meter til visningen på loddet, og det troede vi så på. Vi ramte da heller ikke noget på vejen.

Da vi nærmede os Robert, så vi en fiskerbåd, der kæmpede med at hale net op. De trak så hårdt, at kutteren krængede kraftigt. De havde bjærget begge bøjer og begge ender af nettet, men det sad uhjælpeligt fast i vraget. Nu vinkede fiskerne ikke ligefrem med hundredkronesedler, og vi havde ikke lyst til at dykke med nettet oppe i strømmen, så da de ikke fik trukket nettet løst, sejlede vi videre til et andet vrag.

Vi ville dykke på et gammelt trævrag med bronzekanoner (havde Allan J. lovet) og vi sejlede nordpå i en lille times tid. Lod og bøje blev smidt i, og der skulle ikke binde på, for der var ikke så meget at binde fast i. Vi havde frygtet, at vi ikke kom under springlaget, men vi dykkede på 18-20 meter med 8 ˚C. Med den til dagen forberedte nitrox skulle vi have haft soveposer med for at gå i deko. Vraget bestod mest af ballaststen, men der var nogle få bronzestykker (mest ude på bunden) fra de gamle kanoner. Sigten var ikke rigtig god, ca. 3 meter, hvor den var bedst. Der var lidt strøm på tværs af vraget, fint for det fjernede de mudderskyer, som blev skabt af ihærdigt svømmende Havbasser. Der var også flasker, hvoraf en del var af nyere dato, og antallet af pirke og gummiblæksprutter vidnede om, at lokaliteten ikke var ukendt for lystfiskere. Livet på vraget bestod primært af konksnegle, der parrede sig og lagde æg på livet løs. Også eremitkrebsene var i det amourøse hjørne, og hannerne slæbte af sted med hunnerne, der puttede sig helt ind i deres små sneglehuse.. Af hvirveldyr var der, udover Havbasser, kun småfisk og lidt fiskeyngel.

Mens vi ventede på sidste hold, som bestod af skipper selv, øjnede vi et større skib, der holdt kursen ret mod os. Vi havde dykkerflaget oppe, og var glade for, at vi ikke var bundet fast. Vi blev ved bøjen, Thomas havde hånden var klar på gashåndtaget og spændingen var intens, men til sidst, drejede han heldigvis af, mens vi fik hevet Allan ombord.

Vi fik startet turen tilbage til Rungsted, og nød lidt fra Manley’s varmedunk, varm saft med rom, og på trods af Thomas’ ihærdige forsøg, må vi konkludere, at Tumleren ikke kan plane! Allan havde travlt med at komme hjem, men han frygtede samtidigt for Tumlerens fremtidige eksistens, så omdrejningerne blev reduceret og farten gik ned fra svimlende 7,2 knob til 6,5. Til forsvar for Tumleren skal siges, at strømmen var imod, måske en lille halv knob. ”Pølsevognen” kom dog sikkert i havn og blev parallelparkeret. Snakken gik lidt om en paravane tur fra vraget og ned til Hven da skibets kanoner nok er faldet af imens det drev nordpå. Vi fik hurtigt smidt vores udstyr på kajen, så Allan J. kunne komme på weekendtur med andre end os! Vi andre returnerede til Farum, og trods en god tur og en dejlig dag på vandet, var der vist ingen, der ville eller kunne komme i morgen……..

Kim R.