29/1-2005

Otto SS- alle gode gange tre…
Hele året, indtil nu, har været forbandet med hensyn til dyk på Otto, vores gamle ven, der har ligget uden vores besøg i et par måneder. Vores sidste dyk på dette, ellers så velbesøgte vrag, var i midten af november, hvor vi dykkede på vraget i flere omgange. Siden har der været for meget strøm og senest kunne traileren ikke køre, pga. bremserne.

Men denne søndag, hvor vinden var svag, himlen blå ovenover rimtågen, strømprognosen gunstig, bremserne på traileren lavet og tilmed en stor bil med krog og chauffør, skulle det være. Vi skulle så samtidigt prøve at finde vores bøjer, dræg og bundtov, som druknede derude for et par uger siden.

5 morgenfriske havbasser mødte frem, og der blev blandet en passende nitrox, for deko udover sikkerhedsstop i det kolde vand, virkede ikke særligt tillokkende, og så kan vi jo godt lide noget med procenter i. Vi fik sendt Peter og Thomas af sted med Havgassen, Peter havde jo lavet bremserne, og ligesom de gamle bronzestøbere skulle sidde på kanonen, første gang den skulle affyres, så skulle Peter selv tage skraldet. Han var også den eneste med trailerkørekort. Karin, Sten N. og jeg ventede til kl. 9:00, hvis der skulle dukke flere op. Vi mødte Havgassen i havnen, hvor den holdt i kø ved slæbestedet sammen med en masse små lystfiskerfartøjer. Vi fik klædt om og gjort klar, og efter en halv times tid gyngede Havgassen blidt mellem småbåde og isflager.

PPP fik sig også en vandretur, for parkeringspladserne var tæt besat med små bådtrailere, men til sidst lykkedes det os at blive fuldtallige, og mase os forsigtigt ud gennem den kaotiske vrimmel af småbåde ved slæbestedet.

Da vi kom ud gennem havneindløbet, kunne høre tågehornene fra færger og gennemgående trafik. De var vist ikke glade for de mange fiskere, der var spredt rundt omkring. Vi skulle jo være i trafiksepareringen, og der burde vi jo ikke genere nogen.

Vi kom frem med den mobile gps og fandt vraget med Karins ekkolod. Vi glæder os til det nyindkøbte Lowrance bliver monteret. Vi fik dog smidt det nye lod. Der var ikke meget strøm i overfladen, men bøjerne lå lidt underligt i forhold til lodskuddet. Vi fik smidt Thomas i vandet, og drev derefter rundt i rimtågen. Da vi skulle binde båden fast, så vi bobler omkring bøjerne og Thomas dukkede op. Han fortalte om rivende strøm under springlaget, loddet lå på stenrevet, men han kunne ikke trække det hen på vraget. Sigten var ca. 4 meter. Vi halede op og kastede loddet igen. Thomas kendte jo vejen og hoppede efter. Vi troede på det og Peter gjorde klar. Igen kom der bobler ved bøjen og Thomas kom slukøret til overfladen, og syntes ikke, det var så sjovt. Peter mente, at han bare kunne lade være med at trække loddet af vraget.

Peter var så den næste der stod for tur og insisterede på, at smide loddet selv. Han havde jo også trænet et par gange. Denne gang blev vraget fanget, og vi fik bundet på. Thomas gad ikke at dykke mere, ikke fordi han selv var sur, men det var hans computer! Den bippede lystigt og ville have mere strøm! Sten var næste mand i rækkefølgen og derefter fulgte Karin og jeg. På bundtovet lå Peter og en stor torsk og lavede et dybt stop lige under springlaget. Vi kæmpede os uden om ham, og trak os hen ad tovet mod vraget. Der var kraftig strøm omkring vraget, så det var bare med at komme i læ! På vejen rundt langs med bunden og senere inden i vraget, mødte vi et righoldigt liv. Der var nøgensnegle i flere variationer, eremitkrebs i alle størrelser, søanemoner, søsole slangestjerner, søstjerner, muslinger, kammuslinger, taskekrabber, små torsk og sej, rødspætte og rødtunge, samt en masse forskellige småfisk, jeg ikke kunne artsbestemme. Der var ikke noget mudder, kun sandbunker i et dramatisk landskab, men strømmen flytter nok rundt på det igen.

Efter en god halv time var det tid for opstigning, så vi ikke fik noget ubehagelig deko. Vi bandt af og drev med strømmen væk fra vraget! Det lune bundvand (8 °C) forsvandt på ca. 15 meters dybde og vandet blev krystalklart og 3 °C koldt! Det var meget forfriskede!

Op i båden, hvor Peter’s torsk fyldte det meste af agterenden af skibet! Den var blevet renset og godt 5 kg rogn var gemt i en pose. Den rensede fisk blev senere vejet på Peters badevægt til 17 kg uden rogn og indvolde. Vi snakkede lidt om, at man ikke behøver at tage helt til Filippinerne for at få et godt dyk og se de helt store fisk……

En kort tur ind til havnen, og derefter gik turen tilbage til Farum. En dejlig dag, hvor det omsider lykkedes at komme ned på Otto, men vi fandt dog ikke vores dræg og bøjer!

Kim R.